Topchefen i Danfoss, Niels B. Christiansen, er en pæn og åbenlyst meget tålmodig mand. Der findes ingen anden forklaring på, at Danfoss-bossen har takket ja til at være formand for regeringens Produktionspanel 4.0. De 15 medlemmer af panelet blev annonceret søndag af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) med en stribe gengangere fra SR-regeringens produktionspanel fra 2013-2014, nemlig Anne-Lise Høg Lejre, produktionsdirektør ved Teknologisk Institut, Claus Jensen, formand for CO-Industri, Jacob Himmelstrup, salgsdirektør i Linimatic, og Peder Holk Nielsen, koncernchef i Novozymes, foruden Niels B. Christiansen selv.Det er i sagens natur al ære værd, at regeringen med et produktionspanel vil demonstrere, at diskussionerne på det økonomiske topmøde 25.-26. maj på Marienborg var mere end ren sniksnak. Hvis regeringen mener, at vækstkrisen skal være en central del af en ny 2025-plan, er der brug for at få udpeget konkrete politiske forslag, som kan gennemføres i praksis.