Vi skal holde fast i det ambitiøse klimamål, vi har aftalt i Danmark. For virkeligheden er, at vi med det mål kun lige indfrier 1,5-graders målsætningen i Parisaftalen. En målsætning, som hele verden har sagt ja til at nå for at modvirke en klimakrise. Vi er med andre ord nødt til at være ambitiøse, og det har vi i Danmark heldigvis gode forudsætninger for. Men det kræver, at vi sætter ind på alle områder og er villige til at investere på den korte bane.
Danmark har i mange år arbejdet målrettet mod en mere bæredygtig energiforsyning, og i dag er vi et grønt foregangsland. Men mens vi har gjort elforsyningen grønnere, er udledningen af CO2 fra transportsektoren steget. Derfor er det nu tid til, at Danmark går forrest, når det gælder grøn transport og infrastruktur og dermed at få brugt den grønne strøm flere steder i vores samfund.
Vi skal have mange flere elbiler på vejene. Så hvad venter vi på? Teknologien til hybrid- og elbiler er allerede klar, og der er ikke nogen vej uden om persontransporten, hvis vi skal nå 70 procents-målsætningen.
Klimapolitik er også industri- og erhvervspolitik. Vi repræsenterer store virksomheder i Danmark, som leverer til den grønne elforsyning og den grønne omstilling af bilbranchen.
“Sidstnævnte er en overset dansk styrkeposition, som har alle muligheder for at vokse sig større og stærkere i forbindelse med, at hele verden bliver elektrisk og bilmarkedet overgår til nul- og lavemissionstransport. Men sammenligner vi os med de øvrige nordiske lande, er vi langt bagud.Hvis vi i Danmark formår at fastholde vores rolle som en stor underleverandør til den grønne bilindustri, vil man understøtte det store eksportpotentiale, som eksploderer lige om lidt, når hele verden bliver elektrisk
Med 1 mio. elbiler og opladningshybrider i 2030 vil kun 33 pct. i 2030 være nul- og lavemissionsbiler. Til sammenligning vil det i Norge allerede fra 2025 være slut med at sælge biler med traditionelle forbrændingsmotorer, således at Norge i 2040 vil have en næsten helt CO2-fri personbilflåde, fordi de gamle benzin- og dieselbiler er blevet skrottet. En sidegevinst vil desuden være markant bedre luftkvalitet i byerne.
Regeringer over hele verden sætter mål for antal af elbiler på vejene. Med elbilkommissionens forslag til ny bilbeskatning er der taget det første skridt i de politiske forhandlinger af et dansk mål – og det mål skal være ambitiøst. I regeringens klimapartnerskab for energi- og forsyningssektoren fandt man frem til, at der skal 1,5 mio. elbiler på vejen for at nå 70 pct.-målet. Finder man ikke CO2-reduktionerne i biltransporten, opstår udfordringerne for alvor, og man skal finde CO2-reduktionerne i andre sektorer, hvor reduktionerne både er sværere og dyrere.
Vi skal også være ambitiøse, fordi det handler om danske arbejdspladser. Både i den grønne elforsyning og i bilmarkedet. Selvom der ikke findes danske bilmærker, og vi ikke har en egentlig bilproduktion i Danmark, har danske virksomheder en betydelig rolle som underleverandør til den globale bilindustri. På nuværende tidspunkt er der 7000 beskæftigede i de ca. 400 danske virksomheder, der leverer til bilindustrien, og ifølge en analyse fra Dansk Industri kan tallet vokse til 35.000 om ti år. På verdensplan forventes det, at der vil blive solgt “grønne” biler for ca. 110 mia. kr. i 2030 mod ca. 20 mia. kr. i dag. Indtjeningspotentialet står altså til at blive seksdoblet frem mod 2030.
Over de seneste fem år er udviklingen desuden gået særlig hurtigt – ikke mindst når man ser på netop den grønne danske eksport til bilindustrien. Her er salget af elektriske komponenter til el- og hybridbiler mere end seksdoblet på bare fem år, så der nu sælges for 650 kr. i industrien for hver 100 kr., der blev solgt for i 2015. I samme periode blev den generelle danske eksport til bilindustrien knap fordoblet. Hvis vi i Danmark formår at fastholde vores rolle som en stor underleverandør til den grønne bilindustri, vil man understøtte det store eksportpotentiale, som eksploderer lige om lidt, når hele verden bliver elektrisk. Danske virksomheder vil opleve et eksporteventyr, der over de næste ti år kan skabe vækst og danske arbejdspladser. At turde være ambitiøse vil derfor samtidig give Danmark en styrkeposition inden for komponenter til elbilindustrien og dermed give danske virksomheder en konkurrencefordel, som på kort sigt kan gøre Danmark – og danske virksomheder – til et udstillingsvindue for transitionen til grøn transport. Derfor er grønne bilafgifter også sund industripolitik.
Bilen er en af de største investeringer, vi foretager os privat, og pris er derfor en afgørende faktor. I dag er elbilen dyrere, hvorfor det kræver bedre incitamenter at vælge en elbil. Det gør det ligeledes for virksomheder, som også bør være ambitiøse og have mål om nulemissions-firmabiler i 2030. I Danfoss har vi allerede forpligtet os til en elektrisk bilflåde i 2030.
Ambitiøse beslutninger er svære, fordi de er vigtige. Vi bør udvise mod i forhandlingerne om fremtidens persontransport og udnytte potentialet i elektrificering til at nå klimamålene. Samtidig bør vi gå forrest og vise resten af verden, hvad løsningerne fra danske grønne virksomheder kan bidrage til. Det vil gavne både klima og dansk industri – og skabe dansk vækst og danske produktionsarbejdspladser – især når resten af Europa og verden følger med.