Der har i den senere tid været en del debat om økonomernes og økonomiens rolle i samfundet. For eksempel med Emma Holtens bog “Underskud”, der sætter spørgsmålstegn ved, om økonomerne måler tingene rigtigt og får givet tilstrækkelig prioritet til omsorgssektoren.
Eller debatten om hvorvidt de økonomiske vismænd regner rigtigt, når de udtaler, at en nedsættelse af arveafgiften vil få færre til at arbejde og dermed er skadelig for økonomien. Eller debatten om hvorvidt Donald Trump som præsident virkelig er godt nyt for aktiemarkedet, som nogle bankøkonomer mener.
Der er også løbende kritik af Finansministeriets regnemetoder, for eksempel om det virkelig havde en positiv samfundsøkonomisk effekt at fjerne store bededag.
Kritikken er uberettiget, hvad angår den økonomiske forskning på universiteterne, der i høj grad er bevidst om, at god økonomi ikke bare er et spørgsmål om kroner og øre. Den er også uberettiget, når der er tale om den økonomiske forskning internationalt.
Der er inden for de sidste årtier givet adskillige nobelpriser for forskning i institutioner, samfundsorganisation og andre nye forskningsfelter. Sidste år fik Claudia Goldin Nobelprisen i økonomi for forskning i kvinder på arbejdsmarkedet.
Men der er noget om snakken, for så vidt angår økonomi som fag. Selv om vi har snakket om bæredygtighed, ansvarlighed og formål, er der stadig mange finanschefer, der befinder sig i det forrige århundrede.
De færreste nye idéer overlever en tur i Finansministeriets regnemaskine, der i realiteten holder sig til at opgøre de kortsigtede udgifter ved et forslag og ansætter de langsigtede effekter – dem som det virkelig handler om – til 0, fordi de er svære at regne på, og fordi økonomien på lang sigt alligevel anses for at være i ligevægt og dermed at udnytte ressourcerne bedst muligt.
“Det er helt usandsynligt, at man kan forstå de langsigtede samfundsøkonomiske effekter af strukturforandringer ved at sidde ved sit skrivebord
Den samme bias er tydelig i Vismændenes opfattelse af, at højere arveafgift er godt for samfundsøkonomien. Arveafgiften (eller mere korrekt: Boafgiften) giver jo et provenu på kort sigt, og hvis virksomhedsarvingerne ikke har så mange penge, er de nødt til at arbejde noget mere, og det er godt for økonomien.
Derimod er den langsigtede effekt – at flere danske virksomheder kan vokse sig store med et langsigtet familieejerskab altså den effekt, som det virkelig handler om – svær at kvantificere, og derfor ser man bort fra den.
Desuden er det på langt sigt ikke vigtigt, om vi har de store danske selskaber, for der er jo pr. definition fuld beskæftigelse, og hvis lønmodtagerne ikke har job et sted, får de – igen pr. definition i regnemodellerne, der antager fuld beskæftigelse på længere sigt – job et andet sted.
Det ville være mere korrekt at sige, at Finansministeriet eller Vismændene ikke evner at skønne over de positive langsigtede effekter, som politikerne og andre lægger vægt på, og derfor kun udtaler sig om de kortsigtede effekter.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Finansministeriets embedsmænd har tillagt sig den rolle, de har. De skal passe på pengene, og der er næppe det politiske ønske, der ikke motiveres af gavnlige økonomiske effekter på langt sigt. Derfor bruger de regnemodellerne til at disciplinere politikernes ønsker om at bruge penge.
Det er en vigtig funktion. Ikke alle forslag er lige gode eller fortjener at blive vedtaget. Men det betyder så, at nogle forslag, der virkelig har en væsentlig positiv langsigtet effekt, ender med at blive forkastet.
Hvis de skal ud over det dilemma, er økonomerne nødt til at sætte sig noget mere ind i kvaliteten af de forslag, de vurderer, og ikke kun at bruge de samme regnemodeller de vurderer.
Økonomerne skal ud fra Slotsholmen og se mere på, hvad der foregår ude i erhvervslivet eller kommunerne, og de skal trække mere på sagkundskaberne i ressortministerier og uden for de økonomiske institutter på universiteterne.
Det er svært og usikkert, men det er omvendt helt usandsynligt, at man kan forstå de langsigtede samfundsøkonomiske effekter af strukturforandringer ved at sidde ved sit skrivebord. Ellers må man anstændigvis indrømme, at det er noget, man ikke har tid eller evner til at undersøge.
Det samme er tilfældet med erhvervsøkonomerne. Når bankøkonomer for eksempel kan mene, at Trump som præsident er godt for aktiemarkedet, selv om det er dårligt nyt for det amerikanske demokrati, verdenshandelen og Europa, er det udtryk for en meget kortsigtet betragtning.
Og vi ved, at det er næsten umuligt at forudsige aktiekurserne på kort sigt, så den slags meninger er ikke noget, en stor dansk bank burde lægge navn til.
Man kan måske erindre om, at valget af Adolf Hitler i 1933 var godt nyt for aktiemarkedet og navnlig forsvarsindustrien, men da det tyske aktiemarked lukkede og slukkede 12 år senere i maj 1945, havde aktionærerne tabt alt.
