Jeg er i skrivende stund 49 år, men lige om lidt bliver jeg 50. I den anledning melder tanker om både tid og overgange sig relativt massivt; fysisk har tyngdeloven for længst gjort sit indtog, energien kommer ikke mere af sig selv, og jeg har formentlig levet i længere tid, end jeg har tilbage. Vi ved fra både de gamle folkeviser og den klassiske litteratur, at overgange altid har påvirket mennesket – vi forlader det, vi er fortrolige med og bevæger os ind på et ukendt territorie.
Vi er født til at være bange for at blive gamle af den meget simple grund, at vi kommer nærmere det, der indiskutabelt er det store fælles vilkår: Det hele slutter en dag. Forskningen afslører mange interessante perspektiver på de svære aldersovergange, f.eks. de velkendte nitalsendelsesårige; hvis du er 49, er der tre gange så stor chance for, at du førstegangstilmelder dig et maratonløb, end når du er 48. Det samme gælder i øvrigt karriereskift og motorcykelkøb.
Og jeg kan da heller ikke på nogen måde se mig fri for, at jeg i skrivende stund også spekulerer på, hvordan jeg let og elegant – og uden en dyb bekymringsfure i panden – skal kunne udbasunere, at jeg er 50. Med stolthed og uden vævende tilløb. Så jo, overgangen har da i den grad også fat i mig, netop som jeg står her på tærsklen.
Siden 60’erne, hvor begrebet “ungdomskultur” for alvor blev til virkelighed, har den ellers gangbare opfattelse af, at alder er lig med visdom været udfordret – eller som Bob Dylan (nu 79!) er citeret for at have sagt: “Never trust anybody over 30". Og delvis med rette. For risikoen for at foretrække det kendte, det allerede afprøvede, og det vi plejer, er stor. Det har ikke udfoldet sig helt så tydeligt i andre kulturer; i det meste af Sydeuropa er der større respekt for familiens ældre, og en god ven fortalte mig for nylig, at man i Japan uhyre sjældent bliver leder, før man er 45.
“Som Bob Dylan (nu 79!) er citeret for at have sagt: “Never trust anybody over 30"
Helle Bro
I Danmark påstås vi at dyrke ungdommen, og drømmen om det grå guld antydes at være et meget stort kollektivt selvbedrag. I 1995 dukkede begrebet “ældrebyrde” endda op i det danske sprog. Men måske dyrker vi mest, at vi skal opfattes som unge? For når det kommer til, hvem man har lyst til at ansætte, melder de danske ledere i en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation bredt ind med, at alder er uden betydning – og når alder betyder noget, er der 13 pct., der foretrækker de modne medarbejdere, hvor kun 7 pct. hælder til en præference for unge medarbejdere.
En anden undersøgelse fra DI 2019 viste, at gennemsnitsalderen på de danske ledelsesgange var let opadgående. Der er med andre ord ikke noget, der tyder på, at man behøver gå i panik, fordi man nærmer sig 50’erne. Hvis vi skal stole på markedets visdom, ser det ud til, at vi kan noget, der er efterspurgt, når vi bliver ældre.
Når jeg nu står ved det, man i min barndom kaldte et skarpt hjørne, leder det tankerne tilbage. Jeg havde ikke ramt de 30 år, da jeg ansatte min første medarbejder, så jeg har brugt en meget stor del af mit arbejdsliv på at lede. Så hvad er det, der er bedre nu, end det var, da jeg var ung? Hvad er det, vi kan som ledere, når vi har været rundt om blokken et par gange? Hvad er det, der gør, at vi med sindsro kan se fremad mod de næste ti år?
Jeg synes ikke, at alle mine overgangsovervejelser nødvendigvis har resulteret i et entydigt svar på overskriftens spørgsmål. Men lige gyldigt om vi har alderschauvinisme i Danmark – i den ene eller den anden retning – eller om der også i forhold til alder er plads til diversitet, så havde min gamle mormor i bund og grund ret: Alder er et vilkår, og den er endda et af de relativt demokratiske vilkår – hvis vi lever længe nok, bliver vi gamle.
