Foråret 2020 var på mange måder foråret, der smuldrede mellem hænderne på os. Der var mange, der mistede noget, som de aldrig får igen. Forsømte studentertider, knuste drømme, virksomheder i knæ. Helt ubærligt har det været for dem, der mistede deres kære – og ikke engang kunne få lov til at sige ordentligt farvel. Og samfundsøkonomisk kender vi endnu ikke de fulde konsekvenser af de seneste måneder.
De hårdt optjente erfaringer fra foråret taget i betragtning skulle vi være nogle skarn, hvis ikke vi tager ved lære og får den værdi ud af oplevelsen, som ligger lige for fødderne af os. Der er allerede mange fine idéer til, hvordan det store adfærdseksperiment, som covid-19 har sendt os ud i, kan være med til at ændre verdens gang. Mange drømmer om nye niveauer af kreativitet, som kan redde klimaet og skabe mere fred på jord.
Jeg drømmer gerne med. Men i dag nøjes jeg med at slå et slag for en noget mindre og mere hverdagspræget ambition. Nemlig at vi får set på de nye vaner og rutiner, som godt to en halv måneds intens træning har tvunget os ud i. For det er intet mindre end en foræring for udvikling og implementering af ny adfærd. Læringskurven har været ekstremt stejl – hjemmearbejdspladser er hastigt etableret, zoom- og teams-kompetencer er eksploderet, og omstillinger til nye produkter og produktionsformer er legio.
Det, der truer den forsatte læring lige nu, er, at vi på ruten mod almindelige tider fortrænger de vigtige indsigter – dem, som viste os, at det, som vi troede var umuligt, var muligt. For det kræver en særlig opmærksomhed at erstatte livslange fortroligheder med gode håndtryk og faste fysiske møder med nye vaner fra de seneste måneder. Også selvom vi allerede nu har erfaret, at meget af det nye faktisk gjorde både os og vores arbejdspladser godt.
Vaner er vigtige for os; vi kan slet ikke klare os uden. At få indarbejdet gode vaner er god mental økonomi, for vaner kræver begrænset neural aktivitet og frigiver mentale ressourcer til de svære opgaver – opgaver, som kræver, at vi tænker os om og måske tænker helt forfra. Vaner sikrer altså, at vi ikke bruger vores knappe intellektuelle ressourcer til at kvalificere rækkefølgen af morgenrutinerne eller analysere vejen til arbejde.
“Det kræver en
Helle Bro
særlig opmærksomhed at erstatte livslange fortroligheder med gode håndtryk og faste fysiske møder med nye vaner fra de seneste måneder. Også selvom vi allerede nu har erfaret, at meget af
det nye faktisk gjorde både os og vores arbejdspladser godt
I moderne ledelseslingo har vaner og “vi plejer” ofte en lidt negativ klang. Mange af os har svært ved at udfordre vanetænkning for at få de virkelig stærke og – i sagens natur – nytænkte løsninger frem i lyset. For, som vi alle ved, er forandringer mest velkomne hos dem, de ikke kommer bag på. Det vil typisk sige de af os, der sidder med i strategilokalet og er med til at forme dem.
Netop nu står vi i det, som adfærdsforskere vil kalde et gigantisk “moment of power”. Betegnelsen bruges om de øjeblikke, hvor vi er særligt modtagelige for at ændre adfærd eller skabe nye vaner. De kan opstå i forbindelse med store livsændringer, f.eks. når vi får børn, nyt job eller ny bolig. Lige nu er vores verden vendt på hovedet – og netop fordi så meget i forvejen er kastet op i luften, er vi ekstra modtagelige for nye måder at gøre tingene på.
Coronakrisen har sendt os ud på tynd is, når det kommer til erfaring: Vi har ingen data til at understøtte vores valg, og vi er blevet tvunget til at afholde os fra en masse selvfølgeligheder. Vi har måttet gøre rigtig mange ting på helt andre måder, også i vores arbejdsliv. Med andre ord står vi nu med et skønt udvalg af nye og stadig skrøbelige vaner, som det ellers ville have taget virkelig lang tid og en masse dyre inspirationsworkshops at få sat i værk.
At de nye vaner er skrøbelige, betyder desværre, at de gamle vaner bare står og venter på, at vi falder tilbage i dem. En Epinion-undersøgelse viste allerede tirsdag i den første åbningsuge, at der i løbet af en uge var sket et fald i danskernes tilbøjelighed til at undgå forsamlinger på mere end ti personer, selvom maks.-grænsen altså stadig stod ved magt. Samme dag viste en undersøgelse, at danskerne har genvundet optimismen og er blevet mindre bekymrede for landets tilstand, end de var tidligere under krisen. Jeg tror, at der er en sammenhæng.
Det er derfor nu, at du som leder skal gøre noget særligt for at sikre, at coronaoplevelsen bliver et springbræt til ny læring og ikke en sliske, der leder hurtigt tilbage til den gode, gamle præ-coronelle hverdag. Så inden optimismen løber med os og frister med højt humør og længsel efter tidligere tiders status quo, skal du som leder kigge ned i vanerepertoiret i din organisation: Hvilke nye sprøde, skrøbelige vaner skal I have udfoldet til generisk praksis, og hvilke vaner skal forblive fortid?
De sidste dage har vi set flere virksomheder melde ud om optimering af hjemmearbejdspladsen, flere hjemmearbejdsdage og fortsatte onlinemøder. Og det er smart, for her er lederne klare og tydelige i at fastholde de nye gode læringer. Og de siger det højt, så det forpligter – både dem selv og dem, der skal bære den ny praksis videre.
Mange er altså allerede i gang med at se nærmere på de gode vaner fra hjemmearbejdspladserne. Lader fysisk fremmøde være frivilligt eller nøjes med at fylde organisationens lokaler halvt op – for trivslens, miljøets og/eller økonomiens skyld. Måske skal I også videreføre de strammere og mere effektive mødeformer, så I kun holder face to face-møder, når emnet virkelig kræver det?
Måske skal I optimere de kreative benspænd, som I har været nødt til at indlægge under corona, så I jævnligt tvinger jer selv til at vende produktporteføljen på hovedet?
Mit enkle budskab er, sørg for at dykke ordentligt ned i de nyetablerede vaner. Find ud af, hvilke der skaber værdi for jeres medarbejdere og jeres virksomhed, og fasthold dem. Eksperimenter med opfindsomhed i en strammere ramme, og udnyt både langsomheden og hastigheden i de mange nye værktøjer. Og vær åben for andre nye metoder, når I nu alligevel er i gang.
Hvad du end gør, så er det nu – som i lige nu – du skal stoppe op, tænke efter og være åben for at lade den dyrt optjente empiri, som du begyndte at indsamle 11. marts, komme til sin ret.