Der vil stadigt være storkrig i Europa i 2023, klimaforandringerne vil fortsat accelerere, der kommer mindst et mindre fald i bnp i første halvår, reallønningerne vil ikke genvinde tabet fra 2022, og risikoen for store og potentielt voldelige politiske kriser i forbindelse med valgene i Polen og Tyrkiet er reel.
2023 bliver derfor med sikkerhed ikke et stabilt år for den europæiske økonomi.
“2023 bliver derfor med sikkerhed ikke et stabilt år for den europæiske økonomi
Der er allerede – og nye vil givet komme til – masser af ting at bekymre sig over for beslutningstagere, investorer og forbrugere i det kommende år. Men vi skal passe på med pessimismen, polykrisen er ikke altoverskyggende, og den europæiske økonomi kommer med meget stor sikkerhed bedre ud af end ind i 2023. Der er en række vigtigt lyspunkter for både 2023 og de kommende år.
Krigen i Ukraine vil givet fortsætte næste år, men af flere årsager vil dens økonomiske konsekvenser være meget mindre i 2023. TTF forward-kurven for naturgas i Europa er flad fra første kvartal i 2023 til første kvartal 2024. Med andre ord tror gasmarkedet ikke på, at “næste vinter bliver langt værre end i år”.
Bevares, ting kan stadigt gå galt. Putin kan sabotere norske rørledninger, vi får isvinter osv., men basecasen er, at det energiprischok, vi har oplevet i 2022, har toppet.
Flydende naturgas (LNG) vil fortsat være langt dyrere end russisk rørledningsgas, men stigningen i Europas energiinflation er slut, og den generelle europæiske inflation vil begynde at falde relativt hurtigt næste år.
Efter et på mange måder ustabilt 2022 med krig i Europa, store rentestigninger, truende recession og skyhøje energipriser venter 2023 lige om hjørnet, men hvad kan man forvente af det nye år? I årets julekronikserie har Børsen Opinion bedt en række aktører, der blandt tæller økonomer, virksomhedsledere og interesseorganisationer, kigge i krystalkuglen og give deres bud på, hvilke udfordringer og udviklinger der venter det kommende år
Europas primære makroøkonomiske problem i 2023 vil derfor blive, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i sin forfejlede iver for at “virke troværdig nu” i kampen mod en allerede faldende inflation næste år hæver renterne med mindst et ekstra procentpoint.
ECB’s seneste makroøkonomiske prognose viser et uforklarligt nyt hop i inflationen i 2024, ligesom det antages, at lønningerne i hele eurozonen stiger med 4,5 pct. det år. Det er vel at mærke mere end 1 pct. mere, end de tyske metalarbejdere i IG Metall forhandlede sig frem til for nyligt for 2024.
Det er vanskeligt at se datakonsistensen i ECB’s prognose, hvilket mildt sagt gør den til en problematisk basis for en fortsat rentestigning i 2023.
ECB’s renteudmelding vil potentielt gøre det mindre fald i bnp, man allerede nu forventer indtil andet kvartal 2023, til en rigtig recession, kaste flere europæere ud i arbejdsløshed, og ECB’s egen seneste prognose forventer selv, at investeringerne i bl.a. den grønne opstilling nu bliver godt 1 procentpoint af bnp lavere i 2023.
Alt imens der ikke er noget, der tyder på, at de langsigtede europæiske inflationsforventninger ikke længere er forankrede omkring 2 pct. ECB er på vej til at lave den største økonomiske fejl i Europa i 2023. Faktisk har den europæiske økonomi til dato og vil fortsat i 2023 klare gasprischokket langt bedre, end mange frygtede. En række topchefer malede fanden på væggen efter Putins invasion, for, ganske som under coronapandemien, at sikre deres virksomheder statslige subsidier.
Data viser imidlertid, at den europæiske fremstillingsindustri overordnet nu producerer lidt mere, men bruger langt mindre gas i processen.
Det er ikke primært, fordi man nu bruger mere olie og kul, men fordi stigningen i gaspriserne, ganske som mange uafhængige økonomer forudså, har gjort virksomhederne mere energieffektive. Frygten for europæiske deindustrialisering i 2023 er derfor skudt helt forbi skiven, selvom man må forvente, at de mest fossil energiintensive virksomheder i Europa fortsat vil trappe ned i 2023.
Andre industrier vil dog tage over, og her vil i 2023 derfor i stedet være tale om en acceleration af den langsigtede decarboniseringsproces, vi selv, via vores 2030 klimamål, har besluttet os for.
Det kommende år vil fortsat være præget af store statslige underskud i Europa, men de skal ikke overdramatiseres, da offentlige udgifter af næsten enhver art, der accelererer dekarbonisering af den europæiske økonomi, bringer et positivt økonomisk chok nærmere.
Et Europa uden import fossil energi har permanent bedre bytteforhold med resten af verden, og med en hjemlig grøn energiforsyning dikteres prisen på energi af den teknologiske udvikling, hvilket på sigt vil falde.
Dekarbonisering er følgelig deflationær og giver derfor lavere renter og forøger Europa’s finanspolitiske råderum.
Samtidigt er der i dag flere europæere beskæftiget end nogensinde – EU27’s seneste beskæftigelsesprocent for de 20-64-årige er 75 pct. – hvilket understreger, hvordan kontinental Europa er kommer markant bedre ud af corona end både USA, Storbritannien og naturligvis Kina, samt at energiprischokket, pga. hurtige finanspolitiske lempelser, ikke har haft nogen stor jobeffekt.
Selvom den europæiske økonomi formentligt, ikke mindst grundet ECB, vil opleve nedgang i bnp initialt i 2023, er der ingen grund til at frygte en markant forværring af arbejdsmarkedet, hvorfor vi i 2023 vil se potentielt fortsat historisk høj beskæftigelse og følgelig forbedrede statslige budgetter.
Alt i alt skal ECB slappe af, og Europa fortsætte sit politiske og økonomiske fokus på dekarbonisering næste år.
Resten skal nok gå.
