Gennem de seneste årtier er Kina blevet den største kreditor for udviklingslandene. Det har medført historier om, hvordan Kina gennem et gældsfælde-diplomati overtager havne og anden infrastruktur. Derudover er det stort set umuligt at få en gældsomlægning i Paris-klubben – hvor man behandler ubetalte lån mellem lande – hvis Kina er en del af kreditorgruppen. Og med stigende rivalisering mellem USA og Kina er der ikke mange point at hente i Washington, hvis man plejer finansielt samkvem med Beijing.
Så hvorfor låne penge fra Kina? De oprindelige forklaringer, som “Kina stiller færre esg-krav”, og “Kina kan komme med den fulde pakke af finansiering og knowhow”, holder stadig, men en del lande søger nu at holde Kinas indflydelse i skak, ikke mindst fordi det lokale erhvervsliv har svært ved at klare konkurrencen. Alligevel finder nogle lande det stadig opportunt at tage lån fra Kina – hvilket der kan være gode grunde til.
Strategiske manøvrer
Først og fremmest viser forskere fra Verdensbanken, Harvard University og Kiel Institute, at Kina er en ret god “lender of last resort”.
Kina har lavet flere og større gældsomlægninger end Paris-klubben i de seneste ti år, og under corona var Kina meget villig til at give henstand til likviditetstrængte lande. People’s Bank of China har ydet såkaldte “swap-lines” (som giver trængte lande adgang til valuta) på over dollar 170 mia., mens kinesiske banker har udstedt kriselån for mere end dollar 70 mia.
Kina yder helst lån til lande i “Belt and Road”-initiativet eller til lande med vigtige råstoffer. Og så længe landene servicerer gælden eller blot har brug for henstand, synes Kina at være lige så medgørlig som de vestlige kreditorer ved bordet i Paris-klubben.
Men hvis et gældsproblem kræver en genuin gældseftergivelse, er Kina en vanskelig bordherre. Det er forbudt for kinesiske embedsmænd at eftergive statslig udlandsgæld, og mangelfuld indenlandsk koordinering gør det nærmest umuligt at få politisk mandat til et sådant “haircut”.
Derimod er rygterne om, at Kina snupper kritisk infrastruktur fra de gældsramte lande, nok overdrevne. Reelt er det kun den srilankanske havn Hambantota, der har været indblandet i en kinesisk gældsomlægning. Her overtog et kinesisk firma driften af den underskudsgivende havn via en lang leasingkontrakt, som gav Sri Lanka et tiltrængt likviditetstilskud til de offentlige finanser.
En mere typisk modus operandi er at koble sikkerhed for lån sammen med køb af vigtige råstoffer eller mineraler til Kina. Kina kræver ofte, at en del af provenuet ved salg af f.eks. olie sættes ind på en reservekonto i en kinesisk bank, så der altid er sikkerhed for et års afdrag og renter på lånet. Det er normal praksis i projektfinansieringer som f.eks. vindmølle- og solcelleparker. Kina har bare udvidet den i forbindelse med. statslig långivning.
Udover at Kina har vist sig villig til at yde henstand (men ikke nedslag) til trængte debitorer, kan lokale politikere have flere grunde til at foretrække lån fra Kina. Et studie fra Georgetown University viser, at regeringer sidder længere ved magten, hvis de låner penge fra Kina, hvorimod lån fra Valutafonden IMF, som er det mest oplagte alternativ, tenderer til at forkorte regeringers levetid.
Den oplagte forklaring er, at IMF typisk stiller en del reformkrav i form af lavere subsidier, bedre skatteopkrævning mm. Kina stiller færre krav og kræver i øvrigt helst fortrolighed om deres lånevilkår. Det er dog værd at nævne, at effekten på regeringers levetid også er størst ved højere korruptionsniveauer.
Man kan formode, at flere lande vil blive tvunget til at vælge side i striden mellem USA og Kina. For dem, der går med Kina, må man håbe, at de ikke får behov for gældseftergivelse.
Som nævnt er det svært med Kina som kreditor, og forskere fra Princeton finder desuden tegn på, at der er en “Kina-præmie” i forbindelse med. internationalt låneoptag. I hvert fald synes en større afstand fra USA’s holdning (i FN-afstemninger) at give mindre gunstige behandlinger i Paris-klubben.
Men Kinas fremtidige rolle som global långiver bestemmes først og fremmest i Beijing. Her ser man ikke med udelt begejstring på de problemer, som en række låntagerlande er løbet ind i. Kina synes at være slået ind på den samme hårde læringskurve, som vestlige kreditorer ramte efter gældskrisen i 1980’erne. Efter nogle utilstrækkelige forsøg i 1990’erne endte den krise først med en massiv gældseftergivelse i starten af det 21. århundrede.
