Følelsen af lettelse er dyb og fysisk. Valget af Joe Biden som amerikansk præsident kan simpelthen mærkes i maveregionen – med nærmest irrationel kraft, eftersom der rent intellektuelt er god grund til skepsis over for den 77-årige Bidens muligheder i Det Hvide Hus. Den langstrakte afgørelse af præsidentvalget vil jo betyde, at han indtager sin post på baggrund af dyb splittelse i befolkningen, sandsynligvis under frådende angreb fra sin forgænger.
Så hvor kommer lettelsen fra? Den handler mere om Trump end om Biden. Det siges ofte med rette, at vi danskere og europæere langtfra forstår USA og amerikanerne. Valget af Trump satte trumf på den pointe. Noget fundamentalt fremmed måtte være på spil, når klodens vigtigste demokratiske embede kunne indtages af et menneske, der systematisk fornægtede sandheden og vendte sig imod de værdier, der siden Anden Verdenskrig har bundet Vesten sammen.
Det blev en folkesport at forarges og forundres over Trump. Men samtidig prøvede de fleste at finde en mening med galskaben. Trump lærte os mere end nogen anden om den underliggende spænding, splittelse og systemkritik i USA. Vi forstod med tiden, at den europæiske eufori over Barack Obama havde været naiv og overfladisk.
“Præsidentensstørste problemer kan
komme indefra
Prisen for den erkendelse var desillusion. En snigende opgivelse af amerikansk lederskab. Selv de mest groteske udmeldinger fra Trump blev udholdt og fortolket som udtryk for en bagvedliggende tendens, som man bare måtte vænne sig til.
Med valget af Biden bliver vi igen mindet om, hvor meget den grundlæggende tro på USA som leder af den frie verden betyder. Håbet om normalisering efter Trump er i virkeligheden en dyb længsel efter noget, som vi har utroligt svært ved at undvære.
Biden er ikke Trump, og det er allerede inden hans tiltrædelse 20. januar et stort fremskridt. Derfra vil han møde store udfordringer med at sætte en ny retning for USA. Et stort mindretal støttede Trump, som kan blive en formidabel oppositionskraft. Hans tilhængere er stærkt repræsenterede i Kongressen, og Senatet vil sandsynligvis forblive under republikansk kontrol.
Dets flertalsleder, Mitch McConnell, stækkede effektivt Obama. Hvis Biden skal blive andet og mere end ikke-Trump, må han genopfinde den amerikanske midte med en regering, der giver plads til kompetente republikanere, og med et kompromissøgende politisk program, der designes til at flytte de afgørende stemmer i Senatet.
Netop mange årtiers erfaring med senatsarbejdet er Bidens største styrke. Paradoksalt nok kan hans høje alder og begrænsede udstråling være et nyttigt udgangspunkt. En præsident med større potentiale havde Republikanerne næppe under nogen omstændigheder givet en chance.
Manøvren skal gennemføres mod alle odds. Dens pris kan blive høj, og præsidentens største problemer kan komme indefra. Ligesom Tea Party-bevægelsen og Trump kaprede Det Republikanske Parti, er risikoen, at venstrefløjen i Det Demokratiske Parti vil forråde Biden-administrationen ved enhver bevægelse mod midten.
Dens hyldest af socialisme og hård identitetspolitik er en populistisk blindgyde, som desuden vil give trumpismen perfekte muligheder for comeback. Bekymringen for, at USA ender der om fire år, rammer maveregionen samme sted som lettelsen over Bidens sejr.
