ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Chefredaktør: Undlader du som leder at tale om krænkelser og #metoo, svigter du dit ansvar

Sofie Linde blev ansigtet på #metoo-bevægelsen herhjemme, efter at hun under “Zulu Comedy Galla” holdt tale om sexisme i mediebranchen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sofie Linde blev ansigtet på #metoo-bevægelsen herhjemme, efter at hun under “Zulu Comedy Galla” holdt tale om sexisme i mediebranchen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Hvis du som leder undlader at tale om krænkelser og #metoo på din arbejdsplads, svigter du dit ansvar

Der er mange chefer og ledere i Danmark, der ikke med god samvittighed kan se sig selv i spejlet. Og det kan de ikke, fordi de har svigtet deres forpligtelse og ansvar til at sætte fokus på #metoo. Måske fordi de frygter, hvad der sker, hvis de gør det. De seneste år har vi set en stribe modige kvinder og mænd stå frem med rystende fortællinger om krænkelser, psykisk terror og overgreb på arbejdet.

Men der er flere arbejdspladser i Danmark, hvor ledelsen intet har gjort for at sætte fokus på emnet. Man undlader at tale om det. Man undlader at indføre retningslinjer. Man tør ikke undersøge, om man har haft problemer på arbejdspladsen. Og man tør ikke konfrontere de mennesker, der har opført sig forkert.

Vi har selv på mediet Markedsføring sat markant fokus på krænkelser, grænseoverskridende adfærd og magtmisbrug. Senest har vi lavet en undersøgelse, der viser, at to ud af tre reklame- og marketingfolk oplever, at deres arbejdsplads intet har gjort for at sætte fokus på emnet det sidste år.

Og det er selvom, at vi for et år siden kunne afdække, at en fjerdedel af alle i branchen inden for ti år havde oplevet en krænkelse på arbejdet. Vi fik over 200 vidnesbyrd fra kvinder og mænd, der havde oplevet ting, du aldrig bør opleve på dit arbejde. Nogle har fået ar for livet. Det er ganske enkelt en katastrofe, hvis emnet sygner hen.

Et wakeupcall for ledere

Vi er nået til et punkt i #metoo-debatten, hvor der simpelthen ikke længere kan herske tvivl om, at vi har haft massive systematiske problemer med krænkelser. Også i Danmark.

Alligevel kan vi i reklame og marketing se, at størstedelen intet gør. Og det er et billede, der utvivlsomt også må gøre sig gældende på mange andre arbejdspladser og i mange andre brancher i Danmark. At sidde på hænderne og tøve med at tage de svære emner op er ikke et branchespecifikt problem.

Ansvaret for den uforståelige laden stå til lander tungt på chefens skuldre. Og jeg tror ikke kun, det handler om travlhed, manglende viden og manglende vilje.

Først når der er ryddet op i de brodne kar, kan forandringen for alvor sprede sig

Da vi undersøgte krænkelser i reklame- og marketingbranchen for et år siden, var 46 pct. af dem, der var blevet krænket, blevet krænket af en leder. Det var et uhyre højt tal. Og en stribe af landets førende eksperter på området slog klart fast, at omfanget både var chokerende og en direkte stopklods for at få #metoo ud at leve.

Hvis chefen er krænkeren, tager denne selvfølgelig ikke emnet op på arbejdspladsen. Så stiller man sig ikke op på fredagsmødet og siger, at nu skal det være slut med grænseoverskridende kommentarer. Slut med at lægge an på praktikanterne. Og slut med at tro, at du kan udnytte din magt til at overskride andre menneskers grænser.

Du opsøger heller ikke viden om emnet. Eller nedskriver klare retningslinjer, der slår fast, hvad god opførsel er. Og hvor du trygt kan gå hen, hvis du oplever en krænkelse. Og du går da slet ikke i gang med at undersøge, om din arbejdsplads har haft et problem. For du risikerer, at den ender med at pege på dig selv som problemet. Netop derfor er der brug for et massivt wakeupcall til danske ledere.

Tag ansvar

For det første skal lederne, der ikke har lig i lasten, tage ansvar for, at deres lederkolleger bliver undersøgt og i sidste ende fyret, hvis de har krænket medarbejdere. Først når der er ryddet op i de brodne kar, kan forandringen for alvor sprede sig.

Og for det andet skal de i de virksomheder, hvor lederne har sit på det tørre, droppe berøringsangsten for emnet. De skal sætte emnet på deres årshjul, så de er sikre på, at de tager det op.

Alene at løfte det på et fredagsmøde kan rykke meget, når det kommer til at ændre en kultur. Det viser, at det er legitimt at tale om. Og med klare retningslinjer udrydder du også tvivl. Både om hvad der er acceptabelt, men også om hvordan det bliver håndteret, hvis du bliver krænket.

Arbejdsmiljøloven slår klart og tydeligt fast, at krænkelser på arbejdet er et brud på loven. Og at det er ledelsen, der har ansvaret for at sikre, at ingen bliver krænket.

Og aner du ikke, hvad du skal gøre, så er du heller ikke undskyldt. Loven slår nemlig fast, at du i så fald har pligt til at indhente rådgivning udefra. Den er nok fløjet hen over hovedet på en del chefer derude, der har haft for travlt med at stirre på bundlinjen, det næste salg – og deres egen skygge.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis