Debat | Ny kronikserie: Her er det danske pensionssystems sejre og udfordringer

Vi har store krav til pensionssystemet: Det skal håndtere fordelingspolitiske hensyn for at undgå økonomisk fattige pensionister, sikre pensioner i et rimeligt forhold til erhvervsindtægten inden pensionering, sikre dækning i forbindelse med f.eks. længere levetid, og det skal ikke mindst være finansielt bæredygtigt.

Det danske pensionssystem har tiltrukket sig stor international opmærksomhed for dets evne til at levere på alle disse mål. I Danmark er der få fattige pensionister, og for de fleste har pensionerne et pænt niveau i forhold til indkomsten i den erhvervsaktive alder. Samtidig er finansieringen af pensionering sikret.

Det skyldes dels, at en stor del af pensionerne er opsparingsbaserede, og dels at reformer har sikret, at de offentlige finanser kan håndtere en aldrende befolkning.

Pensionssystemet har udviklet sig over tid og står i dag på to afgørende søjler: en grundsikring via skattefinansierede pensioner og ATP samt opsparingsbaserede arbejdsmarkedspensioner, som dækker en meget stor del af arbejdsmarkedet.

Fordelingen er helt overordnet, at grundsikringen via de offentlige pensioner og ATP modvirker økonomisk fattigdom blandt pensionister, mens arbejdsmarkedspensionerne sikrer, at pensionerne står i et rimeligt forhold til tidligere erhvervsindkomst.

Opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne blev skudt i gang med Fælleserklæringen fra 1987 og tog for alvor fart i 1990’erne. I takt med at systemet modnes, får de opsparingsbaserede pensionsformer en større betydning for gennemsnitsdanskeren, og de vil på sigt få en større betydning end de skattefinansierede pensioner.

Samtidig har udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne medvirket til en markant forøgelse af danskernes opsparing. Dette har været en væsentlig årsag til, at betalingsbalancen i mange år har vist store overskud, og at de offentlige finanser er holdbare.

Selvom formålet med pensionssystemet helt enkelt er at sikre rimelige økonomiske forhold efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, så er indretningen af pensionssystemet kompliceret, og mange hensyn skal balanceres. Det gælder både indretningen af de offentlige pensioner og de opsparingsbaserede pensioner, men også samspillet mellem de to søjler i pensionssystemet.

Derfor er der ikke ét simpelt svar på, hvordan det perfekte pensionssystem ser ud, og der vil løbende være diskussioner om systemets indretning og behovet for tilpasninger og reformer.

For de offentlige pensioner er det et centralt spørgsmål, hvordan de bedst målrettes til de økonomisk dårligst stillede pensionister. Det sker i dag via pensionstillæg til folkepensionens grundbeløb og behovsafhængige tillæg som f.eks. varmehjælp. Målretning sker via modregning, så den offentlige pension er lavere desto højere den private pension.

Men det har også incitamentseffekter, da det reducerer incitamentet til at spare op og til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Der er således et fundamentalt dilemma i forhold til at tilgodese fordelingspolitiske mål og understøtte incitamenter til opsparing og en senere tilbagetrækning.

En anden central årsag til succeshistorien om det danske pensionssystem er velfærdsaftalen fra 2006. Den sikrer, at pensionsalderen reguleres i takt med ændringer i levetiden, og den er derfor med til at tage det værste af presset på både arbejdsmarkedet og de offentlige finanser. Alligevel er den blevet udfordret i de senere år. Det er der flere grunde til.

For det første er det blevet fremført, at reguleringen af pensionsalderen i overensstemmelse med øget levetid er for barsk. Når den nuværende model er fuldt indfaset, betyder den i store træk, at en stigende levetid omsættes én til én til en højere pensionsalder. Et alternativ ville være at dele levetidsstigningen mellem arbejde og otium.

Tilbagetrækningskommissionen har foreslået, at pensionsalderen skal ændres i takt med stigende levetid, så andelen af voksenlivet som pensionist er den samme for alle generationer. Det er et prioriteringsspørgsmål, da en mildere regulering af pensionsalderen vil belaste den finanspolitiske holdbarhed.

En anden kritik af velfærdsaftalen har at gøre med den stigende fokus på ulighed i levetid. Dette kommer til udtryk ved, at kortuddannede har et kortere otium, fordi de dør tidligere end højtuddannede. Uligheden er størst blandt mænd, hvor en ufaglært 30-årig mand kan forvente at leve ca. otte år kortere end en jævnaldrende akademiker.

Dette er der politisk reageret på via seniorpensionen knyttet til arbejdsevne samt tidlig pension knyttet til antal år, man har været aktiv på arbejdsmarkedet.

Pensionsordningerne er i overvejende grad bidragsbaserede, dvs. udbetalingen til den enkelte under pensionering afhænger af størrelsen af indbetalingerne og afkastet på opsparingen. Tidligere var afkastet på pensionsopsparing garanteret, men i dag går den største del af indbetalingerne til markedsrenteprodukter.

Markedsrenteprodukter er karakteriseret ved, at afkastet på opsparingen ikke er garanteret, men afhænger mere direkte af afkastet på de finansielle markeder. Her er der sket et markant skifte med hensyn til, hvem der bærer risikoen ved investeringer: hvor det tidligere var pensionskassen, er det nu i højere grad den enkelte.

Dette giver anledning til overvejelser om, hvorvidt medlemmerne rent faktisk har forstået konsekvenserne heraf. F.eks. kan den udbetalte pension blive sat ned i et markedsrenteprodukt. Da dette vil ske for nogle pensioner under udbetaling i 2023, vil vi snart få tryktestet, i hvor høj grad danskerne har indstillet sig på, at de nu selv mere direkte bærer investeringsrisikoen. Man kan forestille sig, at der vil opstå diskussioner om behovet for en udglatning af risikoen.

En anden vigtig udvikling i måden, som vores pensionsopsparing investeres på, relaterer sig til de konkrete investeringer, der foretages. Også her er sket et markant skifte de senere år. Bevægelsen er kendetegnet ved, at man er gået væk fra noterede aktiver – dvs. aktiver som kan købes og sælges dagligt, og hvor prisen på markedet kan observeres – til alternative investeringer. Disse udgør i dag over 20 pct. af danskerne pensionsopsparing.

Selvom der er en masse gode argumenter for alternative investeringer, er der samtidig andre typer af risici, og gennemsigtigheden er ligeledes mindre end ved “normale” investeringer. Dette stiller nye krav til pensionskassernes rapportering og risikostyring samt til reguleringen heraf. Det danske pensionssystem er således modnet gennem de seneste mange år og står godt rustet til fremtiden. Et stort og systemisk vigtigt system vil dog altid kræve løbende overvejelser og reformer.

Vi glæder os til at følge og bidrage til denne udvikling, startende med kronikrækken her.