Drømmen om at blive leder er ikke lige så udbredt i Danmark som i mange andre lande. Det viser en international undersøgelse fra rekrutteringsvirksomheden Randstad. Her fremgår det, at næsten tre ud af fire danskere prioriterer deres personlige liv højere end deres arbejdsliv.
Det betyder dog på ingen måde, at, lederdrømmen er død. For samtidig med, at Randstad offentliggjorde sin undersøgelse, lancerede Lederne en undersøgelse, der viser, at knap en tredjedel af de fuldtidsbeskæftigede har lederambitioner. Undersøgelsen er lavet af Holst Mouritzen for Lederne og omfatter fuldtidsbeskæftigede mellem 20 og 55 år.
Helt præcist svarer 31 pct. af dem, at de ønsker at blive ledere inden for de næste fem år. Det svarer til ca. 470.000 personer.
Det skal vi være glade for. For vi befinder os i en krisetid, hvor behovet for ledere, der kan træffe velovervejede beslutninger, er større, end det har været i mange år. Der er brug for ledere, som med sikker hånd kan navigere i en verden, hvor der er krig både på vores eget kontinent og i Mellemøsten, hvor både mulighederne og truslerne fra AI er uoverskuelige, og hvor klimakrisen danner et dystert bagtæppe bag os alle.
Det store udbud af potentielle ledere er positivt, men mange holder sig tilbage, når det gælder om at realisere ambitioner. Det skyldes primært tvivl om egne evner og formåen, fremgår det af Ledernes spørgeundersøgelse.
Her svarer fire ud af ti, at de tøver med at gå efter en lederpost af frygt for, om de kan klare det mentale pres, og godt halvdelen tvivler på, om de har tilstrækkeligt med lederkompetencer eller ditto erfaring.
Det er på sin vis forståeligt, at så mange holder sig tilbage med at søge et lederjob, fordi de føler, de mangler erfaring eller kompetencer. Vi ved fra en nylig spørgeundersøgelse blandt nye ledere, at det kan være svært pludseligt at skulle være leder for tidligere kollegaer. Mange har det også vanskeligt med at skulle have ansvar for andre, når de ikke er vant til det.
“Vi kan passende begynde med at få aflivet myten om, at en god leder skal arbejde 70-80 timer om ugen og være parat til mere eller mindre at sætte sit øvrige liv på standby. For sådan bør det ikke være
Men ingen forventer at en ny leder skal have lang erfaring og kende svaret på alle spørgsmål, der kan opstå i det daglige. Ledelse er et fag, der kan læres, ikke en magisk evne, man er født med. Eller som vi siger: Den fødte leder er ikke født endnu. Ledelse er et fag, der ligesom andre fag kan læres henad vejen.
På samme måde kan man forberede sig på lederrollen. Fire ud af ti af ledernes medlemmer har haft uformelt ledelsesansvar, inden de fik deres første lederjob, og knap tre ud af ti har skaffet sig erfaring med ledelse i en anden sammenhæng, f.eks. fra frivilligt arbejde.
Der er stærkt brug for nye kræfter på ledelseskontorerne. Knap hver sjette leder er i dag over 60 år og går på pension inden for en kort årrække. Samtidig har andelen af unge, der vil være leder, været faldende over en årrække. Det skal vi have ændret på.
Vi kan passende begynde med at få aflivet myten om, at en god leder skal arbejde 70-80 timer om ugen og være parat til mere eller mindre at sætte sit øvrige liv på standby. For sådan bør det ikke være. Og sådan er virkeligheden heller ikke for langt de fleste af ledere.
Ser man på de officielle tal fra den nationale sundhedsprofil, viser de, at ledere er mindre stressramte end ansatte, der ikke er ledere. Selvfølgelig kan der være perioder med pres på. Men man bliver ikke en bedre leder af at forsømme sit fritidsliv, sin vennekreds og sin familie. Tværtimod.
For at få flere til at tage springet ud i ledelsen har vi derfor hos Lederne lanceret en ny organisation, Spring, som kan hjælpe flere til at få mod på og kaste sig ud i et lederjob. Så hvis man går med en drøm om at blive leder, er der ingen grund til at tøve.
Som faglig organisation skal vi leve op til vores ansvar for at hjælpe den næste generation af ledere godt i gang. Vi har som samfund stærkt brug for visionære og handlekraftige leder med et globalt udsyn, når vi skal navigere gennem de mange udfordringer, Danmark og verden omkring os står over for.