Verden er ved at gå under, men nu skal vi redde den. Den historie har jeg hørt tusindvis af gange i mit liv, og temaerne, der har truet verden, siden jeg var lille, har været alt fra istid til syreregn og skovdød, råvaremangel, listeria, kogalskab, belgisk dioxin, iranske masseødelæggelsesvåben, Y2K, fugle- og svineinfluenza, global hungersnød, DDT, atomkraft, masseudryddelser, vaccinations-autisme, svineinfluenza, genmodificering, plastikøer i Stillehavet, kræftfremkaldende telefoner osv.
I dag er global opvarmning det helt dominerende tema, men nu hører vi eksempelvis også om insekter, der angiveligt uddør.
En gang imellem er der selvsagt noget om de angivelige trusler, men i masser af tilfælde har det været voldsomt overdrevet om ikke rent vrøvl. Eksempelvis udeblev den varslede Y2K-katastrofe, hvor alverdens computere skulle stoppe nytårsaften år 2000, næsten helt.
De europæiske skove voksede faktisk midt i skovdødspanikken, istiden udeblev, kogalskab ramte ikke mio., vaccine gav faktisk ikke autisme, DDT førte ikke til gigantiske kræftepidemier (faktisk viste undersøgelser, at det forebyggede kræft osv.
I de sidste 40 år er vi gennemsnitligt blevet grebet af en ny panik forårsaget af et konkret forventet fænomen ca. en gang hvert tredje år, og sådan vil det nok fortsætte – netop imens jeg skriver dette, er en insektdødspanik eksempelvis undervejs.
Hver gang lyder historien, at enorme trusler venter, og ofte at millioner af mennesker måske omkommer. Og hver gang vælter det frem med dokumentation i form af rapporter, eksperter og politikere med dommedagsblikket på, tv-dokumentarer og voldsomme overskrifter. Og så – når katastrofen udebliver – skifter fokus hurtigt fra netop den sag til den næste kommende katastrofe.
“Plus ça change, plus c’est la même chose”. Sådan skrev en berømt redaktør på avisen Le Figaro. Ja, desto mere, tingene forandrer sig, desto mere virker de uforanderlige. Og baggrunden er ofte fundamentale mønstre i det menneskelige sind. Lad mig nævne ét: Karpmans “dramatrekant”.
Dette mønster vedrører et irrationelt og ofte meget destruktivt psykologisk spil mellem folk, der påtager sig tre forskellige roller:
• Krænkeren, som typisk dækker over sine egne svagheder, og som udøver overdreven kontrol, kritik, vrede, ydmygelse, vold, autoritet, nedladenhed eller lignende.
• Offeret, som har valgt en ofte livslang taberrolle, hvor alt er andres skyld og ansvar.
• Redderen, som typisk inderst inde føler sig selv som skyldig, ligegyldig eller svag, men som ønsker at kompensere herfor ved konstant at arbejde med redningsprojekter for andre – og ved at signalere dette udadtil.
En vigtig finesse i dette er, at folk, der ønsker at spille en rolle i dette spil, aktivt søger andre til de to manglende roller. En person, der gerne vil være offer, kan f.eks. lede efter en anden til krænker-rollen, ligesom en redder kan lede efter ofre.
Det er ofte de selvbestaltede reddere, der sætter spillet i gang, imens de meget klart kommunikerer deres redderstatus via såkaldt “virtue signalling”, dvs. godhedssignalering, hvor viser omverdenen, at netop de er de gode, hvoraf det følger, at det er de andre altså ikke.
De udpeger så ofre og krænkere. For at få syndsforladelse kan man så – specielt hvis man er udnævnt til krænker – overlade magt til disse reddere og måske købe aflad i forskellige former.
Filosofisk fundament for religioner
Dramatrekanten har gennem tiderne udgjort et filosofisk fundament for mange religioner, som hver på sin måde har opdelt verden i henholdsvis de rettroende ofre, de vantro krænkere og de forkyndende reddere. I Middelalderen havde Europa eksempelvis utallige krige og konflikter mellem protestanter og katolikker, som begge opfattede sig selv som de rettroende ofre for de andres krænkelser, hvorved de forstærkede hinanden.
