Om lidt starter Copenhagen Fashion Week, og vanen tro begynder historierne at rulle om, hvordan der er grønne klæder på den røde løber. De historier har vi efterhånden hørt i en del år, men i praksis fylder branchen forbavsende lidt, når vi taler om løsninger på vores klimaudfordringer og 2030-mål.
Når modeverdens øjne fra den 9.–12. august igen bliver rettet mod København, er der set udefra stort fokus på bæredygtighed. Organisationen bag modeugen uddeler bæredygtighedspriser, stiller bæredygtighedskrav til de brands, der præsenterer deres nyeste kollektion, og organisationen har en handlingsplan for, hvordan man vil nedbringe sit klimaaftryk.
De store ord er fremme, men vi er nødt til at sikre, at det hele ikke bliver en omgang slap grøn te, for vi har akut brug for at rykke os som branche. Modebranchen står nemlig for mellem 8 og 10 pct. af verdens samlede udledning af CO2.
Hvis vi for alvor skal sætte gang i den grønne omstilling af branchen i stedet for bare at snakke om den, skal vi som modebrands gøre bæredygtighed til et konkurrenceparameter på lige fod med omsætningen.
De største udviklingsmæssige kvantespring er altid sket gennem konkurrence mellem aktører. Adidas og Nike har kæmpet om at runde den magiske grænse på to timer for et maraton og har i jagten på resultater i løbet af 50 år skåret mere end 20 minutter af verdensrekorden sammen med dygtige atleter, trænere og læger. I samme periode har de gjort skoene så lette, at det nærmest føles som at være barfodet.
Hvis de to tøjgiganter kan kæmpe om at minimere vægt og stofforbrug, så kan de selvfølgelig også konkurrere på at minimere aftrykket på vores klode, ligesom at H&M kan CO2-konkurrere med Zara, og Son of a Tailor kan konkurrere med Shaping New Tomorrow. CO2-regnskabet skal være i centrum, når vi kæmper om kunderne.
Det er helt afgørende, at vi sikrer nemme og troværdige metoder at måle branchen på og gøre klimapåvirkningen synlig for dem, der køber vores produkter. For danskerne bliver fortsat mere opmærksomme på klimahensyn. Men i dag går det ganske enkelt for langsomt for modebranchen, og tiltagene er for vage – eller direkte vildledende. Et godt eksempel er indekset Higg MSI, der siden 2011 er blevet brugt flittigt til at måle branchens miljøpåvirkning. I en nylig afgørelse i Norge har forbrugertilsynet slået fast, at der er tale om vildledende markedsføring på mangelfuld dokumentation, når man bruger indekset til at kalde sit tøj miljøvenligt.
På samme måde har Forbrugerrådet Tænk anmeldt nogle af de største modebrands til Forbrugerombudsmanden for greenwashing, når disse har brugt mærkninger, der enten er groft vildledende eller ligefrem opfundet af mærkerne selv. Resultatet er, at det bliver umuligt for forbrugerne at gennemskue, hvordan man handler grønt. Og det er en stopklods for den grønne omstilling af modebranchen. Der er behov for en nem og troværdig måde at måle den samlede påvirkning på.
Hos Son of a Tailor er vi ved at blive B Corp-certificeret for at kunne dokumentere vores samfundsværdi. Det giver mening for os, men det er desværre omfattende, så det afskærer mange mindre aktører fra at være med. Og det er vigtigt, at vi får alle med.
Hvis vi skal gøre bæredygtighed til et konkurrenceparameter på lige fod med omsætningen, skal det være på et niveau, hvor både små iværksættere og store modebrands kan være med.
Lad os starte med CO2-regnskabet, for det må og skal vi simpelthen gøre bedre som branche. Når vi har styr på det, kan vi lægge andre parametre på i værdikæden: vandforbrug, kemikalieindhold, plastforbrug, socialt bæredygtig produktion.
Hos de større spillere som Nike og Adidas er vi nødt til at hæve ambitionen yderligere. Den grønne bundlinje skal sidestilles med den økonomiske. For eksempel ved at få en revision af det grønne årsregnskab, på samme måde som man får kigget på det økonomiske regnskab.
Det er positivt, at modebranchen gerne vil vise grønne fremskridt. Men det skal være med faktiske forbedringer og ikke grøn spraymaling på sorte klæder. Det gør vi ved at udfordre hinanden og gøre bæredygtighed til en konkurrenceparameter, der skal måles og vejes kontinuerligt.
Det vil give et kvantespring på klimaregnskabet, som ellers vil tage år med hensigtserklæringer, pseudocertificeringer og EU-forordninger. Først da kan vi skifte den røde løber til modeugen ud med den grønne.
