Ledelse er et drømmejob med stor indflydelse og muligheder for at gøre en forskel. Det er der ingen tvivl om, og i Lederne oplever vi hver dag, at vores medlemmer er taknemmelig for udfordringer og indflydelse.
Ledere sætter også pris på ansvar og bærer det med glæde, men selvfølgelig kan det blive for tungt. Pres kan vokse og blive siddende som stress, og selv om ledere generelt er mindre ramt af stress end medarbejdere uden ledelsesansvar, bør det vække opmærksomhed, at antallet af ledere med høj stressbelastning stiger.
Det har bl.a. en undersøgelse fra SDU dokumenteret. I 2013 lå 9,3 pct. af ledere med en høj score på stresskalaen. I 2023 er det 14,3 pct. af lederne, der ligger højt. Vi ser den samme stigning for medarbejdere, der går fra 16,7 pct. til 24,9 i samme undersøgelse. Altså noget højere end lederne, men stigningerne ligner hinanden.
“Ledere kan også miste overblikket og blive så pressede, at det udvikler sig til stress
Seneste undersøgelser om arbejdsmiljø fra det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø indsamlet under corona – viste, at 11 pct. af ledere ofte eller hele tiden har følt sig stressede de seneste 2 uger, men ser vi på årene 2012-2018, så er det omkring 15 pct. af lederne, der føler sig stressede
Antallet af stressramte stiger, og det gælder også ledere. Og lederne har fået øje på udfordringen. Stresshåndtering ses som en vigtig ledelsesopgave af alle ledere, og stress og balance i arbejdslivet scorer højest i en ny undersøgelse fra Lederne, om hvilke samfundsproblemer lederne er optaget af. Men mens ledere har et ansvar for at være opmærksom på stresstegn hos deres medarbejdere, kommer ansvaret for ledernes trivsel ofte til at ligge hos dem selv.
Det er på tide at huske ledernes chefer på, at lederes trivsel også er vigtigt. At ledere selvfølgelig også kan miste overblikket og blive så pressede, at det udvikler sig til stress. Det kan gøre det svært for lederen at klare hverdagens udfordringer og nå de kpi’er, man har på to-do-listen.
Dermed rammer ledernes stress også andre end dem selv. Deres medarbejdere påvirkes af lederens stress ligesom organisationen omkring lederen.