Cepos, Dansk Industri, Finans Danmark og SMV Danmark har i kronikform kritiseret budskabet i vores seneste kronik i Børsen, der behandlede samspillet mellem arv og arbejdsudbud.
Vores kronik har afsæt i analyser fra vores forårsrapport, der undersøger den såkaldte Carnegie-hypotese. Hypotesen er opkaldt efter industrimagnaten Andrew Carnegie, der ikke videregav arv, da han ventede, at det ville mindske hans børns virkelyst. I tråd med den internationale litteratur finder vi, at arv mindsker modtagerens arbejdsudbud.
Vi anbefaler derfor, at man inddrager indsigten i det lovforberedende arbejde. Det kan være relevant, hvis man f.eks. påtænker at sænke arveafgiften. Med den samlede videnskabelige litteratur som baggrund må det forventes, at en sådan reduktion er lidt dyrere for statskassen, end man i dag regner med. Ikke meget dyrere, men dog dyrere.
Dette arbejde såvel som vores anbefaling skal ses i lyset af, at vi også har til opgave at efterse de ministerielle regnemetoder. Det er baggrunden for anbefalingen, og ikke at vi “prioriterer arbejdsudbud frem for samfundsøkonomi”, som vores kritikere fremfører i deres kronik.
Kernen i deres kritik er imidlertid, at vi angiveligt “ignorerer”, at arveskatten samtidig sænker arveladers arbejdsudbud. Dermed bliver den samlede arbejdsudbudseffekt uklar, lyder argumentet: Modtagere af arv arbejder nok mere, hvis skatten øges, som vores analyser indikerer, men afsenderne af arv arbejder mindre, når skatten øges, mener kritikerne.
Arveskattens effekt på arveladers arbejdsudbud er dog hverken ignoreret i vores rapport eller i den efterfølgende kronik. Det kræver stålsat forudseenhed at tilrettelægge sit arbejdsudbud med tanke på beskatning efter dødens indtræden. Men selv for en sådan arvelader kan arveskat både sænke og øge arbejdsudbuddet eller efterlade det uændret.
En arbejdsudbudsstigning opstår f.eks., hvis arvelader vil kompensere sine efterkommere for skattebetalingen. Teorien kræver naturligvis, at personen har et motiv for at videregive arv. Det har alle ikke, og i så fald er adfærdseffekten for personer uden et sådant arvemotiv nødvendigvis nul.
Den teoretiske debat er ikke uspændende – for en økonom i al fald. Men ved dagens ende er sagens kerne de empiriske erfaringer på området. Som vi (også) forklarer i rapporten, er vi ikke bekendt med empirisk evidens for en negativ effekt på arveladers arbejdsudbud af øget arveskat, som kritikkerne finder så oplagt. Vi kender heller ikke til dokumentation for en positiv effekt.
“Den teoretiske debat er ikke uspændende – for en økonom i al fald
Som beskrevet i vores kronik er et beregningsprincip i det lovforberedende arbejde, at hvis man ikke kan afvise, at adfærdsvirkningen af en skatteændring er nul, da sættes adfærdsvirkningen til nul.
Et andet princip er, at man regner på dét, man kan. Det tilsiger samlet set, at man inddrager den effekt på arvemodtagers arbejdsudbud, som litteraturen og vores nye analyse påviser, og lægger til grund, at effekten på arveladers arbejdsudbud er nul, indtil andet kan påvises. Heroverfor er kritikernes sekundære indvending, at vi ikke har forstået det første princip.
Argumentationen er som følger: Man skal ganske rigtigt sætte en effekt til nul, hvis man ikke kan afvise et nul. Men, lyder det fra kritikkerne, kun hvis man teoretisk kan forestille sig, at virkningen af politikken på f.eks. arbejdsudbud både kan antage positive og negative værdier.
Som beskrevet ovenfor er effekten på arveladers arbejdsudbud tvetydig. På den vis kunne vi jo egentlig bare stoppe her og erklære, at vi jo så er enige, selvom kritikerne åbenbart ikke selv er klar over det.
Men selv hvis det entydigt kunne fastslås, at arveladers arbejdsudbud burde falde, når arveskatten stiger, så kan effekten selvfølgelig være så lille i praksis, at den kan ignoreres. Det er entydigt et empirisk spørgsmål, om et nul kan afvises. Princippet er, som vi beskrev det: medmindre man empirisk kan afvise et nul, bør adfærdsvirkningen i udgangspunktet sættes til nul i det lovforberedende arbejde.
Lad os igen nævne, at det er dette princip, der er baggrunden for, at f.eks. offentlige sundhedsudgifter i det lovforberedende arbejde tillægges nul effekt på arbejdsudbuddet. Den forventede effekt er positiv, og antagelsen skyldes alene, at vi ikke overbevisende kan afvise nul, når de offentlige sundhedsudgifter øges. Det, vi her diskuterer, er fuldkommen analogt.
Samlet må vi konstatere, at kritikken savner faglig valør. Hvis det i det lovforberedende arbejde ikke tages i betragtning, at lettelser i arveskatten vil mindske arvemodtagers arbejdsudbud, må det anses som et brud på beregningsprincipper, der indtil nu har været gældende.
En sådan beslutning risikerer at underminere legitimiteten i at foretage beregninger af dynamiske effekter af økonomisk politik. Principper er ikke til lejlighedsbrug.
