ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Sofie Holme Andersen: Løkkes opstramning af finanspolitikken vil forlænge krisen – ligesom i 2011

Står det til Moderaternes formand, Lars Løkke, bør finanspolitikken strammes yderligere for at inddæmme inflationen. Men argumentet holder ikke, siger Sofie Holme Andersen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Står det til Moderaternes formand, Lars Løkke, bør finanspolitikken strammes yderligere for at inddæmme inflationen. Men argumentet holder ikke, siger Sofie Holme Andersen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen vil stramme finanspolitikken. Han vil ikke sige med hvor meget, men det skal få inflationsbølgen til at flade ud, siger han i Børsen:

“Det bliver vigtigt at stramme på finanspolitikken for at få inflationsbølgen til at flade ud noget før.”

Det tyder på, at Løkke ikke har helt styr på, hvordan inflationen er skabt. Både Nationalbanken, formandskabet for Det Økonomiske Råd og vi i AE har vist, at den høje inflation, vi ser i Danmark, er importeret fra udlandet. Det Økonomiske Råd angiver, at den del, der er drevet af frie markedskræfter indenlandsk i Danmark, er omtrent nul (og faktisk svagt negativ).

Det betyder, at vi ikke rigtig kan gøre noget ved inflationen. Vi kan undlade at gøre den værre, men vi kan ikke få de tocifrede inflationsrater til at blive normale kun ved hjælp af finanspolitikken.

Usikker fremtid

En analyse med den økonomiske model Adam viser, at strammer man finanspolitikken med 1,1 pct. af bnp ved hjælp af den offentlige beskæftigelse, vil inflationen blot blive 0,2 procentpoint lavere. I september var inflationen 10,0 pct. i forhold til september sidste år.

På den måde er Løkke konsistent. Både dengang og nu vil han stramme finanspolitikken på et uhensigtsmæssigt tidspunkt. Og både dengang og nu vil det forøge og forlænge krisen

Man skal således ikke foregøgle nogen, at en realistisk opstramning af finanspolitikken vil have nogen nævneværdig effekt på inflationen. Samtidig har formandskabet for Det Økonomiske Råd angivet, at de mener, at det fremlagte finanslovsforslag passer til konjunktursituationen.

Derudover er der en betydelig risiko for, at rentestigningerne vil dæmpe økonomien mere end ventet, hvilket The Economist skrev om i september. Det kan ske, når centralbankerne ikke tager højde for, at deres rentestigninger vil dæmpe efterspørgslen i udlandet. I så fald vil økonomien blive dæmpet mere end ønsket, fordi der ikke tages højde for effekten af de andre landes rentestigninger.

Hvad der sker med aktiviteten i dansk økonomi det kommende år, er derfor meget usikkert. Hvad en finanspolitisk opstramning dog med sikkerhed vil gøre, er at mindske bnp. Det vil sende dansk økonomi i recession – eller en dybere recession, alt efter hvor man vurderer, dansk økonomi er på vej hen. Det er den forkerte medicin.

Uhensigtsmæssig stramning

I en recession bør man lempe finanspolitikken – eller som minimum ikke stramme den. Det vidste Løkkes forgænger, da finanspolitikken blev lempet ved indgangen til finanskrisen. Men i 2011, hvor økonomien stadig var i krise, strammede Løkke finanspolitikken, så krisen blev forværret.

På den måde er Løkke konsistent. Både dengang og nu vil han stramme finanspolitikken på et uhensigtsmæssigt tidspunkt. Og både dengang og nu vil det forøge og forlænge krisen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis