I erhvervslivet siger man til tider, at kunden altid har ret. Markedet sikrer, at vi samlet set får den bedste løsning, hvis alle er tvunget til at tjene kunderne bedst muligt. Mange politikere tænker på samme måde om deres vælgere. Men demokratiet leverer kun løsninger til gavn for helheden, hvis vi optræder som ansvarlige borgere.
Vi har ret at varetage vore egne interesser. Men hvis vi opfatter os som pligtfri kunder i folkestyret, så får vi de politikere, vi fortjener. Sådan er det for øjeblikket ved at gå med de ambitiøse klimamål, som vælgerflertallet støtter.
I sidste uge viste en Megafon-måling for Politiken, at et klart flertal af vælgerne samtidig afviser CO2-afgifter, der rammer dem selv på pengepungen. Selvom både Klimarådet, de økonomiske vismænd og alle andre relevante eksperter har dokumenteret, at vi kun kan nå klimamålene i tide til en overskuelig pris – med CO2-afgifter, der sikrer, at forureneren betaler.
Vælgerne beder altså politikere om at blæse og have mel i munden. Og det prøver de så. Resultatet er forudsigeligt. Regeringen forsikrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de indfris. Støttepartierne siger, at klimaet er deres førsteprioritet. Men vil meget snart indgå aftale om en finanslov, der næppe heller denne gang matcher behovet for rettidig klimahandling.
Venstre støtter princippet om CO2-afgifter. Men tøver med at tage konsekvensen og fremlægge en sammenhængende grøn skattereform. Erfarne politiske iagttagere har i deres stille sind for længst afskrevet klimasagen som et overfladisk fatamorgana. Danskerne efterspurgte følelsen af grøn omstilling. Ikke vejen dertil.
Før den tankegang for alvor vinder hævd, er der grund til at advare mod konsekvenserne. Den vil betyde, at der i de kommende år vil blive spildt milliarder af kroner på ineffektive klimaløsninger. Samtidig vil erhvervslivet blive holdt hen i uvished om fremtidens rammevilkår. Det er gift for grønne investeringer og forretningsmodeller. Størst er måske risikoen for, at de nye generationer af klimabevidste vælgere vil reagere med forståelig vrede, når de om få år opdager, at magthaverne i deres forældres generation holdt dem hen med tom snak.
Et klimaoprør i årtiets sidste halvdel kan føre til pludselige, uovervejede hovsabeslutninger. De vil ramme økonomien, forbrugerne og erhvervslivet langt hårdere end de CO2-afgifter, som flertallet nu betakker sig for.
De sande grønne helte er dem, der har personligt og intellektuelt overskud til at bryde med deres egen vanetænkning for at undgå en sådan tragedie. Som f.eks. analysechef Otto Brøns-Petersen fra CEPOS. Den blå tænketank kæmper for lavere skatter og har ikke selv anbefalet de ambitiøse klimamål. Alligevel er Brøns-Petersen med afsæt i sin ekspertise fra mange år som topembedsmand i Skatteministeriet gået helhjertet ind i kampen for en klog, billig og rimelig klimaløsning. Med kontroversielle, konkrete forslag om højere CO2-afgifter. Bl.a. på køer og lavtliggende landbrugsjord.
Hvornår hører vi fra røde meningsdannere, der tør indrømme, at virksomhederne til gengæld skal kompenseres med lavere erhvervsskatter – og at regningen må betales med reformer?
