Der er udbrudt kamp mellem økonomer og klimaforskere om de økonomiske effekter af klimaforandringerne. Klimaforskerne er bevæbnet med dramatiske narrativer om tørke, skovbrande og oversvømmelser, mens der til gengæld ikke er megen schwung over økonomernes tørre fremstillinger af (små) bnp-effekter i år 2100.
Man skulle tro, at økonomerne havde hjemmebanefordelen, men faktisk må man konstatere, at de nærmest er på herrens mark, når det gælder forståelsen af forholdet mellem klima og økonomi.
Økonomidisciplinen har – siden Paul Samuelson satte den på matematisk formel efter Anden Verdenskrig – været en meget teknisk og præcis “videnskab” med overdimensionerede regneark. De står dog i nogle henseender på lerfødder. Især synes økonomien svagt funderet, når det gælder sammenhængen mellem klima og bnp.
“En anden anke er, at måleenheden for velstand – bnp – har svært ved at skelne mellem “produktive” og “uproduktive” aktiviteter
Derimod har klimaforskningen siden svenskeren Svante Arrhenius’ beregninger i 1896 haft forbavsende godt styr på sin centrale præmis: hvor meget en given CO2-ophobning i atmosfæren betyder for den globale gennemsnitstemperatur.
Med hensyn til effekten på bnp synes klimaforskerne dog handicappede af, at de ved, de har ret. Når man beskæftiger sig med smeltende poler og havstrømme på afveje, så “ved” man bare, at økonomerne tager fejl, når de måler bnp-effekten i decimaler. Det fritager klimaforskerne for at komme med bedre bud på en transmissionsmekanisme mellem klima og økonomi – de nøjes med hån og hovedrysten.
Kampzonen mellem klima og økonomi er ellers et næsten herreløst ingenmandsland, som økonomerne har svært ved at tage troværdigt ejerskab over. Kernen i økonomernes arbejde er ligevægtsmodellerne, som viser, hvordan forskellige markeder gennem prissignaler finder deres balance.
Fordi en omstilling kræver indblanding i økonomien – og fordi det mest effektive redskab er en CO2-afgift, som er en byrde på økonomien – viser modellerne ofte, at en grøn transition gør verden fattigere, end hvis vi bare fortsat gav den gas (og kul og olie).
En anden anke er, at måleenheden for velstand – bnp – har svært ved at skelne mellem “produktive” og “uproduktive” aktiviteter. På trods af Robert Kennedys diktum om, at bnp ikke måler sundhed hos vores børn, styrken i vores ægteskaber eller integriteten hos vores politikere, er bnp stadig den bedste målestok for generel velstand. Men det er paradoksalt, hvis oprydningen efter oversvømmelser og skovbrande – og forstærkelsen af diger og brandbælter – bidrager positivt til bnp i modellerne.
Når det gælder transmissionen fra klima til økonomi, er de centrale modellers bedste bud, at der findes en økonomisk optimal gennemsnitstemperatur, nemlig 13 grader celsius. Lande, som p.t. ligger under denne temperatur, vil således få fordele af klimaforandringerne, mens allerede varme lande får forringet deres potentiale.
Denne simple forudsætning møder naturligvis kritik i forskellige lejre. På Institut for Statskundskab ville den straks blive underlagt en komparativ analyse, der ville påpege, at der ca. er en faktor 20 til forskel på bnp pr. kapita i Nord- og Sydkorea, mens der fra øst til vest på øen Hispaniola er ca. en faktor 10.
Lande med identiske klimatiske forhold har altså meget forskellige økonomier. Det mest betydende synes at være institutioner og samfundets indretning. Ser man alene på landbrugsproduktionen, den mest klimafølsomme del af økonomien, springer det i øjnene, at Latinamerika er en eksportstormagt, mens Afrika på stort set de samme breddegrader ikke kan brødføde sig selv.
På vores egne breddegrader skabes der mest værdi i industri- og servicesektoren, hvis forhold til klima er mindre direkte. Her er forholdet mellem klimaforandringer og økonomi selvsagt mere komplekst og bestemt af mere end temperaturen. Faktisk vil klimaforandringerne nok mest påvirke den danske økonomi uden for landbruget gennem ændrede handelsmønstre. Der bliver brug for flere grønne løsninger i verden, mens flere turister måske vil søge mod Danmark, hvis sommeren 2023 bliver den nye standard ved Middelhavet.
Man kan ikke generalisere fra Danmark til hele verden, men eksemplet viser dog, at klimaforandringerne har både positive og negative økonomiske effekter. Derfor har vi brug mere sofistikerede modeller for samspillet mellem klima og økonomi.
