Direktør for PFA Asset Management, Rasmus Bessing, forsøger i en kronik her i Børsen at retfærdiggøre PFA’s sorte milliardinvesteringer. Bessing skriver blandt andet, at de for tre år siden valgte at frasælge deres fossile virksomhedsobligationer og indsnævre aktieinvesteringerne til blot to selskaber, nemlig Shell og Total.
De to selskaber har PFA så siden lagt grønt pres på – og den strategi er ifølge Bessing til større gavn for klimaet end et totalt frasalg af alt sort. Men Bessings udlægning af PFA’s investeringer i fossile selskaber er simpelthen forkert. Det viser en kortlægning af de danske pensionskassers investeringer i verdens sorteste selskaber, som Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans netop har udgivet.
Her kommer PFA nemlig ud som klart den værste pensionskasse. PFA har ganske rigtigt investeret 2,7 mia. kr. i Shell og Total, men PFA har samtidig investeringer for 3,9 mia. i andre fossile selskaber, herunder kul. Bessing undgår helt at nævne investeringerne i kul, men de tæller altså hele 2,6 mia. kr. Og PFA har stadig sorte obligationer for over en halv milliard på trods af, at det ikke giver en ejerandel og derved heller ingen muligheder for aktivt ejerskab.
PFA er den danske pensionskasse, der har flest penge i kul samt i ny olie og gas. Mere præcist 6,6 mia. kr. Faktisk står PFA for 27 pct. af den samlede pensionssektors investeringer i verdens sorteste selskaber. Rasmus Bessing har ret, når han i sin kronik skriver, at vi ikke afskaffer behovet for olie og gas ved at frasælge de selskaber, der producerer brændstofferne.
Men mens vi har behov for olie og gas i årene frem, så har Det Internationale Energiagentur flere gange slået fast, at ikke har brug for nye felter. Vi har nemlig rigeligt med olie og gas i de fossile reserver, som allerede er i drift i dag. Derfor skal investorer som PFA stoppe med at understøtte olie- og gasselskaber, der udvider deres fossile produktion.
Investeringer i kulselskaber er også i strid med klimavidenskaben, da FN har slået fast, at brugen af kul skal udfases hurtigst muligt. PFA har valgt at satse på to af de værste olieselskaber i verden nemlig Shell og Total.
Rasmus Bessing prøver ellers at tegne et grønt billede af selskaberne, blandt andet ved at fremhæve Totals planer om at etablere 100 gigawatt grøn energi frem mod 2030. Det lyder imponerende isoleret set, men mindre imponerende, når man sætter det i kontekst. I 2030 forventer Total nemlig, trods de 100 GW, at højest 13 pct. af deres energimix vil være grønt, mens hele 87 pct. fortsat vil være sort.
Det ser kun lidt bedre ud i Shell, hvor selskabet satser på, at 22 pct. af deres energimix vil være grønt i 2030, mens 78 pct. fortsat vil være sort. Ifølge organisationen Urgewalds data havde Shell og Total i 2022 planer om at udvide deres fossile produktion med over 11.000 mio. tønder olie. Det svarer til hele 96 års dansk CO2-udledning.
PFA forsvarer deres sorte investeringer med, at de presser Shell og Total til at satse på en ambitiøs omstilling. Men det gør de ikke. På Totals generalforsamling stemte PFA for Totals klimaplan og bakkede dermed op om Totals katastrofale kurs.
Og på Shells generalforsamling stemte PFA imod et klimaforslag, der i praksis ville tvinge Shell til at sænke produktionen af olie og gas. PFA forsvarede sig med, at forslaget greb for hårdt ind i Shells mulighed for at drive forretning.
Men hvis man som investor ikke er villig til at kræve, at olie og gasselskaberne skruer ned for deres skadelige produktion, også selvom det koster på bundlinjen, så kan man altså ikke forsvare sin sorte investering med, at man presser på for grøn transition.
PFA forsøger at bruge det Internationale Energiagentur (IEA) og Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ) som rygdækning for at nægte frasalg, men den går ikke. GFANZ er ikke et uafhængigt ekspertorgan, men en sammenslutning af finansielle aktører, som har interesse i at fortsætte de fossile investeringer. Og hvad angår Det Internationale Energiagentur (IEA), er PFA’s læsning af deres rapporter ikke korrekt.
IEA har flere gange understreget, at der ikke skal investeres i nye olie- og gasfelter, hvis vi skal nå 1,5-gradersmålet. Så sent som i juni var IEA’s direktør Faith Birol ude at advare pensionskasser mod at investere i olie- og gasselskaber – og Birol kommenterede direkte, at han ikke selv ville sætte sin pensionsopsparing i fossile selskaber.
PFA bør lytte til de uafhængige eksperter og ligesom konkurrenterne i blandt andet Velliv, AP Pension, Akademikerpension frasælge sine investeringer i sorte selskaber, som helt åbenlyst ikke lytter til klimavidenskaben.