Med FN og Tyrkiets præsident Recep Erdogan som mellemmand underskrev Rusland og Ukraine fredag aftalen om at åbne for kornkorridorer. Aftalen er kommet i stand efter præsident Vladimir Putins nylige besøg i bl.a. Iran. Blokaden af ukrainske havnebyer har forhindret adgang til kornlagre, som er af vital betydning for store dele af verden. Det har bidraget til at presse priserne op og forstærket problemer som følge af klimaforandringer, konflikter og kriser, som fører til hungersnød og nye flygtningestrømme: “Krigen i Ukraine har forværret en sultkrise, der i forvejen var dybt alarmerende,” sagde Anne Poulsen, nordisk direktør i FN’s World Food Programme, for nylig: “Når mennesker ikke længere er i stand til at dække deres basale behov, sætter de i bevægelse.”
Glædeligt er det derfor, hvis der nu kommer gang i korneksporten. Men påfaldende er det også, at vejen til løsninger går gennem nogle af denne verdens autokrater, der forstår at dele geopolitiske godbidder mellem sig. Tyrkiet forsømmer sjældent en mulighed for at tage sig betalt, hvad end det gælder EU-penge for ikke at åbne for flygtningestrømme eller krav om udlevering af terrormistænkte kurdere fra Sverige som led i accept af Nato-optagelse.