Dramatrekanten har også udgjort rygraden i totalitære bevægelser som socialisme, fascisme, nationalsocialisme og kommunisme. Ligeledes har den altid været central for diverse vendettakulturer verden over.
Ganske vist forsvandt megen af den i Europa i takt med, at kristendommen blev blidere, jerntæppet faldt og de nationale krige i Europa stort set forsvandt, men allerede i 1960’erne begyndte den atter at vinde frem i form af de mere ekstreme former for økofascisme, hvor verden skulle reddes fra den grådige menneskehed, og senere er den atter vundet frem i nutidens spirende krænkelseskultur, hvor forskellige befolkningsgrupper caster sig selv til rollen som kroniske ofre, imens de peger fingre af de krænkere, som de vil reddes fra.
Karpmans dramatrekant er destruktiv for vore samfund, den pisker os rundt i manegen og skaber had og forfølgelse. Eksempelvis har irrationel angst for DDT, atomkraft og vacciner ført til milioner af menneskers død grundet hhv. kulkraft, malaria og sygdomme, der kunne have været forhindret.
Men den er også destruktiv på det individuelle plan. I den kroniske tilstand – og det bliver det ofte – vil hver aktør konstant arrangere sig, så den foretrukne rolle altid kan fastholdes. Et klassisk eksempel er en bistandsmodtager, altså et offer, der uventet får en stor arv, som han straks solder eller gambler væk for derved at kunne falde tilbage i den ønskede offerrolle; for så længe man er offer, er man andres ansvar.
Krænkelseskulturen
Et af de stærkeste midler til at fastholde den babyagtige offerrolle er i øvrigt den hastigt voksende krænkelseskultur. I krænkelseskulturen er alting jo andres skyld, hvilket ret behageligt betyder, at intet fuldt og helt er ens eget ansvar. Og så kan man leve som offer til sin dødsdag.
Kroniske ofre har brug for reddere til at spille forældrerollen, men redderne har så sandelig også brug for ofre. Og fordi reddere får stor glæde af at redde og i øvrigt derved kan fremstå som Det Gode Menneske, kan de undertiden fristes til at fremtrylle ofre, der ikke rigtig er det. Eller til at skabe ofre.
Men hvem skal være krænkerne i spillet? Et godt gæt er, at netop mange af Børsens læsere passer godt ind i den rolle. De rige! Eller Goldman Sachs. McKinsey. Wall Street. Monopolkapitalisterne.
Langt de færreste ønsker selvsagt at blive fremstillet som krænkere, og den foretrukne løsning er på at skjule tegn på success. “Nej, pengene betyder ikke noget for mig,” lyder en fed afledningsmanøvre. “Jeg har bare været heldig,” klinger også godt. Selv en elbil kan hjælpe.
Men hvis medierne alligevel – håbe, håbe – kan afsløre de succesrige folk med et glas champagne, en dyr bil eller (endnu bedre) i færd med at sige noget godt om sig selv, så haps, er de gået i fælden. Krænker!
Tag ansvar
Alternativet til den destruktive Karpman-kultur er i stedet, at folk tager ansvar for deres eget liv.
Det er, at de lærer at udfordre sig selv for at blive stærkere. Stephen Covey fra Utah State University beskrev det egentlig ret godt i bl.a. sin globale bestseller The 7 Habits of Highly Effective People, hvor han oplistede tre faser af menneskelig udvikling:
• “Det uselvstændige menneske”, der er afhængig af andre. Sådan starter alle spædbørn, og vi kan kalde dette ‘du-mennesket’, fordi alting her er andres skyld og ansvar.
• “Det selvstændige menneske”, der har lært at tage vare på sit eget liv (“jeg-mennesket”).
• “Det selvstændige menneske”, som yderligere blev meget dygtigt til at lave win-win-transaktioner med andre selvstændige mennesker (“vi-mennesket”).
