Da klokkerne ved Københavns Rådhus for snart et år siden bød et nyt år velkomment, stod vi glædesfulde med hævede champagneglas og høje forventninger til, hvad det nye årti skulle bringe os.
Nu er året ved at gå på hæld, og jeg tør godt påstå, at ingen af os fik det 2020, som vi havde håbet eller troet på.
I det snart forgangne år er vi blevet tvunget til at løfte blikket og stille spørgsmålstegn ved nogle af de selvfølgeligheder, som vi ellers tog for givet.
Vores forestillinger om, hvad 2020 skulle bringe, blev vendt på hovedet.
Med håndteringen af en global pandemi, en sexismedebat og et amerikansk præsidentvalg er det ikke kun vores personlige livsverden, der er kommet under lup. Det samme er vores perspektiv på, hvad lederskabet skal kunne, når vi har allermest brug for det.
Når vi leder i en tid med stor uforudsigelighed som præmis, er de gængse ledelsesgreb sat ud af spil. Vi er tvunget til at finde nye veje og løsninger – og til også at tage ansvar for beslutninger, der på den højere skala er taget af andre, fordi det hører med til at leve i et samfund.
Indimellem tror jeg, at mange af os ønsker os tilbage til de gamle forventninger. Til forudsigelige, regnfulde tirsdage med en kalender fuld af fysiske møder og lidt bøvl med en kunde.
Jeg tror, at vi alle har mærket, at ledelse ikke alene kræver viden og værktøjer; det handler i lige så høj grad om at finde modet frem fra nederste skuffe og tage ansvar for beslutninger – selv når der ikke er klare og sikre svar at give.
For som ledere begår vi af og til fejl. Det ved vi alle godt.
Parallelt med den erkendelse har mange virksomheder og organisationer alligevel opbygget en kultur, der primært hylder succeserne.
“Måske skal vi smide overmodige værdier ud, udvide helteforståelsen og forstå, at selv helte har brug for venskab og et kram
Min erfaring fortæller mig, at idéen om det fejlfrie netop bliver kernen i frygten, der får ellers kompetente ledere til at tøve på deres beslutninger. For hvad nu hvis du ikke træffer den rigtige beslutning? Hvad hvis du reelt ikke ved, hvad den rigtige beslutning er? Eller hvis du ikke kan forudsige konsekvenserne af beslutningen?
Heri findes spændingsfeltet mellem at turde tage ansvar for en beslutning og at have mod til at erkende, at du ikke altid kender det rigtige svar.
Allerede nu mærker jeg tydeligt, at vi har taget et kæmpe opgør med den fejlfri kultur i år.
Det har været – hvis man tør konkludere det – en af de positive afledte effekter af 2020. For opgøret med ufejlbarligheden var nødvendig eller uundgåelig, da vi stod midt i marts og så verden forandre sig.
Og al den energi, som nu er frigivet af frygten for at fejle, kan vi nu bruge til noget langt mere værdiskabende. Hvis vi vel at mærke tør.
For nyligt blev jeg introduceret til Karsten Mellons undersøgelser af den modige leder.
I sin bog gør han op med den historiske sammenkobling af ‘ledelse’ og ‘mod’, der tidligere blev knyttet til en heroisk ledelsesforståelse, hvor lederen gøres til en modig helteskikkelse, der altid kender vejen.
Men selvom den heroiske ledelse ikke længere kan reduceres til styring og kontrol, bliver de fleste mere låste på deres ledelsesforståelse, når usikkerheden rammer – alene af den årsag, at vi har behov for det trygge og håndfaste, når udfordringerne bliver store.
Samtidig er modstanden stor, hvis du egenrådigt træffer en beslutning uden at lytte til de vigtige røster, du har omkring dig.
Det er en balanceakt ud over det sædvanlige – og mestringen af den balance kan være ganske vanskelig.
Ser vi f.eks. på direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, har han mestret denne balance ret elegant, hvis du spørger mig.
Det seneste år har han næsten opnået status som national folkehelt ved at udstikke retning, parallelt med at han ærligt erkender, at han ikke har alle svarene, og at han – som et helt almindeligt menneske – vil komme til at begå fejl.
For der ligger ganske enkelt noget tillidsfuldt i at turde indrømme, at du ikke altid har svarene, samtidig med at du bevarer din legitimitet ved stadig at tage ansvar for dine beslutninger.
Vores måde at tænke mod på er i gang med at flytte sig, og dermed flytter standarden sig også for, hvad den modige leder kan og skal være. Og måske bliver dette også en konsekvens af 2020: At vi kommer til at skabe nye heltebilleder og nye heltehistorier.
Måske får vi som mennesker en større og mere ærlig forståelse af, hvad vi egentlig har brug for. Både i vores hverdag, men også i usikre tider.
“Min erfaring fortæller mig, at idéen om det fejlfrie netop bliver kernen i frygten, der får ellers kompetente ledere til at tøve på deres beslutninger
Måske skal vi smide overmodige værdier ud, udvide helteforståelsen og forstå, at selv helte har brug for venskab og et kram.
Modet begynder der, hvor indsigterne trænger sig på. Hvor du som leder tør lytte efter, sætte dig selv, dine medarbejdere og din organisation på spil.
Jeg tror, at vi bliver nødt til at tale om, hvad dette uforudsigelige år har gjort ved os. Ikke blot ved os som ledere, men også ved kulturen i vores virksomheder. Hvordan det har påvirket vores måske ellers fastgroede helteforståelser og fjendebilleder. Ja, faktisk skal vi til at reformere vores forståelse af ledelse og kultur.
Så når du om et øjeblik igen står med champagneglasset i hånden, så lov dig selv, at du bruger dette års læringer aktivt. Måske dit nye ledelsesforsæt skal være at være lidt mere jordnær end normalt? Mere nærværende? Mere modig?
Uanset hvad skal vi gå det nye år i møde med en mere nuanceret forståelse af det modige lederskab. Hvor evnen til at udstikke retning går hånd i hånd med evnen til at erkende usikkerhed. Det er alt andet end lige den præmis, vi må navigere ud fra, sådan som verden ser ud ved udgangen af anno 2020.
