Når vi snakker organisationsforandringer, er det typisk de store strategiske, der løber med opmærksomheden. Det kan være lanceringen af den nye bæredygtighedsstrategi, den kulturelle transformation eller øget fokus på digitalisering. De fleste organisationer bruger oceaner af tid og ressourcer på netop at lykkes med den type forandringer. Men spørger du medarbejderne, er der noget helt andet, der optager dem. Og det kan virke så banalt, at vi ofte overser det.
De forandringer, der betyder noget for medarbejderne, er de nære forandringer. Dem, der påvirker dagligdagen. Også kaldt mikroforandringer. Det er den type forandringer, der er afgørende for medarbejdernes trivsel og motivation, men også typisk bliver behandlet som bagateller: Når kaffemaskinen bliver udskiftet, der bliver indført flexible seating, eller en medarbejder har sagt op. Det er mikroforandringerne, der holder medarbejderne vågne om natten.
“Det er i arbejdet med mikroforandringer, at vi kan lave reelle forandringer. Lyt til medarbejderne
Skal vi lykkes med de store strategiske forandringer, såsom Strategi 2025, bliver vi derfor også nødt til at tænke i mikroforandringer: Have en forståelse for, at det først er her, medarbejderne kan mærke strategien. For det er i arbejdet med mikroforandringer, at vi kan lave reelle forandringer. Lyt til medarbejderne. Snak med medarbejderne. Eksperimenter med forskellige små forandringer, der reelt betyder noget for medarbejderne. Få Strategi 2025 ned i øjenhøjde.
For ikke at tabe medarbejderne undervejs er det vigtigt med balance. En balance mellem at arbejde proaktivt med mikroforandringer og at lytte til medarbejderne. En typisk faldgrube er, at vi som ledere tror, vi har helt styr på, hvilke mikroforandringer der fylder for medarbejderne. Men typisk er det nogle andre end dem, vi selv har øje på. For vi har blinde pletter. Vi ser typisk kun dem, vi selv synes, der fylder. Derfor bliver vi nødt til at balancere mellem at sætte gang i mikroforandringer og lytte til, hvad der egentlig er radikale forandringer for medarbejderne.
Så få sat gang i mikroforandringerne for at lykkes med Strategi 2025. Men tøv med at droppe kaffeordningen.