“Politisk lederskab bedrives med ordet og ikke med sværdet”

Dansk demokrati er gået ind i den højintensive fase. I sidste uge blev godt 2500 lokalpolitikere valgt ind i en af landets 98 kommunalbestyrelser, mens 170 regionsrådspladser blev fordelt på tværs af fire regioner. Næste år kommer turen til de 179 medlemmer af Folketinget, som nok engang skal konkurrere om vælgernes gunst. 

Her udskiftes typisk en tredjedel af medlemmerne, mens det ved kommunalvalg ofte er mere end 40 pct., der skiftes ud. Det betyder med andre ord, at danskerne i den kommende tid vil få en masse nye og ofte uprøvede politiske ledere. 

Og hvad er så opgaven for disse 1000+ nye ledere? 

Opgaven er naturligvis at træffe gode beslutninger og arbejde hårdt for vælgerne, men demokrati handler om mere end interessevaretagelse og realpolitiske kompromisser. Som den danske teolog Hal Koch formulerede det, er demokrati en livsform eller levevej, der baserer sig på oprigtig samtale og opbyggeligt samarbejde.

For som Hal Koch skriver i sin kendte bog “Hvad er demokrati?”, der blev udgivet kun få måneder efter afslutningen på Anden Verdenskrigs uhyrligheder: “Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemning, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse.” 

Ifølge Koch handler demokrati altså om samtale og samarbejde snarere end verbale slagsmål, kalkulerede afstemninger og instrumentel stemmemaksimering. 

Det er nemlig ordet snarere end sværdet, der giver brændstof til demokratiet, som han så smukt formulerede det: “Ved sværdet afgør man, hvem der er den stærkeste. Ved ordet finder man ud af, hvad der er det rigtige.” 

Det kan måske lyde banalt, men demokrati kan ofte være en ganske vanskelig livsform at efterleve – særligt når man som mange nyvalgte lokalpolitikere skal finde vej igennem et ukendt politisk system og navigere i yderst komplekse problemstillinger. 

Her kan det virke mere nærliggende at trække det metaforiske sværd og kæmpe indædt for egne mærkesager i stedet for at bruge både tid og energi på at sætte sig ind i modpartens synspunkter og orientere sig mod det fælles bedste. Demokrati er som bekendt besværligt, ustyrligt, langsommeligt og nogle gange kedeligt.

Afmægtige ledere 

Om et par måneder udkommer min bog “Afmagtens centrum: Resonans og fremmedgørelse på Christiansborg”. 

Den handler om Folketinget som arbejdsplads og om den bekymrende grad af mistrivsel blandt særligt folkevalgte og partiansatte. 

Selvom mange er glade for deres arbejde, opleves det politiske hverv alt for ofte som en kilde til afmagt og meningstab i relation til politiske idealer, politiske kollegaer og selve det politiske håndværk. 

Årsagerne er mange, men de primære faktorer er højt arbejdspres, intens og vedvarede konkurrence, konstant eksponering i medierne samt manglende indflydelse på partipolitiske beslutninger og det lovgivende arbejde. 

Samlet set peger min undersøgelse af Folketinget som arbejdsplads på, at professionel politik i dag hovedsageligt bedrives med “sværdet” og ikke med “ordet”. 

Politikerne og deres ansatte kæmper dagligt en Sisyfos-lignende kamp for at følge med det konstant stigende tempo i dansk politik, mens de hele tiden forsøger at beskytte sig mod angreb fra både kollegaer og konkurrenter, alt imens de prøver at tilegne sig bare en smule indflydelse på den førte politik.

I sådan et arbejdsklima er der ikke megen tid eller overskud til at praktisere demokrati som en livsform, der handler om opbyggelig dialog, samarbejde, gensidig respekt og sans for helhedens interesser. Her er det snarere survival of the fittest, som en af mine respondenter forklarer. Eller som en anden siger om Christiansborg:

“Det er en sindssygt hård arbejdsplads! Man skal være lavet af teflon; man skal have en rygrad som pylonerne på Storebæltsbroen; man skal ikke have brug for ret meget søvn; og man skal være klar over, at man bevæger sig i fjendtligt territorium hele tiden.”

Lokale rollemodeller

Selvom der er mange paralleller mellem Folketinget, kommunalbestyrelserne og regionsrådene, er der samtidig afgørende forskelle. 

Den måske mest afgørende forskel rent politisk er, at selvom lokalpolitikere ligesom folketingspolitikere typisk tilhører politiske partier eller lokallister, så arbejder kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ofte som et samlet organ – som en helhed – og træffer beslutninger i byrådssalen eller i fagudvalgene på den baggrund. 

Sådan fungerer Folketingssalen eller Folketingets udvalg ikke. 

Her fortaber opbyggelig dialog og samarbejde sig meget ofte i taktik, spin og fastlåste stemmeaftaler. Her kæmper man med sværdet frem for med ordet; her er det typisk kampen og afstemningen frem for dialogen, der sætter dagsordenen. 

Det modsatte gør sig i mange tilfælde gældende i lokalpolitik. Selvom bølgerne naturligvis kan gå højt, og selvom lokalpolitikere ikke er for fine til taktik og spin, så er der ofte en forståelse af, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet som helhed skal nå frem til en fælles beslutning. Her handler det ikke altid om, hvem der er stærkest, men også om, hvad der er rigtigt, som Hal Koch ville sige.

Politisk lederskab er at værne om denne arbejdsform og praktisere demokrati som en levevej. Og derfor hviler der et stort ansvar på de nyvalgte lokalpolitikeres skuldre. Ansvaret handler ikke bare om at nå frem til “det rigtige” for et givent lokalområde, men også om at være demokratiske rollemodeller for en befolkning, der længes efter politisk lederskab. 

Undersøgelse efter undersøgelse viser, at tilliden til de folkevalgte er i frit fald. I en rundspørge fra Mandag Morgen udtrykker 81 pct. af de adspurgte mistillid til politikerne, og den primære kilde til utilfredshed med demokratiet synes at være politikernes adfærd og manglende pålidelighed. 

Netop derfor har de nye lokalpolitikere en historisk chance for at styrke demokratiet, nemlig ved at insistere på at udøve politisk lederskab – med ordet frem for med sværdet.