ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kronik: Verdensmål er benhård business

I 2015 tog FN initiativ til at skabe en bæredygtig fremtid for alle klodens indbyggere. Et ufatteligt ambitiøst projekt. Det afspejler den barske sandhed, at den nuværende kurs med nedbrydning af det omgivende miljø, et stort ressourceforbrug samt stigende økonomisk ulighed ikke er holdbar på lang sigt. 

"Den nuværende kurs med nedbrydning af det omgivende miljø, et stort ressourceforbrug samt stigende økonomisk ulighed er ikke holdbar på lang sigt"


De 17 verdensmål og 169 tilhørende delmål præger ikke just den daglige offentlige og politiske debat, selvom de burde. For det er nok de færreste, der vil afvise, at en global befolkning på i dag 7,5 mia. mennesker stigende til 8,5 mia. i 2030 – året hvor verdensmålene skal være realiseret – kombineret med en voksende nationalindkomst per indbygger vil sprænge rammerne for den økonomiske model, der ligger til grund for verdenssamfundet. 

Alle aktører påtager sig et ansvar
Ingen kan forholde sig passivt til denne realitet. Der er behov for, at alle samfundets aktører lige fra det enkelte individ til store globale organisationer påtager sig et ansvar og omfavner de 17 verdensmål med målet om at skabe en mere bæredygtig verden – både socialt, miljømæssigt og økonomisk. Men især erhvervslivet kan spille en særlig rolle i at fremme denne udvikling gennem nye innovative produktions- og forretningsmodeller.

Og der er mange gode grunde for virksomheder til at gentænke, for skal de overleve på lang sigt, kræver det på sigt en omstilling til en mere bæredygtig forretningsmodel og en udformning af et greater purpose. 

"Der er mange gode grunde for virksomheder til at gentænke, for skal de overleve på lang sigt,"

En stor udfordring er dog, at den nuværende økonomiske model kun i mindre grad har formået at frigøre sig fra forhold som rig adgang til ressourcer, lave råvarepriser, begrænset opmærksomhed omkring de globale og langsigtede miljøproblemer mm. Heldigvis er der de seneste år kommet markant mere fokus på behovet for omstilling og hensyntagen til sociale og miljømæssige forhold. Men der er brug for endnu mere handling:


Bæredygtighed er afgørende
Vi skal alle indse og forstå, at bæredygtighed i bred forstand er afgørende og grundlaget for succes for virksomheder såvel som verdenssamfundet. 

Derfor er det rigtig glædeligt, at mange danske virksomheder erkender, at det ikke er et enten-eller, men et både-og med hensyn til at balancere korte og langsigtede økonomiske nøgletal med en miljømæssig og samfundsansvarlig bundlinje. Mange virksomheder har indset, at det skaber øget værdi for dem selv og for samfundet, når de integrerer et bæredygtigt mindset i deres forretning.

"Mange virksomheder har indset, at det skaber øget værdi for dem selv og for samfundet, når de integrerer et bæredygtigt mindset i deres forretning"

Implementering af verdensmålene kan åbne for nye forretningspotentialer og virksomheder, der forstår at tænke i nye innovative løsninger og omstille produktion til lavere ressourceforbrug og genbruge materialer (cirkulær økonomi), vil få en konkurrencemæssig fordel på længere sigt. Nogle vil måske ikke gøre dette grundet kortsigtede omkostninger, men netop derfor må fordele på langt sigt fremhæves.

Eksempelvis arbejder Carlsberg med at mindske affald og reducere sit CO2-fodaftryk ved at gennemtænke den måde emballage designes, produceres, forbruges og genbruges på. Et eksempel er et ny innovationsprojekt, hvor visionen er at designe en 100 pct. biobaseret og bionedbrydelig flaske i træfibre. 

Sikrer den danske velfærdsmodel
Det er dog meget vigtigt at erkende den realitet, at det er virksomhedernes produktion og indtjening, der sikrer arbejdspladser og indtjening til staten og dermed holder samfundet i gang og sikrer den danske velfærdsmodel. Derfor handler det om at finde den optimale balance mellem økonomisk værdiskabelse og bæredygtige hensyn, hvis implementeringen af de 17 verdensmål skal lykkes.

Det 17. verdensmål omhandler globale partnerskaber, hvilket bl.a. indebærer en styrkelse af privat-offentlige samarbejder og mobilisering af virksomheder og befolkninger på tværs af lande- og faggrænser i bestræbelser på at leve op til alle 17 mål. Uden frivillig tilslutning er udsigten til resultater ikke gode.

"Det 17. verdensmål omhandler globale partnerskaber, hvilket bl.a. indebærer en styrkelse af privat-offentlige samarbejder og mobilisering af virksomheder og befolkninger"

Danmark har traditioner for at se virksomheder som en integreret del af samfundet – Danmark betegnes ofte som et konsensusland – og en af det danske samfunds stærke sider er folkelige bevægelser. Umiddelbart har vi gode kort på hånden for at spille en rolle som et internationalt foregangsland inden for partnerskaber. Især hvis danske virksomheder indgår heri. 

I forhold til globale partnerskaber har vi i Danmark et særligt stærkt kort på hånden – nemlig de danske private fonde. I relation til verdensmålene er fondene godt positioneret til at være samlingspunkt for partnerskaber mellem virksomheder, det offentlige, vidensinstitutioner og civilsamfundet. Med deres stærkt funderede uafhængighed, finansielle ressourcer og langsigtede udsyn kan de medvirke til at nedbryde siloer, bringe ekspertise sammen og støtte innovative opfindelser, som har svært ved at finde støtte andre steder. 

Udfordringer skal løses
De udfordringer, som vores samfund står overfor, skal løses, hvis vi skal sikre en bæredygtig velstandsudvikling på kloden. Nytænkende partnerskaber med virksomhederne som integrerede aktører kan blive en del af Danmarks internationale bidrag. Med sådanne partnerskaber kan vi skabe økonomisk, social og miljømæssig værdi for alle.

Vi skal tage ansvar, og hvis vi gør det nu og på den rigtige måde kan Danmark blive et foregangsland, der kan medvirke til at skabe nye forretningsmuligheder i en verden i konstant forandring. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis