Plastvirksomheder skal være omstillingsparate. En global plastiktraktat mod forurening vil ændre markedet, og er virksomhederne ikke klar, er de en risikabel investering. Det var budskabet fra de erfarne investeringsrådgivere i Børsen forrige uge. Derfor var det overraskende, at man i avisen fredag kunne læse Plastindustriens direktør Thomas Drustrup argumentere imod.
Ingen grund til bekymring, skrev han. Slå koldt vand i blodet, og sæt roligt jeres lid til plastik. Men i påstandene om plastiks fantastiske egenskaber udelader direktøren belejligt en del:
Disse år skyller en grøn reguleringsbølge ind over os. Ingen virksomhed kan se sig fri for CO2-regnskab, esg-rapportering, EU-direktiver om due diligence og grønne anprisninger – og heller ikke den kommende plastiktraktat.
“Thomas Drustrup omtaler plastik som “et af de grønneste materialer”. Røgsløret skygger for de mange alvorlige konsekvenser ved produktionen
Som eksperterne i Børsen påpeger, så er det rettidig omhu, at investorer kigger på den potentielle effekt på virksomhedernes risikoprofil. Det betyder ikke, at plastik er dømt ude i en grøn omstilling. Men det betyder forhåbentlig, at vi retter et kritisk blik på plastik og dem, der producerer det. Det er nødvendigt.
Verdens plastikproduktion er eksploderet og kan yderligere tredoble inden 2060. Ikke på grund af plastik i grøn teknologi, som Plastindustrien peger på, men især på grund af problematisk engangsplastik.
Thomas Drustrup omtaler plastik som “et af de grønneste materialer”. Røgsløret skygger for de mange alvorlige konsekvenser ved produktionen. Det giver ikke mening at isolere plastik til et CO2-aftryk, når det samtidig er fyldt med kemikalier, der skader mennesker og dyrs sundhed og belaster miljøet fra det øjeblik, olien udvindes, til det ender som affald. I værste fald i naturen.
Alt dette forventes at blive en del af traktaten, som lægges til bunken af 731 politikker mod plastikforurening, der er indført globalt på ti år. Så det må være gået op for de fleste forbrugere, lovgivere og investorer, at plastikforbruget er ude af kontrol, og reduktion er vejen frem. Det burde også være Plastindustriens interesse at beskytte både miljø og virksomheder med et kritisk blik indad.