Den franske førsteminister under Ludvig den XIV, Jean-Baptiste Colbert, beskrev i 1600-tallet, at kunsten at beskatte består i “at kunne plukke gåsen, så man får den største fjer uden for megen skræppen og hvæsen”. Mon ikke der allerede har været en “skræppen og væsen” langt ud over det forventede i forbindelse med den usikre indfasning af det nye ejendomsvurderingssystem?
Foruden de it-mæssige udfordringer har det også vist sig, at der har været en højlydt kritik af beskatningsmodellen for grundene, hvor der for mange grunde – men ikke alle – sker en for høj vurdering i forhold ejendommens samlede vurdering og i tusindvis af tilfælde endda overgår denne. Det er uforståeligt for de fleste og vækker minder om den upopulære, hedengangne lejeværdibeskatning.
Boligbeskatning er nok et af de mest følsomme områder. Boligen er den sidste tryghedsbastion, som familien kan søge ly i. Omvendt har det altid været tillokkende for magthavere at beskatte ejendomme, da ejendomme vanskeligt kan skjules eller flyttes ud af landet. Når et område er så følsomt, så må det være et absolut minimumskrav, at skattereglerne er forståelige og kan retfærdiggøres over for borgerne. Og det har det knebet med.
Der er stadig mange, der kan huske beskatningen af “lejeværdi af egen bolig”. Idéen var, at boligen blev betragtet som en investering, der kastede en boligydelse af sig, som skulle beskattes ligesom ved andre typer investeringer, og som i højere grad ville ligestille ejere med lejere. Lejeværdi af egen bolig blev tillagt borgerens indkomst, og der blev betalt indkomstskat af det hele. Det var vanskelig kost for boligejerne. En udbredt ytring var “Hvorfor skal jeg betale “leje” af at bo i mit eget hus?”.
Den svært upopulære beskatning af lejeværdi af egen bolig blev da også erstattet af den nuværende ejendomsværdibeskatning i år 2000, som ikke er koblet til borgernes indtægter via en lejeværdi, men kan i stedet betragtes som en formueskat. Ejendomsværdibeskatningen blev en mere selvstændig skat og stødte i mindre grad borgernes følelser og retfærdighedssans.
Men beskatningen af ejendom indeholder også en yderligere beskatning af grunden i form af ejendomsskatten. Det ser desværre ud til, at det nye ejendomsvurderingssystem giver nogle uforståelige vurderinger af grunde. Vurdering af grunden er i for mange tilfælde ude af proportion med ejendommens samlede vurdering. Dette til trods for at grunden er en del af ejendommen, som jo også beskattes med ejendomsværdibeskatning.
Hvis grunden vurderes højere, end ejendommen betyder det, at bygningerne har en negativ værdi eller sagt på en anden måde, grunden er ikke godt nok økonomisk udnyttet med de nuværende bygninger. Det er jo nogle hypotetiske forhold, grundene vurderes efter.
Det er mere end vanskeligt for boligejeren at forstå og acceptere, at ejeren bliver beskattet af et potentielt etagebyggeri med ejerligheder, selvom ejeren i dag kun har et beskedent redskabsskur udover parcelhuset på grunden. Det svækker retfærdighedsfølelsen. Når dertil lægges, at Vurderingsstyrelsen ikke fremlægger beregningen med detaljerede, pædagogiske forklaringer for boligejerne, så udelukkes tillige en tilstrækkelig forståelse af og for beskatningen. At en “skræppen og hvæsen” stiger i styrke efter den første udrulning af vurderingssystemet i form af de foreløbige vurderinger, er fuldt ud forståeligt og berettiget.
Endelig er der grund til at bemærke, at Ekspertudvalget om Ejendomsvurdering i 2014 anbefalede, at grundværdien for parcel- og rækkehuse fastsættes som en politisk eller administrativt fastsat andel af den samlede ejendomsværdi. Denne tankegang er fri for den hypotetiske anvendelse i vurderingen af grunden og forenklet ved en enkel kobling til ejendomsværdien, hvilket taler for en øget forståelse og accept hos boligejerne.
Vi slap af med beskatningen af lejeværdi af egen bolig i år 2000. 25 år senere indfører Regeringen en beskatning, som både kan opleves uforståelig og uretfærdig af mange boligejere. Brugen af hypotetiske anvendelser til vurdering af grundene er for de fleste boligejere uforståelig og overgår i uforståelighed den hedengangne beskatning af lejeværdi af egen bolig.
Når så systemet har vist sig så fejlbehæftet, som er tilfældet, er det vanskeligt at få øje på, hvor tilliden til den nye beskatning skal komme fra. Den sidste højlydte “skræppen og hvæsen” er næppe hørt.
