I 2013 brasede tøjfabrikken Rana Plaza sammen i Bangladesh. Det kostede 1100 mennesker livet, og flere tusinde blev såret, fordi fabrikken var bygget i dårlige materialer og på et fundament, der ikke kunne holde ni etager.
Da det gik op for omverdenen, at store europæiske virksomheder som Zara og Benetton fik deres tøj syet på fabrikken, førte det til selvransagelse i EU og dermed til overvejelser om, hvordan man kunne undgå, at navnlig de allerstørste virksomheder fralægger sig ansvaret for, hvad der sker hos deres leverandører.
Det førte til direktivforslaget om Corporate Sustainability Due Diligence (CSDDD), som sigter mod at gøre virksomheder ansvarlige for menneskerettigheder, arbejdsmiljø, klimaeffekter og biodiversitet i hele deres værdikæde.
Men på trods af flere års forarbejde har stemningen omkring direktivet været blandet, fordi flere lande har ment, at forslaget pålægger virksomhederne for meget administrativt bøvl.
“Den uventet brede modstand viser, at det ikke kun handler
om tyske indenrigspolitiske konflikter
I starten af februar trak Tyskland sin støtte i Det Europæiske Råd, på tærsklen til at direktivet skulle vedtages, og afstemningen blev udsat. Da den endelig fandt sted den 28. februar, fulgte halvdelen af EU’s medlemslande trop, og forslaget blev forkastet.
Reelt hænger direktivet nu i en tynd tråd, selvom der stadig er en mulighed for, at det kan bringes op igen. Den uventet brede modstand viser, at det ikke kun handler om tyske indenrigspolitiske konflikter, som det ellers har været fremført.
Ingen kan ellers være imod intentionerne i direktivet. Virksomhederne skal identificere deres negative påvirkninger på miljø, klima og menneskerettigheder, hvilket allerede følger af CSRD-direktivet, som træder i kraft i 2024.
Men med CSDDD skal man også forebygge, afbøde eller helt afslutte aktiviteter med markant negativ påvirkning. Det skal omfatte hele værdikæden, og dermed bliver virksomhederne ansvarlige for aktiviteter, der foregår uden for deres direkte kontrol.
Forslaget har fundet stor opbakning blandt ngo’er. Den del, der omhandler forpligtelsen til at identificere og forebygge skadevirkninger af virksomhedernes drift, har både i Danmark og andre EU-lande også fundet opbakning i erhvervslivet, fordi en harmonisering af lovgivningen kan imødegå, at andre EU-lande allerede begynder at implementere lignende tiltag i deres nationale lovgivning.
Det kan skabe et fragmenteret indre marked, hvor reglerne bliver uklare for virksomhederne. Tidligere mere problematiske dele af forslaget vedrørende bl.a. bestyrelsespligter er derudover taget helt ud efter kraftig kritik.
Der er dog stadig betydelige stridspunkter, der gør, at flere lande nu på falderebet overvejer at vælte det hele på trods af års forarbejde.
En indvending er, at europæiske virksomheder har været i søgelyset siden Rana Plaza og allerede har truffet vidtrækkende foranstaltninger for at forhindre, at noget lignende sker igen. Det er mere sandsynligt at finde problemer i virksomheder uden kobling til EU, og dette afhjælper direktivet ikke.
Tværtimod er det et problem, at virksomheder uden for EU ikke bliver ramt af direktivet, fordi det både mindsker effekterne og forringer europæiske virksomheders konkurrenceevne.
Kritikerne spørger også, hvor lang en værdikæde reelt er, fordi det vil være svært at kræve juridisk ansvar langt nede i disse kæder, især hvis det ikke er i strid med lokal lovgivning.
Konsekvensen kan endda blive, at nogle virksomheder trækker sig ud af udviklingslandene for at undgå de risici, som direktivet kan indebære.
Dermed overdrager man spillepladen til lande, der ikke har lige så høje krav og standarder til deres bæredygtighedsarbejde, som vi har i EU.
Debatten synes at hænge fast i en forældet forestilling om, at bæredygtighedskonflikter altid opstår i krydsfeltet mellem profitmaksimering og det hæderlige. I virkeligheden handler det om, at der skal træffes nogle svære valg.
Det rapporteres f.eks., at tekstilindustrien producerer omkring 100 mia. tøjgenstande hvert år, hvoraf en meget stor del aldrig når en forbruger.
Miljø- og klimabelastningen er enorm, men samtidig betyder tekstilindustrien beskæftigelse, indkomst og mad på bordet til mange millioner af mennesker, hvoraf størstedelen er kvinder i fattige lande.
Hvordan skal virksomhederne forholde sig til deres bæredygtighedspåvirkning, når deres aktiviteter både skader og gavner menneskeheden? Dette spørgsmål giver direktivforslaget ingen svar på.
At direktivet risikerer at bryde sammen, indikerer på ingen måde, at bevægelsen mod et mere bæredygtigt erhvervsliv er svækket. Det viser kun, at det foreliggende direktiv ikke formåede at blive tilstrækkeligt forankret i virkeligheden.
Den fortsatte debat bør omfatte tre perspektiver, der indtil nu har fået for lidt plads:
At virksomheders afvejninger ofte handler om modstridende stakeholder-interesser mere end grådig søgen efter afkast, at virksomhederne yder store positive bidrag til samfundets velstand, udvikling og den grønne omstilling, og at esg (desværre) nødvendigvis må gå hånd i hånd med økonomisk bæredygtighed.
Siden udgivelsen af kronikken har det belgiske formandskab fremsat et revideret og stærkt udvandet forslag i forsøget på at få direktivet vedtaget alligevel. Det er endnu usikkert, hvordan det kommer til at gå, muligvis vil der blive afholdt en ny afstemning senere i denne uge.
