Finansministeriet og regeringen leverer hvert år en række, ofte fyldige redegørelser og fremskrivninger af dansk økonomi. Dermed får samfundsdebatten og politikerne en slags tilstandsrapport for dansk økonomi og nogle mulige scenarier for de kommende år.
Målet er, at vi får det bedst mulige grundlag for debatten om dansk økonomi og påtrængende eller ønskelige forandringer samt om de rammer og det handlingsrum, man politisk har for at påvirke samfundet. Det gælder både på kort og længere sigt. Derfor er den manglende transparens om forudsætninger og sammenhænge i de finanspolitiske planer et stort, ja nærmest demokratisk problem. Det er ikke blot en nørdet, intern fagøkonomisk tvist mellem de særligt indviede.
I værste fald fører det til en samfundsøkonomisk debat, hvor man diskuterer den rette kurs, men har et mangelfuldt søkort. Og der savnes et solidt, økonomisk grundlag for den demokratiske debat om reelle politiske prioriteringer og valg – eksempelvis lavere skattetryk eller bedre velfærd – behovet for nye indtægtsgivende reformer/initiativer og ikke mindst hvilke konsekvenser, det vil have for dansk økonomi på sigt.
Tag f.eks. regeringens vurdering af udgifterne til Forsvaret i lyset af de politiske aftaler. I én sammenhæng er løftet på godt 17 mia. kr. i 2030, hvoraf 13,5 mia. hentes fra råderummet. Men i regeringens nye 2030-plan er trækket på råderummet til Forsvaret nu opskrevet til 15 mia. uden nærmere forklaring.
Regeringens planlagte besparelser på den aktive beskæftigelsesindsats er gennem en række år anvist som finansiering af forskellige udgiftskrævende initiativer. Besparelserne er ikke en del af den seneste opgørelse af råderummet, men hvordan besparelsen så ifølge regeringen skal øremærkes til nye initiativer, er ikke oplyst.
Og trods mere end 250 sider i regeringens 2030-plan leder man forgæves efter en samlet oversigt, der forklarer sammenhængen mellem udgifter og indtægter fra de enkelte, planlagte initiativer. Endsige åbenhed omkring, hvor stor en del af det (skønnede) økonomiske råderum, der er tilbage, hvis regeringens planer realiseres, helt eller delvist.
Den slags relevante og væsentlige spørgsmål skal efterfølgende forsøges afdækket af oppositionspolitikere, interesseorganisationer og tænketanke. Men det giver netop kun særligt indviede fagnørder og fuldtidsprofessionelle mulighed for – gradvist over tid – at skaffe sig et blot tilnærmelsesvist dækkende billede af de penge, der finanspolitisk er til rådighed, givet råderummet de besparelser/effektiviseringer og reformer man har tænkt sig at gennemføre. Den manglende gennemsigtighed betyder, at Folketingets muligheder for at kontrollere regeringsmagten langt fra er optimale. Det samme gælder for de politiske partiers muligheder for at udfordre forhandlingsgrundlaget i de løbende drøftelser om bl.a. forsvar, grøn omstilling, sundhed og infrastruktur, velfærd og skattepolitik.
Det giver naturligvis regeringen – og især Finansministeriet – en særlig stærk forhandlingsposition i det parlamentariske demokrati. Men det virker hæmmende på den åbne, demokratiske debat og den tilstræbte magtfordeling mellem regering og Folketing.