Ekstremt succesrige mennesker, sagde Covey, havde arbejdet sig fra første til anden og derefter tredje fase. Problemet er, at hvis man fanges i Karpman-spillet, kommer man aldrig længere end fase 1.
Karpmans dramatrekant er et af verdens mest udbredte spil, og dets egentlige sejrherrer er paradoksalt nok dem, der holder op med at spille det.
I dag er global opvarmning det helt dominerende tema, men nu hører vi eksempelvis også om insekter, der angiveligt uddør.
En gang imellem er der selvsagt noget om de angivelige trusler, men i masser af tilfælde har det været voldsomt overdrevet om ikke rent vrøvl. Eksempelvis udeblev den varslede Y2K-katastrofe, hvor alverdens computere skulle stoppe nytårsaften år 2000, næsten helt.
De europæiske skove voksede faktisk midt i skovdødspanikken, istiden udeblev, kogalskab ramte ikke mio., vaccine gav faktisk ikke autisme, DDT førte ikke til gigantiske kræftepidemier (faktisk viste undersøgelser, at det forebyggede kræft osv.
I de sidste 40 år er vi gennemsnitligt blevet grebet af en ny panik forårsaget af et konkret forventet fænomen ca. en gang hvert tredje år, og sådan vil det nok fortsætte – netop imens jeg skriver dette, er en insektdødspanik eksempelvis undervejs.
Hver gang lyder historien, at enorme trusler venter, og ofte at millioner af mennesker måske omkommer. Og hver gang vælter det frem med dokumentation i form af rapporter, eksperter og politikere med dommedagsblikket på, tv-dokumentarer og voldsomme overskrifter. Og så – når katastrofen udebliver – skifter fokus hurtigt fra netop den sag til den næste kommende katastrofe.
“Plus ça change, plus c’est la même chose”. Sådan skrev en berømt redaktør på avisen Le Figaro. Ja, desto mere, tingene forandrer sig, desto mere virker de uforanderlige. Og baggrunden er ofte fundamentale mønstre i det menneskelige sind. Lad mig nævne ét: Karpmans “dramatrekant”.
Dette mønster vedrører et irrationelt og ofte meget destruktivt psykologisk spil mellem folk, der påtager sig tre forskellige roller:
• Krænkeren, som typisk dækker over sine egne svagheder, og som udøver overdreven kontrol, kritik, vrede, ydmygelse, vold, autoritet, nedladenhed eller lignende.
• Offeret, som har valgt en ofte livslang taberrolle, hvor alt er andres skyld og ansvar.
• Redderen, som typisk inderst inde føler sig selv som skyldig, ligegyldig eller svag, men som ønsker at kompensere herfor ved konstant at arbejde med redningsprojekter for andre – og ved at signalere dette udadtil.
En vigtig finesse i dette er, at folk, der ønsker at spille en rolle i dette spil, aktivt søger andre til de to manglende roller. En person, der gerne vil være offer, kan f.eks. lede efter en anden til krænker-rollen, ligesom en redder kan lede efter ofre.
Det er ofte de selvbestaltede reddere, der sætter spillet i gang, imens de meget klart kommunikerer deres redderstatus via såkaldt “virtue signalling”, dvs. godhedssignalering, hvor viser omverdenen, at netop de er de gode, hvoraf det følger, at det er de andre altså ikke.
De udpeger så ofre og krænkere. For at få syndsforladelse kan man så – specielt hvis man er udnævnt til krænker – overlade magt til disse reddere og måske købe aflad i forskellige former.
Filosofisk fundament for religioner
Dramatrekanten har gennem tiderne udgjort et filosofisk fundament for mange religioner, som hver på sin måde har opdelt verden i henholdsvis de rettroende ofre, de vantro krænkere og de forkyndende reddere. I Middelalderen havde Europa eksempelvis utallige krige og konflikter mellem protestanter og katolikker, som begge opfattede sig selv som de rettroende ofre for de andres krænkelser, hvorved de forstærkede hinanden.
Dramatrekanten har også udgjort rygraden i totalitære bevægelser som socialisme, fascisme, nationalsocialisme og kommunisme. Ligeledes har den altid været central for diverse vendettakulturer verden over.