Så derfor vil jeg ikke skue mere tilbage til de gode gamle festlige, energifyldte, ubekymrede dage, hvor jeg var mindre belastet af viden om, hvordan tingene kan bevæge sig ærgerlige steder hen eller gentage sig i kedsommelige cirkler. Lad os i stedet se på et par indiskutable og ret banale fordele for ledelsesopgaven ved tiltagende alder, som alle tre lapper over og fletter sammen:
1) Forfængeligheden er for nedadgående:
Som tidligere nævnt har tyngdeloven holdt sit indtog, og det er i sig selv frisættende at være mindre optaget af den klassiske visuelle forfængelighed – jeg har med andre ord for mange år siden givet slip på den forberedelse, der handlede om, hvorvidt folk synes, at jeg var pæn.
Men den er slet ikke så vigtig som fritagelsen for en anden forfængelighed. Jeg oplever det som en stor lettelse, at jeg med årene er blevet en hel del mindre fagligt forfængelig. Og det er ikke, fordi faglighed betyder mindre; jeg er bare holdt op med at have behov for at få ret. Måske fordi jeg nu stoler så meget på min egen faglighed, at jeg nyder, at den bliver beriget, når jeg lytter nysgerrigt til alternativer og giver slip på at skulle stå med alle de færdige løsninger? Det skærper sagsfokus og efterlader båndbredden til det vigtige.
2) Jeg har – som regel – været der før:
Dette er det farlige aldersargument, for det lægger op til de to kedsommelige og lidt reaktionære fraser “vi plejer” og “det har vi prøvet”, som i sagens natur kalder på det modsatte af styrker, for det er en evig balancegang ikke at falde i sin rige erfaringsgrav pr. default.
Der hvor jeg tænker, at erfaringen er mest anvendelig, er som retorisk potentiale. For jeg oplever, at argumentationen glider så meget lettere, som årene går. Det er ikke længere nødvendigt at argumentere og kæmpe for min sag. Jeg kan ofte nøjes med at eksemplificere med tidligere erfaringer – bare fortælle, hvad jeg tidligere har set, hørt og oplevet som virksomt. Alderen og de medfølgende praktiske erfaringer giver mig med andre ord mulighed for at lave den klassiske show-don’t-tell.
3) Folk lytter mere:
Det er som om grå hår, rynker og en læsebrille i sig selv påvirker omverdenens vilje til at lytte: Folk hører simpelthen mere efter, hvad jeg siger i vore dage. Det er klart, at de to ovenstående fordele også kan spille ind her, men lidt hårdt trukket op, føles det, som om lydhørheden er proportionalt tiltagende med afstanden til mit fødeår, og at det cv, som mit ansigt afslører, automatisk giver mig adgang til en skærpet opmærksomhed. Det var noget sværere at være 29 år med egen virksomhed og forsøge at overbevise verden om, at jeg havde fat i den lange ende.
“Set fra min stol har Bob Dylan altså ikke har haft succes med sin opfordring. For dybt i os alle bor en trang til at læne os op ad erfaring
Helle Bro
Set fra min stol har Bob Dylan altså ikke har haft succes med sin opfordring. For dybt i os alle bor en trang til at læne os op ad erfaring. Og det giver måske lidt tyngde til et svar på overskriftens spørgsmål, for jeg tror faktisk, at aldring – udover min mormors joviale, men indlysende sandhed – er en fordel.
Og så er det ellers op til os, der har været så heldige at runde de skarpe hjørner, ikke at forherlige alder, men være ydmyge og holde os åbne for de berigende, begavede og alternative tilgange, som vores yngre medmennesker byder ind med. Og at afholde os fra at shoppe motorcykler og redde os (dyre) korsbåndsskader ved at tilmelde os det første det bedste maratonløb, når vi nærmer os det runde hjørne.
