Kender din konkurrent alle dine kunder? Nej vel? Og mon ikke de fleste virksomheder vil mene, at det er en del af den konkurrencemæssige integritet, at man ikke behøver at oplyse til sin konkurrent, hvem ens kunder er.
Sådan er det bare ikke for teleselskaber. Det står klart i en konkret klagesag, hvor et teleskab har anmodet et konkurrerende teleselskab om afgivelse af teleselskabets nummeroplysningsdata, dvs. telefonnummer og navn og adresse på alle teleselskabets kunder.
I praksis betyder det, at konkurrerende virksomheder principielt kan få overblik over konkurrentens kunder og holde øje med, om der kommer nye, om det er nogen, de selv har mistet, og selvfølgelig hvordan de kan kontaktes. Det er jo telefonnumre, navne og adresser, der udveksles.
Vi kender ikke til andre brancher, hvor man kan få adgang til en liste over konkurrentens kunder og kontaktinformationer. Tankevækkende nok så indeholder sidste lovændring af Teleloven netop bemærkninger fra lovgiver om, at konkurrerende teleselskaber ikke bør kunne købe telefonnumre (kunder) af hinanden.
“Men, når nu lovgiver har skrevet en relevant afgrænsning ind i bemærkningerne, hvorfor er det så ikke sådan, det virker i praksis? Det skyldes, at bekendtgørelsen ikke er udstedt af Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.Moderne lovgivning på området har inkorporeret hensynet til beskyttelse mod konkurrenter
Reglerne er udarbejdet med henblik på, at der kan tilbydes relevante nummeroplysningstjenester som f.eks. 118.dk. Dvs., man skal kunne slå et nummer op. Det giver god mening, men desværre er reglerne ikke afgrænset hertil. Og det er her, kæden hopper af.
Moderne lovgivning på området har inkorporeret hensynet til beskyttelse mod konkurrenter. Tag f.eks. EU’s kommende dataforordning, som stadig debatteres i EU. Her er der et klart forbud om, at formidling af data fra virksomheder naturligvis ikke skal ske, hvis det går til at skabe et konkurrerende produkt.
Fra Telia og DI Digitals side mener vi, at der bør sættes en effektiv stopper for “det vilde vesten” med salg af telefonnumre, navne og adresser. Enhver virksomhed bør kunne beskytte sin konkurrencemæssige integritet ved ikke at være forpligtet til at skulle overdrage kundekartoteket til konkurrenterne. Lad os nu få lovgivningen på plads – for konkurrencens skyld.