Ganske vist forsvandt megen af den i Europa i takt med, at kristendommen blev blidere, jerntæppet faldt og de nationale krige i Europa stort set forsvandt, men allerede i 1960’erne begyndte den atter at vinde frem i form af de mere ekstreme former for økofascisme, hvor verden skulle reddes fra den grådige menneskehed, og senere er den atter vundet frem i nutidens spirende krænkelseskultur, hvor forskellige befolkningsgrupper caster sig selv til rollen som kroniske ofre, imens de peger fingre af de krænkere, som de vil reddes fra.
Karpmans dramatrekant er destruktiv for vore samfund, den pisker os rundt i manegen og skaber had og forfølgelse. Eksempelvis har irrationel angst for DDT, atomkraft og vacciner ført til milioner af menneskers død grundet hhv. kulkraft, malaria og sygdomme, der kunne have været forhindret.
Men den er også destruktiv på det individuelle plan. I den kroniske tilstand – og det bliver det ofte – vil hver aktør konstant arrangere sig, så den foretrukne rolle altid kan fastholdes. Et klassisk eksempel er en bistandsmodtager, altså et offer, der uventet får en stor arv, som han straks solder eller gambler væk for derved at kunne falde tilbage i den ønskede offerrolle; for så længe man er offer, er man andres ansvar.
Krænkelseskulturen
Et af de stærkeste midler til at fastholde den babyagtige offerrolle er i øvrigt den hastigt voksende krænkelseskultur. I krænkelseskulturen er alting jo andres skyld, hvilket ret behageligt betyder, at intet fuldt og helt er ens eget ansvar. Og så kan man leve som offer til sin dødsdag.
Kroniske ofre har brug for reddere til at spille forældrerollen, men redderne har så sandelig også brug for ofre. Og fordi reddere får stor glæde af at redde og i øvrigt derved kan fremstå som Det Gode Menneske, kan de undertiden fristes til at fremtrylle ofre, der ikke rigtig er det. Eller til at skabe ofre.
Men hvem skal være krænkerne i spillet? Et godt gæt er, at netop mange af Børsens læsere passer godt ind i den rolle. De rige! Eller Goldman Sachs. McKinsey. Wall Street. Monopolkapitalisterne.
Langt de færreste ønsker selvsagt at blive fremstillet som krænkere, og den foretrukne løsning er på at skjule tegn på success. “Nej, pengene betyder ikke noget for mig,” lyder en fed afledningsmanøvre. “Jeg har bare været heldig,” klinger også godt. Selv en elbil kan hjælpe.
Men hvis medierne alligevel – håbe, håbe – kan afsløre de succesrige folk med et glas champagne, en dyr bil eller (endnu bedre) i færd med at sige noget godt om sig selv, så haps, er de gået i fælden. Krænker!
Tag ansvar
Alternativet til den destruktive Karpman-kultur er i stedet, at folk tager ansvar for deres eget liv.
Det er, at de lærer at udfordre sig selv for at blive stærkere. Stephen Covey fra Utah State University beskrev det egentlig ret godt i bl.a. sin globale bestseller The 7 Habits of Highly Effective People, hvor han oplistede tre faser af menneskelig udvikling:
• “Det uselvstændige menneske”, der er afhængig af andre. Sådan starter alle spædbørn, og vi kan kalde dette ‘du-mennesket’, fordi alting her er andres skyld og ansvar.
• “Det selvstændige menneske”, der har lært at tage vare på sit eget liv (“jeg-mennesket”).
• “Det selvstændige menneske”, som yderligere blev meget dygtigt til at lave win-win-transaktioner med andre selvstændige mennesker (“vi-mennesket”).
Ekstremt succesrige mennesker, sagde Covey, havde arbejdet sig fra første til anden og derefter tredje fase. Problemet er, at hvis man fanges i Karpman-spillet, kommer man aldrig længere end fase 1.
Karpmans dramatrekant er et af verdens mest udbredte spil, og dets egentlige sejrherrer er paradoksalt nok dem, der holder op med at spille det.
