Juleferien og nytåret varslede opbrud i dansk politik. Inden for få timer henover aftenen på årets første dag satte landets to seneste statsministre rammen for et nyt politisk skakspil om fremtidens skillelinjer og magtbalancer.
“Det åbner mulighed for, at Frederiksen cementerer sin dominans lang tid frem
Mette Frederiksen lagde ud med en nytårstale, der fokuserede på den coronakrise, som har hævet hende over alle andre politikere. Talens politiske projekt er imidlertid det mest konservative i mands minde. Samfundet skal ikke forandres, men bevares. De store reformers tid er forbi. Klimaomstillingen går nærmest af sig selv. En velfærdslov skal sikre evigt stigende offentlige udgifter. Og tidens måske største udfordring er at genskabe fortidens nærhed.
Få timer senere fulgte Lars Løkke Rasmussens facebookbesked om udmeldelse af Venstre efter 40 års medlemskab. Udover de åbenlyse personlige motiver var beslutningen begrundet af den modsatte samtidsanalyse: Løkke “sætter sig selv fri” for at blive en “aktiv stemme i håbets og overgangens tid”. Med et løst skitseret projekt om nødvendig fornyelse gennem reformer, der øger væksten, løser integrationsproblemerne, gør den offentlige sektor mere effektiv – og åbner Danmark mere op for globalisering.
Siden har gisningerne om Løkkes hensigter tiltrukket sig større opmærksomhed end statsministerens nytårstale. Det er hun sikkert godt tilfreds med. Der er kommentatorkonsensus om, at dannelsen af et nyt midterparti er sandsynligt. Men også med store åbne spørgsmål om dets fremtidsudsigter. Er Løkke personen, der som Macron i Frankrig kan forløse midtens potentiale? Eller rimer hans profil mere på fortid end på fremtid? Med en lang karriere, der er uløseligt forbundet med Anders Fogh Rasmussens blok-, værdi- og udlændingepolitik.
Uanset svaret spås Venstre endnu et forfærdeligt år. I juleferien gjorde Jakob Ellemann-Jensen op med sin hidtidige næstformand, Inger Støjberg. Hun overvejer nu et exit i den modsatte retning af Løkke: Væk fra midten ud mod det nationalt fokuserede højre. Dermed punkteres den i forvejen skrøbelige illusion om et samlet blåt alternativ til S-regeringen. Det åbner mulighed for, at Frederiksen cementerer sin dominans lang tid frem. Måske endda i kraft af et tidligt folketingsvalg, der potentielt kan falde sammen med kommunalvalget allerede i november.
2021 kan derfor blive året, hvor Mette Frederiksens og rød bloks velfærdskonservatisme etablerer sig som permanent magtkoalition i en ny politisk epoke. Det vil sætte punktum for fire årtier, hvor skiftende regeringer har forfulgt en reformdagsorden med mål om at bevare velfærdssamfundet ved hele tiden at forandre det for at gøre samfundskagen større.
Det såkaldt borgerlige alternativ ser i praksis ud til kun at kunne samles om en kompromisløs udlændingepolitik, som tidligere V-justitsminister Søren Pind har kaldt “trumpistisk”.
Mens enhver, der forsøger at forny reformpolitikken og den tidligere så magtfulde midte, skal kæmpe mod alle odds i rollen som udfordrer. Måske helt forgæves. Plejer er død. Og erhvervslivet må bruge 2021 på at gentænke og udfordre alle vaneforestillinger om, hvordan man fremover bedst engagerer sig til fremme af ansvarlighed.
