KOMMENTAR - Globale aktier faldt med 7,7 pct. i 2018 opgjort som totalafkastet i lokalvaluta. Kursfaldet var det første siden 2011, det største siden 2008, og blev en realitet efter to meget betydelige korrektioner i oktober og december, hvor verdensindekset faldt med i alt 16 pct. fra et historisk rekordniveau i september. I Danmark faldt C25-indekset med 11 pct.Aktiemarkedet var dog så langt fra det eneste marked under pres sidste år. På obligationsmarkederne faldt europæisk high yield-kredit med 3,6 pct., og statsobligationer fra emerging markets faldt med mere end 6 pct. Guld tabte godt 2 pct. overfor dollar, og bitcoin viste med et fald på omkring 75 pct., at der heller ikke udenfor det etablerede marked var trøst at hente. Med undtagelse af kakao og hvede faldt råvarepriser ligeledes, drevet ikke mindst af et fald i oliepriserne i løbet af efteråret på næsten 40 pct.