Danmark er ikke i førertrøjen, når det kommer til ligestilling mellem kønnene. Global Gender Gap rapporten fra 2023 placerer derimod Danmark langt under vores nabolande Island, Norge, Finland og Sverige, der alle er i top fem.
Lande vi ellers sammenligner os med på mange parametre. Vi ligger såmænd også under en lang række lande ude i verden heriblandt Sydafrika, Tyskland, Rwanda, Albanien, Estland og Filippinerne.
“Vi er enige om, at forandring kræver strategier, tiltag og faktisk, politisk handling
For mange bryder dette med vores selvbillede af et land, hvor alle har lige muligheder. Men uligheden fremstår soleklar, når man kigger på blandt andet erhvervslivet.
I landets 1000 største virksomheder sidder kun 84 kvinder i direktørstolen, og blandt 44 pct. af de største virksomheder er der slet ingen kvinder at finde i bestyrelserne. Kvinder udgør blot en fjerdedel af danske iværksættere. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, får kvindelige iværksættere kun 0,1 pct. af investeringerne.
Der er kun fem kvinder med på listen over de mest citerede eksperter i danske medier – herunder ingen med etnisk minoritetsbaggrund. Derudover stiger mænds løn med 41 pct. fem år efter endt uddannelse, hvor kvinders løn blot stiger med 35 pct.
Denne tendens ses allerede på universiteterne, hvor kvinder i gennemsnit tjener 13 kr. mindre i timen for det samme studierelevante arbejde som deres mandlige medstuderende på samme årgang. Den manglende ligestilling er altså helt tydelig. Og det er uden overhovedet at tage højde for uligheden ved fysisk og psykisk vold, drab og seksuel chikane.
Afsenderne af dette indlæg repræsenterer både det private erhvervsliv, det offentlige, iværksættere, forskning, ngo’er og aktivisme.
Trods vores forskellige baggrunde, fokusområder og erfaringer er vi enige om, at man ikke kan forvente en kulturændring uden strukturelle forandringer og politisk handling. Sammen kan vi komme med endeløse lister med eksempler på de områder, hvor ligestillingen halter. Men vi kan også hver især komme med konkrete løsninger og tiltag inden for vores respektive brancher og arbejdsområder.
Det kan være barselsregler og – refusion, iværksætteristrategier, kvoter i bestyrelser og topledelse, forandring i mediebranchen, en bredere og bedre seksualundervisning, anonyme rekrutteringsprocesser, lovpligtige måltal på flere mangfoldighedsdimensioner, pensionsordninger og lønåbenhed.
Vi behøver ikke være enige om alt. Det vigtige er, at der er vilje til forandring, og at vi, der mærker udfordringerne på egen karriere, ser talrige konkrete muligheder for at løse dem. Det skal politikerne lytte til.
Blandt de mange, forskelligartede bud på, hvordan man fra politisk hånd kan skabe strukturel forandring på ligestillingsområdet, opstår der alligevel enighed blandt alle os.
En enighed om, at håb ikke er en strategi. For håbet om ligestilling er ikke nok, hvis vi vil komme problemet til livs, og erhvervslivet kan ikke bære ansvaret alene. Vi er enige om, at forandring kræver strategier, tiltag og faktisk, politisk handling. Derfor bliver vi ved med at presse på, til vi får netop det.
For virkeligheden er mangfoldig, og mangfoldighed er en styrke. Lad os få en uddannelsessektor, et arbejdsmarked og, for så vidt, et folketing, der afspejler virkeligheden.
