“Novo har endelig vendt tyren”

Hvordan sker de store skift? Først gradvist. Så pludseligt.

Replikken er Hemingways, men mekanismen gælder også for virksomheder, der skal forandre sig. Først sker næsten ingenting. Så sker alting på én gang.

Sådan har det været med Novo Nordisk. I nogle år har virksomheden forandret sig hurtigere end sin egen selvforståelse. Fra klassisk medicinalvirksomhed til en global gigant på et marked, hvor patienter blev til kunder, kronisk sygdom til livsstil, læger til forbrugere og USA vigtigere end Bagsværd.

Men Novo blev ved med at fortælle historien om Novo Nordisk.

Om det nordiske. Det langsigtede. Patienten. Den tredobbelte bundlinje. Ordentligheden. The Novo Nordisk Way.

En dansk standard

Jeg har selv dyrket fortællingen. Bagsværds hvide bygninger, kunsten på væggene, Mads Øvlisen, Henning Larsens linjer og forestillingen om, at etik og effektivitet kunne balancere i samme regnskab. Novo var nærmest den særlige danske standard.

Problemet med stærke virksomhedskulturer er bare, at de kan blive for stærke.

Ekstrem succes konserverer selvforståelser. Når strategien virker, aktiekursen eksploderer, medarbejderne er stolte, og omverdenen beundrer virksomheden, bliver organisationens eget billede af sig selv næsten umuligt at udfordre.

Så kommer virkeligheden.

Sidste år gik store dele af Danmark nærmest i sort, da Novo meddelte, at omkring 9.000 stillinger skulle væk, heraf godt 5.000 i Danmark. Kunne Novo virkelig fyre mennesker? Og var det særligt synd for netop de Novo-afskedigede?

Men ja, selvfølgelig kunne Novo det. Og nej, selvfølgelig er det i disse år ikke mere synd for Novo-medarbejdere end andre mennesker.

Jeg kender selv mennesker, der nåede at være ansat i Novo i månedsvis – nogle længere – uden rigtigt at komme ud på den anden side af indadvendte onboarding-, introduktionsforløb og værdiprocesser. Det siger naturligvis ikke noget om titusinder af medarbejdere. Men det siger noget om en kultur, hvor processen omkring arbejdet undertiden kunne vokse sig næsten lige så vigtig som arbejdet selv.

Og nu fortsætter opgøret.

Anakronistiske principper

Novo Nordisk bliver til Novo i den daglige branding. Apistyren vender sig. Og de ti gamle Essentials i The Novo Nordisk Way bliver erstattet af fire nye principper. About time.

De gamle principper var ikke forkerte. Det var næsten problemet. Patienten skulle være i centrum. Virksomheden skulle tage ansvar for miljø, samfund og bundlinje. Alle skulle behandles med respekt. Arbejdsmiljøet skulle være sundt og engagerende. 

Hvem kan være imod det? Men som styringsprincipper for en af verdens største medicinalvirksomheder var de efterhånden blevet anakronistiske. 

Sagt ligeud: Rigtigt mange af os har de seneste år trukket på smilebåndet, når formuleringerne kom op i endnu en slidepræsentation, hvor Novo-folket hyldede sig selv. Rester fra CSR-tænkningens ungdom, hvor store virksomheder skulle forsikre os om, at de både ville tjene penge og være ordentlige – og fremfor alt var finere end andre.

Fra patient til kunde

Det nye er mere kontant. Konkurrenceevne, større værdi, hastighed og kunder fylder. Selv ordet patient er erstattet af kunde. Doustdar forklarer selv logikken: Mange insulinbrugere opfatter sig som patienter; en del af dem, der vil have vægttabsmedicin, gør ikke. De vil bare gerne tabe sig. 

Det er et lille ordskifte med en enorm betydning.

Patienten bliver kunde. Medicinalvirksomheden bliver forbrugervirksomhed. Nordisk bliver Novo. Ti værdier bliver fire principper.

Man kan sagtens diskutere, om alt dette er et fremskridt. Det er ikke nødvendigvis nogen moralsk fremskridtshistorie at bevæge sig fra insulin til et amerikansk massemarked for vægttabsmedicin. Jeg har selv tidligere kritiseret det nye Novos mere aggressive markedsføring og amerikanisering. Det gamle Novo oplyste, skrev jeg. Det nye iscenesætter. Det gamle tænkte i samfund, det nye i markeder. 

En romantisk fortælling

Men måske romantiserede vi også det gamle Novo. 

For ordentlighed er en kvalitet. Langsigtethed er en kvalitet. Etik er en kvalitet.

Men selvtilfredshed er ikke ordentlighed. Langsomhed er ikke langsigtethed. Ti selvfølgelige værdisætninger er ikke etik. Og en organisation bliver ikke moderne af at holde endnu en værdiproces om sine egne værdier.

Det radikale ved Novos identitetsskifte er derfor ikke, hvor meget virksomheden nu forandrer sig. Det er, hvor længe den har ventet med at erkende den forandring, der allerede var sket.

Man kan have alle mulige betænkeligheder ved det Novo, der nu vokser frem. Det har jeg selv. Men man kan ikke beskylde det for ikke at have forstået, at verden har forandret sig.

Og det gamle Novo Nordisk? Ærligt talt: Jeg kan bedre lide det nye.

Selv tyren har forstået pointen. Efter 100 år har den vendt sig om.

Fremad.