For et par uger siden kunne man læse, hvordan formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, varslede store kommunale besparelser på den kommunale velfærd, hvis ikke regeringen vælger at kompensere kommunerne for de stigende udgifter, som den høje inflation medfører lige nu.
Siden fulgte FOA’s formand Mona Strib op med en bredside mod regeringens finanslov, som hun ikke mener tilstrækkeligt kompenserer kommunerne. “Inflationen går ud over velfærden”, konstaterede hun blandt andet.
Både KL og FOA har ret. Inflationen presser velfærden. Men det gør den ikke kun for den offentlige sektor. Det samme gælder for de private velfærdsaktører.
Men blot endnu mere markant, fordi de private aktører stilles langt ringere, når det gælder kompensation for inflationen, og med de nyligt indgåede overenskomster kan de private aktører endog se frem til endnu en omkostningsstigning, som de ikke bliver kompenseret for her og nu.
Problemet opstår, fordi de private leverandørers takster meget ofte fastsættes på baggrund af det offentliges tilsvarende omkostninger ved at levere velfærd. Det betyder, at dækningen af de private leverandørers lønomkostninger tager udgangspunkt i de offentlige overenskomster for de relevante faggrupper.
Dermed får de private leverandører ikke automatisk dækning for stigende lønomkostninger, der følger af de nye, private overenskomster, før der forhandles offentlige overenskomster.
Vejen til private velfærdsleverandørers økonomiske dækning for inflationen og de heraf øgede lønudgifter ender for mange i en blindgyde. Imens kommunerne i et vist omfang er blevet dækket af staten, er der desværre langt mellem de kommuner, som har dækket de private tilsvarende.
“Den ærgerlige cocktail mellem inflation, lønstigninger og mindst et års forsinkelse på kompensation kan risikere at medføre markant kommunalisering
Det er et “hul i systemet”, der fører til en skævvridning af konkurrencen mellem offentlige og private leverandører, idet private leverandører ikke får dækning for øgede lønomkostninger i den mellemliggende periode.
Historisk har “det tidsmæssige gab” mellem overenskomsterne ikke spillet en stor rolle, fordi lønudviklingen har været stabil. Men inflation på himmelflugt i 2022 og deraf lønstigninger gør, at gabet har store, økonomiske konsekvenser og slår hårdt igennem hos private leverandører.
Det efterlader private aktører i en konkurrencesituation, der gør vilkårene for det offentlig-private samarbejde ringere. Ligebehandling mellem aktører er nemlig nødvendigt for gode velfærdstilbud til gavn for borgerne.
Kritiske røster kan indvende, at de private aktører bør finde pengene andre steder. Men som FOA og KL ganske rigtigt har meldt ud, vil det ramme velfærden, når man ikke som andre private virksomheder i et frit marked blot kan lade priserne følge med. I pleje- og socialsektoren udgør udgifter til løn ca. 75 pct.
Herudover kommer så omkostninger til blandt andet varme og elektricitet, kørsel og mad. Det er udgifter, der vedrører borgernes velfærd, f.eks. aktiviteter og sundhedstilbud.
Derfor kan de stigende udgifter ikke bare kompenseres af effektiviseringer eller besparelser på administration, og det tvinger alle – offentlige som private leverandører af velfærdsydelser – til at se på besparelser, der desværre meget let kan ramme borgerne.
For særligt mindre private leverandører kan det betyde, at de må lukke eller opgive at levere bestemte ydelser til kommunerne. Der vil ganske enkelt ikke være en positiv økonomi i driften. Det vil betyde færre private leverandører, og at kommunerne må tage flere opgaver på sig.
Den ærgerlige cocktail mellem inflation, lønstigninger og mindst et års forsinkelse på kompensation kan risikere at medføre markant kommunalisering.
Derfor er valget enkelt for regeringen. Vil den det offentlig-private samarbejde, så kræver det politisk handling, der sender penge videre til kommunerne og samtidig sikrer, at de går til, at de private aktører ikke de facto bliver lukket som følge af et stigende udgiftspres og mindst et års forsinkelse på kompensation.
I denne her situation vil manglende handling kunne betyde en markant forringelse af borgenes frie valg.
