Corona er et overstået kapitel for nu, og samfundstoget buldrer afsted. Men lokomotivet slår sprækker, for der mangler desperat hænder til de job, som genåbningen fører med sig.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 28 pct. af danske virksomheder mangler arbejdskraft, og at der er over 40.000 ledige stillinger i private virksomheder. Én af dem er min. Jeg er direktør i og medgrundlægger af den digitale kørselsservice Drivr. Jeg kan ansætte 135 chauffører i morgen. Men vi er nødt til at afvise 50 pct. af de ture, vores kunder booker gennem vores app, fordi vi ikke kan få chauffører nok. En procentsats, der kun vil stige, nu hvor nattelivet er åbnet.
“For at nå vores vækst- og miljømål skal vi hyre ca. 230 nye chauffører inden udgangen af 2021
For at nå vores vækst- og miljømål skal vi hyre ca. 230 nye chauffører inden udgangen af 2021. Det er p.t. umuligt. Lige nu er det som at få en kamel igennem nåleøjet at ansætte chauffører – af tre årsager: For det første kan det bedre kan betale sig at være timelønnet poder end at køre taxi. Den udfordring deler vi med f.eks. hotel- og restaurationsbranchen. For det andet er der p.t. over 100.000 ledige, selvom der mangler arbejdskraft overalt. Jeg kan ikke undgå at få en fornemmelse af, der er en del ledige, der er for forfængelige til at tage et hæderligt job som chauffør. Men den barriere deler vi også med f.eks. rengøringsbranchen, som er fuldstændigt afhængig af udenlandsk arbejdskraft for at kunne levere deres service.
Det leder til den tredje årsag, som kun gælder for min branche: Jeg kan ikke ansætte udenlandsk arbejdskraft til at køre taxi, og jeg kan heller ikke blot hyre dansktalende borgere med et kørekort. Der gælder nemlig særlige vilkår for taxibranchen: Vi skal følge taxiloven. Og sprogkrav og 14 dages førerkursus er nu barrierer, der betyder, at alt for mange af bilerne holder stille.
Når vi i forvejen kæmper med den manglende arbejdskraft, så gør de ekstra benspænd i taxiloven det stort set umuligt at ansætte flere. Derfor opfordrer jeg Folketinget til hurtigst muligt at kigge på en midlertidig dispensation eller lempelse af reglerne, så vi kan ansætte chauffører på mere fleksible vilkår og få en chance for at konkurrere om de manglende hænder.