Økonomisk set har coronakrisen med blitzlignende fart sendt verden ud i en situation, der får selv finanskrisen til at blegne i sammenligning. På ingen tid er regeringer og centralbanker nødt til at konstruere hjælpepakker, som er betydeligt større og mere ekstremt designede, end under finanskrisen. Det farligste er at gøre for lidt for sent, når det handler om at holde liv i virksomhederne og bremse en psykologisk kædereaktion, hvor forbrugere og investorer i desværre velbegrundet panik udløser en uoverskuelig og ustoppelig økonomisk nedsmeltning. Det sker, hvis vi ender i en decideret kredit- og likviditetsklemme, som det er helt afgørende at forhindre.
“Hvis vi handler i tide, er coronakrisen en ulv, som kan jages på porten
Det hele kan bedst forstås efter logikken i den gamle fabel, “Ulven kommer”. Lige siden finanskrisen og måske endda særligt intenst i tiden før coronakrisen har skruppelløse opportunister igen og igen råbt “ulv” uden seriøs anledning. I utallige sammenhænge er der opfundet falske begrundelser for at kræve mere gæld, store offentlige underskud og opgør med økonomisk ansvarlighed. Den brutale virkelighed er bare, at de lande, der som Danmark holdt stand imod letsindige udgiftsfristelser, nu er bedst rustede til at bekæmpe krisen. Lande, der rammer krisen med unødvendigt høj gæld og store underskud kan komme i decideret eksistentielle vanskeligheder. Så det har herhjemme været overmåde klogt at gøre kort proces med falske alarmer og spare de økonomiske kræfter til nødens stund.
Efter helt samme logik må alle ansvarlige beslutningstagere gå så meget desto hårdere og hurtigere til værks, når ulven nu faktisk kommer. Og spillereglerne er præcis som i den gamle fabel. Hvis vi forstår faren og handler i tide, er coronakrisen en ulv, som kan jages på porten. Når den er væk, kan økonomien genoprettes. Men det kræver handling. Centralbankchefer, stats- og finansministre over hele kloden har i en periode klamret sig til forestillingen om, at man kan lykkes med samme manøvre som den daværende ECB-chef Mario Draghi benyttede sig af under eurokrisen. Da han først sagde, at ECB ville gøre “whatever it takes” for at beskytte euroen, blev den psykologiske smittekæde brudt. Tilliden kom tilbage og udløste positive dominoeffekter, som gjorde, at centralbanken aldrig i realiteten behøvede at gå ultimativt langt i sine indgreb.
Derfor har vi de seneste dag igen og igen hørt, at der vil gjort “hvad end der kræves” for at redde virksomhederne og økonomien. Det har også været den danske regerings mantra. Men ulven er kommet, og den kan ikke længere tales væk. Derfor er det ekstremt positivt, at ECB efter en famlende start har affyret den pengepolitiske bazooka med 750 mia. euro.
Det er også positivt, at alle Folketingets partier herhjemme er gået historisk langt i forhold til at bygge en indkomstbro hen over krisen for lønmodtagere og kriseramte virksomheder op til en vis størrelse. Den kommende tid vil kræve endnu mere drastiske virkemidler. En prominent kreds af tidligere økonomiske vismænd har foreslået en redningsfond i størrelsesordenen 300 mia. kr. Det haster med at gøre forslag af den karakter konkret eksekverbare Også selvom der utvivlsomt bagefter vil være en regning at betale.
