ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Mindre snak og flere beslutninger om den grønne omstilling vil hjælpe danske virksomheder”

Partiformændene i varierende grad har stået i kø foran Mette Frederiksens kontor for at få indflydelse på udformningen af fremtidens Danmark, mens dansk erhvervsliv står på sidelinjen.
Partiformændene i varierende grad har stået i kø foran Mette Frederiksens kontor for at få indflydelse på udformningen af fremtidens Danmark, mens dansk erhvervsliv står på sidelinjen. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opråb til den kommende regering: Virksomhederne investerer fortsat i bæredygtighed, men skiftende politisk fokus kan resultere i, at Danmark taber kapløbet om fremtidens grønne økonomi

Regeringsforhandlingerne har været i gang i nogle uger, og desværre ser dansk erhvervsliv bekymret til fra sidelinjen. 

For mens Christiansborg tilsyneladende stadig er i valgkamp og mest taler om skat, skoler og ikke mindst svin, er toppen af erhvervslivet mere optaget af, hvor fremtidens job – og dermed skatteindtægter og velfærd – skal komme fra. De vil have konkurrencekraften op.

Ifølge Dansk Erhverv og Dansk Industri kræver det bedre rammevilkår, øget arbejdsudbud og en styrkelse af den grønne omstilling. Og især sidstnævnte har været totalt fraværende i den netop afsluttede valgkamp. Derfor skal vi have den grønne omstilling tilbage på agendaen igen, og regeringsgrundlaget er stedet at starte.

Der er mange gode grunde til at redde klimaet og vores sårbare natur. For virksomheder handler det i høj grad om konkurrencekraft og bundlinje. Danske produkter er sjældent de billigste, men Danmark er kendt i hele verden for at levere bæredygtige produkter af meget høj kvalitet. Det giver os en afgørende fordel på mange af Danmarks vigtigste eksportmarkeder. 

Når virksomhederne bruger mindre energi, vand og dyre ressourcer, sparer de også penge, der lægger sig direkte på bundlinjen. Samtidig ender de ikke som en lus mellem to negle, når stormagterne slås om Mellemøstens dyre energi eller de sparsomme råmaterialer på de globale markeder. 

Klima- og miljørigtige produkter er således en god forretning for danske virksomheder – og dermed indirekte også for danskernes pengepung og velfærd

Det er derfor, at 70 pct. af virksomhederne ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri vil fastholde eller øge investeringerne i bæredygtighed i de kommende år – også selvom flere lande med USA i spidsen forsøger at dreje fokus væk fra klima, DE&I og miljø. Og det er derfor, at f.eks. Mærsk investerer milliarder i nye grønne skibe, Carlsberg omlægger hele sin forsyningskæde til regenerativt landbrug, og Danske Bank strammer kravene for udlån til virksomheder, som har et for stort fodaftryk på klima og natur. 

Forspring svinder

Klima- og miljørigtige produkter er således en god forretning for danske virksomheder – og dermed indirekte også for danskernes pengepung og velfærd. Men danske virksomheders forspring på bæredygtighedsområdet svinder drastisk i disse år, og især dygtige konkurrenter fra Kina, Japan, Tyskland og Canada truer nu vores internationale position. Derfor skal den grønne omstilling stå øverst i det næste regeringsgrundlag.

Når jeg taler med topchefer, er der særligt ét emne, der går igen: Virksomhederne savner enkle, klare og langsigtede regler fra politikerne. De seneste år har vi set mange eksempler på meget omfattende og kompliceret lovgivning i både Danmark og EU, der pludseligt ændres dramatisk med kort varsel og ofte flere gange i træk. Her er et nogle få eksempler: 

  • EU’s såkaldte CSRD-rapportering om bæredygtighed: først ja, så pause, så mindre rapportering og til sidst færre, der skulle rapportere.
  • Skovforordningen, som skal forhindre, at virksomhedernes aktiviteter koster regnskovene livet: implementeres, udsættes, laves om, så udsættes igen.
  • Trawlforbud i Bælthavet. Først blev det implementeret, så blev det aflyst, og nu er det tilbage igen. 
På energiområdet har politikerne diskuteret solenergi, vind, atomkraft og Power-to-X i årevis uden et klart resultat

Forvirret? Det er virksomhederne også. Og resultatet er, at hele 25 pct. af virksomhederne i Dansk Industris undersøgelse først vil afgøre ambitionsniveauet, når politikerne har meldt klart ud. De vil gerne investere i bæredygtighed, men står stille, mens politikerne tænker. 

Politisk stillingskrig

Vi har samtidig en politisk stillingskrig på nogle af de helt centrale områder. Det betyder, at virksomhederne ikke har klare, langsigtede rammer at operere indenfor. 

På energiområdet har politikerne diskuteret solenergi, vind, atomkraft og Power-to-X i årevis uden et klart resultat. Når virksomhederne ikke har garanti for grøn energi til nye fabrikker og anlæg i fremtiden, stopper det investeringerne og dermed jobskabelsen i især landdistrikterne.

FN har også vedtaget en stor traktat, hvor verdens lande forpligter sig til at mindske fodaftrykket fra vores produktion og forbrug på klodens biodiversitet og natur. Modsat mange andre lande har Folketinget endnu ikke afgjort, hvad det betyder for danske virksomheder. Det giver usikkerhed og risiko for store omkostninger, men også muligheder for bæredygtige danske virksomheder og produkter i fremtiden.

Talrige analyser viser, at fremtidens cirkulære økonomi, hvor vi i højere grad genanvender vores materialer, affald og spildprodukter, vil være en guldgrube for Danmark. Ifølge den såkaldte Circularity Gap Report er Danmarks økonomi kun 4 pct. cirkulær, mens det globale gennemsnit er 7,3 pct.

Derfor efterspørger erhvervslivets organisationer en ny national strategi for cirkulær økonomi. Gør vi det rigtigt, vil det ifølge Dansk Industri øge Danmarks bnp med op til 45 mia. kr., løfte nettoeksporten med 3-6 pct. og reducere Danmarks CO2-udledning med 3-7 pct. Men vi venter stadig på svar fra Christiansborg, og imens er udviklingen af den cirkulære økonomi i Danmark sat på vågeblus.

Bred koalition

Eksemplerne er talrige. Derfor er der brug for et stærkt regeringsgrundlag, hvor en bred koalition på tværs af Folketinget tager beslutninger på de centrale områder – og lover at holde fast i dem i en rum tid fremover. 

Politisk ro og regelmæssighed vil fjerne usikkerhed og risici, og det vil frigøre et enormt potentiale. Bestyrelser og investorer vil igen turde investere i nye indsatser og produkter, der både gør virksomhederne mere bæredygtige og konkurrencedygtige. 

Vi mindsker afhængigheden af udenlandsk olie og råstoffer. Og danskerne vil få flere job, billigere mad og strøm samt ikke mindst færre dyre oversvømmelser af sommerhuset (eller fabriksbygningerne) i fremtiden. 

Så kære kommende regering, hvem I så end er: Lav et regeringsgrundlag, der gør Danmark til en gigant i fremtidens grønne økonomi. Det vil både være godt for erhvervslivet, vores velfærd og fælles planet. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis