I fredagens Børsen tages endnu et skridt ned ad den økonomiske glidebane, der siden folketingsvalget er blevet stadigt stejlere. Formændene for landets tre største fagforbund, 3F, FOA og HK gør i lighed med DF-formand Kristian Thulesen Dahl, R-formand Morten Østergaard og resten af venstrefløjen op med velfærdsforliget fra 2006. Det skal være slut med levetidsindekseringen af pensionsalderen efter 70 år. Ifølge FOA helst endnu tidligere. Dermed er velfærdsforliget i alvorlig livsfare. Med der forsvinder den finanspolitiske holdbarhed. Ingen af dets kritikere har naturligvis konkrete bud på, hvordan hullet skal lukkes. Mest ærlig er HK’s Kim Simonsen, der ikke spilder kræfter på at lade som om, at man kan finde pengene. Han håber, at de kommer af sig selv med “væksten” – der jo allerede er indregnet.
Udfordringen af den økonomiske ansvarlighed stopper desværre ikke her. Klimalovens mål er ikke finansierede. “Arnes tur” til tidlig tilbagetrækning skulle kun koste 3 mia. kr. men har sat gang i en politisk lavine, der udfordrer selve velfærdsforliget. Minimumsnormeringer skulle afgrænses til daginstitutionerne, men når de er nødvendige for at passe ordentligt på børnene, hvorfor så ikke stille samme krav i ældreplejen efter sommerens skandaler? Helt forudsigeligt rejste DF’s formand det krav på sit partis sommergruppemøde. Selv statsministeren, der jo har vundet regeringsmagten ved at gøre op med tidligere tiders reformpolitik og føre Danmark ud på glidebanen, gav før sommer udtryk for bekymring og advarede mod “fartblindhed”. Hendes fokus var udgifterne til corona-krisepakkerne. Men hendes problem stikker langt dybere. Økonomisk ansvarlighed har en politisk pris. En regning, som statsministeren indtil videre er løbet fra. Hvor de fleste andre statsministre lægger ud med et dyk i meningsmålingerne, har S-regeringen siden valget befæstet sin stilling. Siden marts har årsagen naturligvis været coronakrisen. Men under den ligger en helt anden forklaring. Både røde og blå regeringer har traditionelt investeret stemmer i ansvarlighed. De har indset, at den opgave ikke kan overlades til andre. Regeringen har magten og serveretten. Den må til gengæld gå forrest i kampen mod kortsigtede fristelser, der skader økonomien på længere sigt. De hårdeste slag skal helst tages med god tid til næste valg, så resultaterne kan nå at vise sig. S-regeringens foreløbige succes bygger på, at den nægter at følge det mønster. Dens første tid har handlet om at bruge penge på udvalgte interessegrupper. Eller tilpasse styringen til deres fordel og statskassens ulempe. Alle svære beslutninger er udskudt. Mange af dem klumper sig sammen i efterårssæsonen.
