Det kan ikke længere være en diskussion i Danmark, om international arbejdskraft er en gevinst for vores samfund eller ej.
Allerede i dag udgør international arbejdskraft en væsentlig del af den danske arbejdsstyrke svarende til omtrent 300.000 personer. Samlet yder de et helt uundværligt bidrag til både vores virksomheder og den offentlige sektor med et nettobidrag til de offentlige finanser på 15 mia. kr.
Med andre ord: Kan vi ikke skaffe nok kvalificeret arbejdskraft udefra, er det selve vores velfærdssamfund og den grønne omstilling, der begrænses. Samtidig er realiteten, at vi er i hård konkurrence med vores nabolande om at tiltrække de rigtige medarbejdere. De kommer ikke af sig selv.
Derfor foreslår vores tre partier nu, at vi i Danmark tænker vores tilgang til international arbejdskraft forfra – og skiller udlændingepolitik og international arbejdskraft fra hinanden.
Vi vil vende indsatsen på hovedet, så vi i stedet for at møde mennesker og virksomheder med unødvendige barrierer, laver en egentlig strategi for, hvordan vi fremover kan tiltrække tilstrækkeligt arbejdskraft til Danmark og – endnu vigtigere – den rette og kvalificerede arbejdskraft. Vi mener to grundlæggende principper skal bære den nye strategi.
Det første princip er, at vi som udgangspunkt byder alle velkomne på det danske arbejdsmarked, der 1) kan forsørge sig selv på et vist niveau, 2) ikke har begået noget kriminelt og 3) overholder danske regler og overenskomster.
Altså den stik modsatte indstilling af det princip, der råder i dag, hvor enhver virksomhed skal retfærdiggøre sig selv og sit behov over for myndighederne for at få lov til at ansætte en ny medarbejder.
“Derfor foreslår vores tre partier nu, at vi i Danmark tænker vores tilgang til international arbejdskraft forfra – og skiller udlændingepolitik og international arbejdskraft fra hinanden
Det andet princip er, at det skal være langt lettere og hurtigere at ansætte international arbejdskraft. Vi ønsker en model, hvor langt flere virksomheder end i dag kan tiltrække medarbejdere og have dem ansat, mens sagsbehandlingen pågår. Der er tungtvejende grunde til, at vi foreslår denne nye tilgang.
I dag møder arbejdsgivere og medarbejdere utallige barrierer, der forhindrer og forsinker ansættelsen og fastholdelsen af kompetente, internationale kollegaer. Det koster dyrt. Både i ordrebøgerne og i menneskelige ressourcer. Eksemplerne er mange.
Vores sundhedsvæsen er under voldsomt pres. Berlingske har berettet om, hvordan tusinder af læger og sygeplejersker fra tredjelande er havnet i lange køer med deres ansøgninger til at få dansk autorisation.
Vi har blandt andet mødt Maiken Frost Burden, der har behandlet kræftpatienter i 28 år i USA. Hun kan ikke få lov at arbejde i Danmark.
I Politiken har vi læst om køkkenchefen Ramesh Subedi, der grundet et afslag fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) skal udrejse, selvom han opfylder lønkravet i beløbsordningen – og servicebranchen i øvrigt generelt mangler arbejdskraft.
I life science-branchen, der i dag står for næsten hver femte danske eksportkrone og har et yderligere stort vækstpotentiale, er manglen på kvalificeret arbejdskraft voldsom. Branchen vurderer selv, at den kommer til at mangle 12.000 medarbejdere om ganske få år.
Og behovet for udenlandsk arbejdskraft bliver ikke mindre, hverken nu eller på sigt. Trods den øjeblikkelige økonomiske usikkerhed stiger beskæftigelsen, og budskabet fra arbejdsgiverne er utvetydigt: Vi mangler og kommer til at mangle endnu mere arbejdskraft i de kommende år.
En bekymring, der ikke alene begrundes med efterspørgsel og vækstpotentiale. Bekymringen har også rødder i vores demografi og befolkningssammensætning.
Danmarks Statistik forventer, at antallet af ældre borgere i Danmark vokser markant frem mod 2040, samtidig med at antallet i den arbejdsdygtige alder samlet set falder.
Det betyder, at personer i beskæftigelse vil udgøre en faldende andel af den samlede befolkning fra omkring 2028 til 2040, mens andelen af ældre på 80 eller over stiger.
Dertil kommer hele den grønne omstilling, der også kræver mere kvalificeret arbejdskraft. COWI har i en undersøgelse skønnet, at skal vi i mål med den grønne omstilling (ved 70 pct. målsætningen), vil det øge behovet for medarbejdere med 116.000 årsværk frem mod 2030. Og dog hører vi igen og igen beretninger om et system præget af bureaukrati og langsom sagsbehandling.
Virksomheder må vente i månedsvis på en afgørelse, selvom manglen på arbejdskraft er akut – og strukturel. Kravet om dansk bankkonto og formodningsreglen, som æder store ressourcer hos offentlige og private arbejdsgivere og bruges til at afvise stort set alle ansøgninger fra restaurationsbranchen, er blot eksempler på regler, som der bør luges ud i.
Regeringsgrundlaget indeholder positive takter i forhold til at sænke sagsbehandlingstiden. Men de gode intentioner er ikke nok – og de går ikke langt nok.
Det er derfor, vi tre partier nu opfordrer til en ny tilgang til international arbejdskraft i dansk politik.
Vi har ikke råd til andet.
