Tiden, hvor computerspil var synonym med lavpandet tidsfordriv henvist til drengeværelset med chips og cola, er slut. I dag gamer alle. Og det ses tydeligt på årsregnskaberne hos spiludviklerne.
De seneste tal viser, at danske spilproducenter omsatte for 3 mia. kr. i 2021, hvilket svarer til en stigning på 230 pct. siden 2017. Samtidig stod branchen for mere end 6 ud af 10 eksportkroner tjent i de audiovisuelle erhverv.
Bag de imponerende branchetal gemmer sig mindst lige så imponerende væksteventyr. Spiludvikleren Sybo, der står bag mobilmegahittet Subway Surfers, blev i sommer solgt i en milliardhandel, der formentlig var den største europæiske virksomhedshandel inden for mobilspil i det år.
“Ude i den store verden har investorer opdaget den danske spilbranche. Er det ikke på tide, at danske investorer, erhvervsliv og politikere følger med?
Anført af succeser som Sybo, Tactile Games og Ghost Ship Games er vi i en dansk guldalder for spil. Alligevel tøver det øvrige erhvervsliv, politikere og investorer med for alvor at hoppe ombord på vækstlokomotivet.
Den danske spilbranche har i dag nået en modenhed, som ikke er set tidligere. Det er ikke sket med støttehjul fra staten; udover en meget beskeden kunstpulje og fire linjer i den seneste filmaftale har branchen klaret sig selv. Tænk, hvad det kunne være blevet til, hvis branchen var blevet taget seriøst som erhverv for ti år siden?
Vores nabolande har for længst opdaget potentialet. I Sverige har branchen længe været anerkendt som en egentlig industri – og det har skabt et unikt økosystem, som omsatte for 43 mia. kr. og beskæftigede 19.000 medarbejdere i 2021. Og både Tyskland, Norge, Finland og England har afsat offentlige millioninvesteringer til branchen.
Selvom vi er bagud i Danmark, er løbet langtfra kørt. Den globale omsætning i spilbranchen steg ifølge PwC med 32 pct. mellem 2019 og 2021, og den forventes at stige yderligere til samlet 2300 mia. kr. på verdensplan i 2026.
Potentialet er fortsat enormt. Ude i den store verden har investorer opdaget, investeret og opkøbt i den danske spilbranche. Er det ikke på tide, at danske investorer, erhvervsliv og politikere følger med?