Løbet er kørt. Kina bliver verdens grønne supermagt. Solceller, batterier, elektriske biler, vandkraft, atomkraft. Landet er førende eller på vej til at blive det på næsten alle områder. Det har også startet store projekter i grønt brændstof som brint og metanol. Det er godt nyt for verden og for klimaet, så vi bør glæde os over Kinas succes og ønske tillykke.
Mens EU har hyldet sig selv for sine grønne ambitioner, er Kina altså løbet med guldet. USA prøver med Inflation Reduction Act at tage kampen op, men den grønne omstilling bliver ikke EU’s “man on the moon moment”, som Ursula von der Leyen proklamerede for få år siden. EU udmærker sig faktisk kun på et punkt – som verdensmester i regler, der desværre ikke bidrager til Europas konkurrenceevne. Det bedste, vi kan håbe på, er nok at uenighed blandt EU’s medlemslande sætter stop for yderligere regulering, hvilket heldigvis ser ud til at være tilfældet med det omdiskuterede Corporate Supply Chain Due Diligence Directive.
Kinas konkurrenceevne har paradoksalt nok været hjulpet på vej af europæiske støtteordninger, der favoriserer grønne investeringer, hvilket kinesiske virksomheder med held og dygtighed har udnyttet til at forsyne det europæiske marked med solceller, batterier, elbiler med videre.
Fem ud af verdens fem største producenter af solceller er kinesiske med Tongwei Solar i spidsen. 95 pct. af solcelleproduktionen foregår i Kina. Den kinesiske bilfabrikant BYD er nu inkl. hybrid foran Tesla som verdens største producent af elbiler, og kinesiske CATL er verdens største batteriproducent.
Det kommer næppe til at stoppe her. Kinas grønne succes vil med al sandsynlighed blive selvforstærkende, når produktionen øges, og enhedsomkostningerne falder. Samtidig har Kina en vital interesse i at blive selvforsynende med energi og nedbringe luftforureningen fra kul, der er et alvorligt sundhedsproblem for landet.
Det er heller ikke uvigtigt, at Kinas ubestridte leder Xi Jinping har gjort det til en målsætning for Kina at skabe en “økologisk civilisation”, hvor “grønt er guld”, og “menneskeheden og naturen kan leve i harmoni” (The Carbon Brief Profile: China). Et gæt er, at Kina vil nå CO2 neutralitet før EU, selv om landet først har forpligtet sig til at nå så langt i 2060, ti år efter EU’s mål om net zero i 2050.
Nogle vil måske mene, at EU skulle tage ved lære af Kinas autoritære kapitalisme og indføre mere planøkonomi og endnu mere regulering. Kinas grønne succes beror dog ikke på statsejerskab, men på privat initiativ.
Statsejede kinesiske virksomheder beordres ganske vist til grøn omstilling, men de innovative grønne selskaber som BYD, CATL eller Tongwei er privatejede, bl.a. har Berkshire Hathaway (Warren Buffett) klogt købt sig ind i BYD for flere år siden.
Faktisk er der en del, der tyder på, at Kina har økonomiske problemer, der knytter sig til den autoritære kapitalisme. Økonomiske problemer er gang på gang blevet udskudt ved at bruge lånte penge, således at landet nu står med en kæmpemæssig gæld på næsten 300 pct. af bnp. Konsekvensen for Kina kan blive en langvarig stagnation, som vi ser i øjeblikket, eller et egentlig krak, hvor kreditorerne mister en stor del af deres penge.
Analytikerne begynder allerede at tale om “Peak China”, altså at Kina har toppet og aldrig vender tilbage til vækstrater på 8-10 pct., som vi så før covid-19. Det samme skete i Japan, hvis økonomi har stagneret i tre årtier (selv om der nu endelig er mere positive tegn her).
Et andet dårligt signal for Kinas økonomiske fremtid er undertrykkelsen af landets tech-iværksættere samt et langt mere kontrolfikseret stats- og partiapparat. For eksempel er der meldinger om, at Kina vil formalisere de partikomitéer, der findes i de kinesiske virksomheder (også i de private).
Partikomitéerne fungerer som en alternativ bestyrelse med betydelig indflydelse på ledelsesforhold og strategi. Det er dårligt nyt for kinesisk erhvervsliv og også for den grønne omstilling, hvis de får mere magt, fordi det vil få kinesiske virksomhedsledere til at tænke mere som embedsmænd end som iværksættere.
Det er altså ikke, fordi Kina økonomiske fremtid er rosenrød. Der er problemer. Men det er usandsynligt, at kinesisk erhvervsliv vil opgive sin grønne styrkeposition, fordi der er problemer i ejendomssektoren eller i nationaløkonomien som helhed. Tværtimod kan økonomisk tilbagegang på andre områder betyde, at de grønne virksomheder får lettere adgang til arbejdskraft og større gennemslagskraft i det politiske system.
