OPP – Offentlige-private samarbejder – har vind i sejlene. Fremtidig vaccineproduktion skal sikres ved OPP.
“Energiøer – havvindmølleprojekter der økonomisk svarer til fem storebæltsbroer – skal organiseres som OPP. Hospitaler, sportshaller og kontorbygninger opføres som OPP.Selv om
grænsefeltet
mellem politik og erhverv er lidt af et minefelt, kan
det godt være,
at det er den vej, vi skal gå
Selv om der har været tale om en langsom start, er alle – både erhvervslivet, den offentlige sektor, pensionskasserne og et bredt politisk flertal – tilsyneladende enige om, at OPP er en god idé.
Det virker da også som en fin idé at udnytte erhvervslivets ressourcer til løsning af offentlige opgaver. Det giver mulighed for nye effektive løsninger, når projektering, etablering, drift, vedligeholdelse og finansiering af offentlige opgaver varetages i samarbejde med en privat leverandør.
OPP kræver dog knivskarp governance. Risikoen ved sammenblanding af offentlige og private interesser er “Crony Capitalism” – kammeratkapitalisme – hvor magtfulde private aktører drager økonomisk fordel af tæt kontakt til det politiske system.
Man kan ikke have, at nogen sidder på begge sider af bordet. Samtidig kan protektionisme blokere for effektive løsninger i samarbejde med udlandet. Uafhængighed, transparens og konkurrence er derfor helt afgørende, når opgaverne udbydes, tildeles og varetages.
Kammeratkapitalisme er ellers et begreb, der mest forbindes med udviklingslande og autoritære systemer, hvor retssikkerheden er langt mindre end i Danmark. Man kan for eksempel tænke på lande som Rusland eller Kina, hvor politiske forbindelser og vennetjenester har afgørende betydning for virksomhedernes ve og vel.
I Danmarks velfungerende demokrati har der i mange år været en klar skillelinje mellem offentlig og privat, hvor den offentlige sektor regulerer, men normalt ikke deltager i erhvervslivet. Det er den skillelinje, der udfordres ved OPP, også selv om det sker i den bedste hensigt.
Det hører med i billedet, at Danmark er et lille land, hvor alle kender alle, og hvor det kan være særligt svært at forhindre tætte personlige bånd mellem pensionskasser, embedsapparatet, politikerne og erhvervslivet.
En forudsætning for, at OPP kan fungere, er et ligeværdigt samarbejde mellem uafhængige parter, der har en langsigtet tidshorisont og udnytter hinandens kompetencer bedst muligt. Den danske stat kan i dag låne til negativ rente. Markedet vil altså betale den danske stat for at låne penge til den!
Det er ikke muligt for private aktører at konkurrere med, navnlig ikke for pensionskasserne, der stiller krav om et afkast på omkring 6 pct. årligt for infrastrukturprojekter. Derfor er det – som Konkurrencestyrelsen anfører – i mange tilfælde fordelagtigt, at staten selv varetager finansieringen i OPP-projekter.
Man kan i den forbindelse diskutere, om ikke pensionskassernes nuværende afkastkrav er for høje i betragtning af, at de i mange OPP-projekter får et offentligt garanteret afkast, og at alternativet er at investere i statsobligationer til negativ rente.
Afkastkravene skulle falde i takt med obligationsrenten, men det er ikke sket i videre omfang. Resultatet er, at pensionskasserne handler for kortsigtet og nedprioriterer fremtiden. Grådighed vil nogen sige. Det er ikke hensigtsmæssigt, når samfundet står over for en grøn omstilling, der kræver langsigtede investeringer.
Hvis man regner med en økonomisk vækst på et par procent om året, når vi kommer ud af coronakrisen, er det næppe heller realistisk, at egenkapitalafkastet på længere sigt kan ligge på 6 pct. eller mere.
Høje afkastkrav fører nemt til, at pensionskasserne forsøger at levere det høje afkast ved at påtage sig større risiko, for eksempel ved at øge deres alternative investeringer i kapitalfonde, skove og infrastrukturprojekter. I sagens natur er det ikke muligt at påtage sig yderligere risiko, uden at det går galt engang imellem, hvilket så kommer til at gå ud over pensionisterne.
Det er derfor en vigtig opgave for bestyrelserne – og en del af god governance – at afpasse pensionskassernes risikoappetit og afkastforventninger. Samlet set skal governance-problemerne dog ikke overskygge de gode argumenter for offentlige-private samarbejder. Vi har en stor offentlig sektor, der ikke fornys af sig selv. OPP ligger lige til højrebenet i løsningen af store samfundsudfordringer som grøn omstilling og vaccinesikkerhed.
Selv om grænsefeltet mellem politik og erhverv er lidt af et minefelt, kan det godt være, at det er den vej, vi skal gå. Men det kræver af de samme grunde et skarpt fokus på god governance.
