Vi har netop ladet champagnepropperne springe, da rådhusklokkerne ringede det nye år ind. Men måske burde vi lade propperne flyve noget oftere. Dansk økonomi ville nemlig have godt af en champagnekur. Sparegrisene er ved at revne. Det gælder både statskassen og i privatøkonomien.
Alt tyder på, at dansk økonomi kommer ud af 2023 med endnu et enormt overskud på betalingsbalancen. Det præcise tal vides ikke med sikkerhed endnu, men et godt bud er i underkanten af 300 mia. kr. Knap 11 pct. af bnp. Godt nok er hovedparten af overskuddet drevet af medicinalsektoren og søfarten, hvor især den svulmende eksport til USA dominerer. Det er selvfølgelig vigtigt at have i baghovedet. Det ændrer dog ikke på, at den samlede balance viser et gigantisk overskud. År efter år.
Helt basalt måler betalingsbalancen opsparingen i økonomien. Et overskud på betalingsbalancen betyder derfor, vi sparer mere op, end vi investerer. Ligesom i privatøkonomien er det godt at polstre sig til den dag, regnvejret kommer. Men alt med måde. Overskuddet på betalingsbalancen har nu en størrelse, hvor det med rimelighed kan diskuteres, om vi snyder os selv.
Nogle fremhæver en opskrivning af kronens værdi – en såkaldt revaluering – som en løsning på det svulmende betalingsbalanceoverskud. Det vil dæmpe eksporten og omvendt gøre det lukrativt for danskerne at handle i udlandet.
Det er ikke en løsning, jeg er tilhænger af, da fastkurspolitikken har været instrumental i indretningen af den økonomiske politik i mere end 40 år. Skyller man den troværdighed, der omgiver den danske fastkurspolitik ud med badevandet, får man den ikke bare lige igen. Et alternativ vil være at lade lønningerne gennem en årrække stige hurtigere end i udlandet. Men qua den danske model med trepartsforhandlinger, så er det ikke en knap, man bare kan skrue på. Så virkeligheden er, at der ikke findes en snuptagsløsning.
Hos danskerne er der som sagt også godt fyldt i sparegrisene. Aldrig har vi haft så mange penge stående i bankerne. Vi har store friværdier i boligen, og vi har de største pensionsopsparinger i hele OECD. Også i privatøkonomien er det sundt at polstre sig, men det er også okay at bruge penge, når man har råd til det. I sidste ende er det en politisk prioritering, hvordan vi skal udnytte den gunstige position, vi har sat os selv i. Skal der flere hænder på plejehjemmene, uddeles skattelettelser, give hospitalerne et løft eller gøre det billigere at købe elbiler? Mulighederne er mange.
Det afgørende er blot, at vi griber mulighederne for at investere i fremtiden og ikke falder i den tyske fælde med kroniske underinvesteringer i økonomien. Ser vi på de offentlige investeringer som andel af bnp, ligger de da også betydeligt højere end i både Tyskland og eurozonen som helhed. Til gengæld ligger vi på niveau med vores tyske naboer og eurozonen, når vi ser på de samlede investeringer – både de offentlige og private investeringer. Så i det samlede billede er der plads til, at vi slipper håndbremsen lidt
