Medlemmerne stemte snævert nej til resultatet af overenskomstforhandlingerne, og nu har Dansk Sygeplejeråd udsendt strejkevarsel, der kan føre til konflikt inden sommerferien.
“Landingsbanen er ikke helt nem at få øje på. Sygeplejersker forhandler løn med regionerne, og hvis parterne med forligsmandens hjælp løser problemet med flere penge, så er der skabt præcedens for, at det kan betale sig at sige nej til den ramme, som andre ellers accepterer.Folketingets uansvarlighed kan ende med at vælte hele læsset
Det vil udfordre hele forhandlingsmodellen, og lønudgifterne vil blive løftet bredt og varigt. Regeringen må gøre det klart for regionerne, at den ikke vil betale regningen for den slags, og derfor overvejer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) helt sikkert andre udveje. Skal man som i 2008 lade konflikten løbe så længe, at de strejkende ikke har råd til at fortsætte? Eller skal man hellere gøre pinen kort med et hurtigt indgreb? Corona har jo allerede begrundet mange andre ekstraordinære beslutninger. Begge dele stemmer bare dårligt overnes med regeringens branding-projekt, der bygger på følelsen af undtagelsesfri, betingelsesløs kærlighed til de offentligt ansatte.
Dertil kommer en dybt betænkelig indblanding fra Folketingets partier: helt usædvanligt ikke bare fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti, men også Søren Papes Konservative – det p.t. største borgerlige parti i meningsmålingerne – og Sofie Carsten Nielsens – efter egen opfattelse meget ansvarlige – Radikale, støtter sygeplejerskernes krav om en ændring af tjenestemandsreformen fra 1969. Helt i tidens ånd uden skyggen af forslag til finansiering. Argumentet lyder ganske sympatisk, at den tids syn på kønsroller kan have påvirket den relative indplacering af typiske mande- og kvindefag på ulige vis. Derfor er ligelønskorrektion relevant; ikke bare for sygeplejersker, men logisk set også for store personalegrupper, der leverer børnepasning og social omsorg.
Det er ikke ukompliceret at afgøre, hvor langt argumentet holder. Men en korrektion kan kun foretages på to mulige måder: enten ved at bevilge mange flere penge til at betale højere lønninger for den samme velfærd, måske et tocifret milliardbeløb. Eller ved omfordeling. Hvis kvindedominerede fag i sin tid blev indplaceret for lavt, så må mandsdominerede fag være indplaceret for højt, ergo kræver ligeløn robust dialog om solidarisk tilbageholdenhed – måske med ansatte i politiet, folkeskolen eller forsvaret. Hverken K eller R lader til at være fristede af den mulighed.
Bedst ville det være, hvis den fagbevægelse, der ved enhver tænkelig lejlighed kræver respekt for den danske model, stod ved parolerne og knækkede nødderne selv. Tænk, hvis de talte med hinanden og enedes om, hvordan en mere rimelig fordeling kunne se ud. Det sker bare næppe, og derfor er politikernes lønpopulisme farlig. Dyrere velfærd på grund af højere lønninger kan kun betales af den private sektor. Højere omkostninger og afledt lønpres koster konkurrenceevne og job. Det sker i en tid med udsigt til snarlige flaskehalse på arbejdsmarkedet. Slap økonomisk styring har allerede ført til kraftigt stigende offentlige udgifter og markant flere offentligt ansatte. Folketingets økonomiske uansvarlighed kan ende med at vælte hele læsset.
