Danmark er et herligt land. Særligt når det kommer til økonomisk vækst. Igen og igen hiver Nicolai Wammen ekstra milliarder op af lommen, fordi de danske virksomheder har fart på. Fart på med at skabe salg, omsætning og levebrød til alle de ansatte, som knokler derudad.
Og det er ikke kun Novo Nordisk, som trækker det danske bnp op. Også de danske smv’er er en bærende del i erhvervslivets rygrad. Det er de virksomheder, som skabes fra det første spadestik af en genial idé, iagttagelsen af et problem eller en pain hos sine kunder, og som støt og roligt vokser sig store.
Smv’erne udgør 99 pct. af alle danske virksomheder – ifølge Dansk Industri – og står ligeledes for 94 pct. af de danske højvækstvirksomheder.
Men det er måske, overraskende nok, ikke alle, som løbende holder øje med, hvor god væksten i realiteten er.
Kort sagt – i bedste Løvens Hule-stil – så ved virksomhedsejere ikke, hvad virksomhedens værdiansættelse er. Det er et problem, ikke kun over for investorer eller potentielle købere, men det betyder også, at mange virksomhedsejere ikke får taget sig tid til at komme op i helikopteren.
Det kan gå ud over, om man prioriterer vækstinitiativerne de rette steder, men det kan også betyde, at man misser det rette salgstidspunkt.
Hos Marktlink er vi i dialog med de virksomheder, som overvejer at sælge deres virksomheder eller på anden vis give faklen videre – og fællesnævneren er, at mange smv-ejere ikke ved, hvad deres virksomhed er værd – ja, faktisk gælder det for hele 58 pct. af de danske små og mellemstore virksomheder – hvis man skal følge den seneste Marktlink Monitor-undersøgelse, som vi foretog blandt europæiske og danske virksomheder.
Det er en stor andel, og det betyder naturligvis, at de ikke har de rette forudsætninger, skulle de stå i en salgssituation: Mange elementer af et virksomhedssalg er processer, som går forud for salgstankerne, og er virksomheden i hastig vækst, så opstår der pludselige situationer, hvor man får muligheden for enten at sælge, opkøbe eller fusionere med sine konkurrenter på markedet for at opretholde væksten.
“Få nu taget den interne dialog om virksomhedens værdi og kickstart den proces, så I er forberedt til jeres fremtidige gøren og laden – og et eventuelt salg
Vi ser en stigende interesse for både værdiansættelse, salgbarhed og salgsprospekter hos danske smv-ejere i forbindelse med salg af deres virksomhed.
De danske virksomhedsejere viser også en god optimisme for, hvad de er værd: 58 pct. af de adspurgte danske ejere tror – og “tror” er det bærende ord – at deres virksomhed er steget i værdi det seneste år.
Uden for Danmarks grænser er optimismen dog endnu højere: I Belgien, Storbritannien og Tyskland er tallet hele 72 pct. Omvendt tror samme mængde adspurgte danskere kun i lille grad (4 pct.), at deres virksomheders værdi vil falde på trods af krig i Europa og andre geopolitiske udfordringer.
Kald det nordisk tilbageholdenhed, dansk optimisme eller jantelovsrealisme, men frem for selv at vurdere eller ligefrem gætte på, hvad ens virksomhed er værd, så bør det være en fast del af virksomhedens drift at have en velunderbygget vurdering af værdien.
Men det handler også om at være salgsparat. Parat til at handle korrekt ud fra de forudsætninger, som man nu engang har og står med.
Alene at kende ens teoretiske salgspris hjælper måske på selvbevidstheden internt – det at føle sig værdifuld har en stor effekt på ens selvbevidsthed og ageren – men sjældent direkte på salgsprisen. Her kræver det den nødvendige forberedelse – og ofte en længerevarende proces.
Det omvendte scenarie – og det ser vi hos 58 pct. af smv’erne – hvor man pludselig står i en salgs- eller købssituation uden den fornødne forberedelse, herunder kendskab til egen værdi, så vil man næsten altid ende med en dårlig handel.
Særligt for de små og mellemstore virksomheder, som ikke har stabsressourcer til at håndtere et opkøb eller salg selv.
Derfor: Få nu taget den interne dialog om virksomhedens værdi og kickstart den proces, så I er forberedt til jeres fremtidige gøren og laden – og et eventuelt salg.
Smv’erne er rygraden af dansk økonomi, men for nogle kun starten på en endnu større rejse.