Lad os starte med at adressere elefanten i rummet. Vi er repræsentanter for to danske brancher, som bidrager markant til udledningen af CO2 og andre klimagasser. Det er blevet bedre, og bevidstheden har for længst indfundet sig, men vi er fortsat pinligt bevidste om, at vi stadig har et stykke til målet. Dansk skibsfart og det danske fødevareerhverv skal være klimaneutrale i 2050. Det løfte er vi i fuld gang med at finde veje til at indfri.
Men hvis vi virkelig skal rykke noget, så skal vi også kigge ud i verden og forsøge at påvirke beslutninger, som har indflydelse på verdens klima, andre steder end herhjemme. Det betyder også noget for vores konkurrencesituation. Klimadiplomati har aldrig været vigtigere, og med udnævnelsen af en egentlig minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik har vi muligheden for at fokusere helhjertet på at opkvalificere klimadiplomatiet.
“Klimaudfordringerne kan ikke løses ved national enegang alene, men forudsætter koordination og samarbejde i internationalt regi
På havet har vi med FN’s søfartsorganisation, IMO, et organ, som har muligheden og kompetencen til at beslutte global regulering. Det skal vi udnytte. IMO regulerer alt fra sikkerhed ombord på skibene til, hvor man må lukke ballastvand ud. Men det kan også være med til at beslutte, hvad der må benyttes af brændstof på skibene, og hvor hurtigt der skal skrues ned for udledningerne. Men det kræver diplomati at opnå resultater og først og fremmest sikre, at alle 175 medlemslande bakker op.
Bevæger vi os ind på land og ud på marken, så bliver en klimaafgift på fødevarer af mange givet som et af svarerne på landbrugets klimaudledning. Men hvis en klimaafgift skal have nogen effekt, så er det afgørende, at den indføres som led i et internationalt samarbejde. Det kan f.eks. ske ved etablering af en klimaklub som forslået af den tyske regering. En klimaklub, som ideelt set består af EU, USA og Kina, vil øge mulighederne for at gøre fremskridt inden for klimabeskyttelse og samtidig reducere lækage og konkurrenceforvridninger.
Klimaudfordringerne kan ikke løses ved national enegang alene, men forudsætter koordination og samarbejde i internationalt regi. Til vands har vi brug for, at den globale klimaminister sætter alt ind på at bygge bro mellem i- og ulande, så vejen kan banes for en ambitiøs, global klimaregulering af skibsfarten. Til lands er det simpelthen en nødvendighed at sikre et samarbejde, hvis vores anstrengelser i Danmark skal have en reel betydning for klimaet.
