Først en tak til Jakob Hald for at respondere på min kommentar “Vag rapport om konkurrencen i banksektoren” i mandags – specielt i lyset af at jeg stillede et meget konkret spørgsmål til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i min kommentar. Lad mig gentage det her, da Jakob tilsyneladende ikke har fanget spørgsmålet:
Det relevante spørgsmål er: Hvis bankerne leverer et afkast, der er højere end afkastkravet – eller normalafkastet – hvorfor er markedet så i perioden siden 2015 oftest ikke villig til at betale i nærheden af indre værdi, altså værdien af bankernes bogførte egenkapital, og i lange perioder nærmere halvdelen af indre værdi, for de danske bankaktier? Alene ved at stille det spørgsmål kan man skabe overensstemmelse imellem teori og praksis. Kære konkurrencestyrelse: Hvad er jeres forklaring?
“Kan det være, fordi markedet ikke har samme risikopræmie til alle sektorer?
I stedet opremser du det samme, som I skriver i rapporten med henvisninger til Nationalbankens estimering af risikopræmien i 2020 samt Pablo Fernandez’ årlige spørgeskemaundersøgelse. Pablos rapport kan næppe beskyldes for at give et entydigt svar. For Danmark er risikopræmierne i 2020 indrapporteret fra 73 respondenter – jeg har sandsynligvis været en af dem – og risikopræmie er imellem 3,8 pct. og 10,4 pct. I USA er den imellem 2,0 pct. og 13,4 pct., så det er ikke kun i Danmark, at spændet er enormt. Selv den risikofrie rente er der betydelig uenighed om: -0,4 pct. til 3,7 pct. for Danmark og -0,2 pct. til 5,2 pct. for USA.
Ja, jeg har altså læst hele jeres rapport, men hvor I bruger 143 sider, er jeg begrænset til et etsides opslag, så jeg må være noget mere summarisk for ikke at skræmme alle læserne væk og/eller få redaktøren på nakken.
Nu da du endnu ikke har svaret på mit spørgsmål i første runde, kan jeg give et par forslag:
Kan det være, fordi markedet ikke har samme risikopræmie til alle sektorer? Kunne det skyldes, at markedet kræver en højere risikopræmie for at investere i banker end i f.eks. skadesforsikringsselskaber?
Med hensyn til 2017-rapporten om realkreditsektoren skriver jeg: “Noget, der fra min stol mest lignede politisk bestillingsarbejde” – det synes jeg fortsat, den gør, men jeg synes, at vi skal gemme den diskussion, til når jeg som lovet i min kommentar i mandags tager denne rapport under kærlig behandling på et senere tidspunkt.
