Kan du se det? Mens voldsomme og rædselsvækkende overskrifter forblænder de fleste investorer, kan vi øjne en lind strøm af positive hændelser fra Kolding til Kansas City. Denne voksende kløft mellem den nedslåede stemning og en forbedret økonomisk virkelighed indeholder positive overraskelser – der samtidig er godt brændstof til OMX og verdensaktiers opsving.
Lad mig hjælpe dig med at se, hvad få forstår.
Som jeg forklarede den 25. september her i avisen, så får “vantroens pessimisme”, som er almindelig omkring bunden i bear-markeder, investorerne til at hyperfokusere på dårlige nyheder og afvise de positive. Folk kan ikke se noget som helst godt, og de tror, at noget nært forestående sikkert snart vil gøre livet surt. Sådan er det over alt.
Oktobers danske økonomiske tillidsmåling var blandt de 12 værste siden 1980. Undersøgelser fra USA og eurozonen er ligeledes dystre. Sentix’ mål for de tyske økonomiske forventninger er på det laveste nogensinde.
Men mens skræmmende historier springer i øjnene, lister positive ting ind. Tag f.eks. de globale forsyningskæder.
New York Federal Reserves Global Supply Chain Pressure Index endte i 2019 på 0,01 – hvilket signalerer “ingen identificerbare problemer”. I december sidste år nåede den 4,3, hvilket er næsten tre gange højere end deres præpandemirekord. Nu ligger den på 1,05, som er forhøjet, men ikke i nærheden af spidsbelastningens niveau. Én nøglekomponent, Baltic Dry Index, for forsendelsesomkostninger inden for skibsfragt er faldet -72,6 pct. i forhold til højdepunktet i oktober 2021.
Indkøbschefernes indekser afslører også, at begrænsningerne i forsyningskæderne er mindre snerrende – og det letter prispresset. S&P’s amerikanske fremstillings-PMI viste, at inputomkostningerne steg med det laveste tempo i næsten to år, da presset på forsyningskæderne er lettet.
Hurtig tilpasning af forsyningskæderne skaber endnu en positiv overraskelse: en bedre end frygtet europæisk energivirkelighed. Efter Putins forfærdelige invasion i Ukraine ansporede det til vestlige boykot og sanktioner – og her blev forsyningskæderne hurtigt en brik i spillet.
For eksempel øgede Indien og Kina deres indkøb af nedsat russisk råolie, hvilket frigjorde forsyninger til Mellemøsten, Nordafrika, USA og Europa. Dårligt for sanktionernes effektivitet, men godt for dynamikken i udbud og efterspørgsel. Gennem tredje kvartal oversteg det globale olieudbud den aftagende efterspørgsel, og derfor faldt oliepriserne -20,5 pct. siden junis højeste priser.
Og hvad med gas? Det Internationale Energiagentur siger, at Europas lagre er 95 pct. fyldte. Det er højere end gennemsnittet de seneste fem år! Energinets store Baltic Pipe Project er forud for tidsplanen og klar til fuld drift i december. Flere europæiske terminaler til flydende naturgas kommer online i første kvartal 2023. Alligevel afviser overskrifter i medierne denne udvikling. Ja, ja, men næste år bliver værre – klassisk pessimisme.
I mellemtiden toppede euroområdets bnp-vækst i tredje kvartal forventningerne med 0,7 pct. på årsbasis. Væksten i USA voksede positivt med 2,6 pct. på årsbasis.
Citis Economic Surprise Index for USA og eurozonen er nu positive – og langt fra de negative halvårstals lavpunkter.
Pessimister siger, at væksten vil vakle.
Men udlån er fortsat stærk på verdensplan. Og det er investeringsbrændstof såvel som lige det modsatte af, hvad man måske ville forvente forud for en dyb global recession.
Den amerikanske udlånsvækst ramte 11,6 pct. i september sammenlignet med samme tid sidste år. Danske realkreditudlån til forbrugere og virksomheder steg med 13,9 pct. Hvorfor?
Rigelige kontantindskud holder indlånsrenterne lave på verdensplan – som du sikkert ved. Det betyder, at bankernes finansieringsomkostninger er tæt på nul på trods af stigende kortsigtede renter, hvilket giver næring til udlån.
Ja, det kan være inflationært. Men det irettesætter også tanken om, at centralbankstigninger vil dræbe væksten.
Alle disse opmuntrende, men afviste positive ting – kombineret med dansk politisk klarhed efter valget såvel som det magtfulde, amerikanske “midtvejsmirakel”, som jeg beskrev i august – er blandt flere grunde til optimisme, som dukker op.
Lad dig selv se ud over dysterheden – og værdsæt dem.