Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sikrede sig på partiets landsmøde mandat til at gøre et seriøst forsøg på at danne en bred samlingsregering. Ingen deltagere i processen må leve med større personlige risici end Ellemann. Og ingen udviser lige nu stærkere lederskab.
Kennedy definerede politisk mod som “ynde under pres”. Han var klogere end tidens kommentatorer, der foretrækker, at politik ligner show wrestling. Rød mod blå i et rollespil, der belønner snedigt fedtspilleri, hård mobning, overlegen klikedannelse, skudsikkert oversalg eller kildrende følelsesporno. Da Ellemann i stedet åbnede et rigtigt spil om sandheden i Venstres forpligtelser over for den virkelige samfundsudvikling, fandt han en styrke, som han aldrig tidligere har haft: Til at tage opgøret med den trygge taberlogik i vrangforestillingen om blå blok og en borgerlighed, der skal ligge under for den populistiske nationalkonservatisme fra Messerschmidt, Vermund og Støjberg.