Borgerlige politikere leger i disse dage med ilden med forslag om “second opinion” – at der skal trækkes på alternative eksperter til den sundhedsfaglige rådgivning. Især partier, der har haft – og bejler til – det ultimative ansvar i form af regeringsmagt, bør overveje den slags stunt nøje.
Den forståelige og legitime frustration over S-regeringens ageren under coronakrisen udkrystalliseres desværre i idéer, der vil gøre livet hedt for en hvilken som helst regering – men hvad værre er: Med tvivlsomme resultater til følge. Det handler om langt mere end minkaflivninger.
Før Venstre skiftede fokus, sagde Jakob Ellemann-Jensen (V) klogt i en mail til folketingsgruppen: “Jeg er med på, at beslutningen udfordres i aviserne af forskellige eksperter, men jeg ser ikke, at vi har andre muligheder end at stole på sundhedsmyndighedernes vurdering i en situation som denne. Begynder det største oppositionsparti at så tvivl om vores sundhedsmyndigheder midt i en krise, risikerer vi at ende et helt forkert sted.”
Ligeledes velgørende var det, at Ellemann efter Inger Støjbergs udtalelser om “sumpen” slog fast, at Venstre har det fint med statsadministrationen. Idéen om et alternativt panel, en ny institution af danske og udenlandske eksperter, virker derfor uigennemtænkt.
Det lyder umiddelbart besnærende at udvide paletten, lige som Anders Fogh Rasmussens (V) opgør med “smagsdommerne” for snart 20 år siden utvivlsomt havde en vis vælgerappel. Men hvis den ene vurdering kan være lige så god som den anden, og politikerne alligevel håndplukker alt efter den ønskede konklusion og vælgertække-lyst – hvad skal Danmark så med fast og uvildig ekspertise?
Det vil altid være muligt at finde en stemme, der har en anden vurdering end sagkundskaben af risikoen ved minkavl, af HPV-vaccine til unge kvinder, af Finansministeriets regnemodeller eller af, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte.
De røster undertrykkes ikke i den offentlige debat. Lige som høringer, konferencer og samråd kan ruste Folketinget til at føre bedre kontrol med regeringens og myndighedernes arbejde.
Men løsningen er ikke at lade sig trække ned i et hængedynd af selvforstærkende mistillid til de nationale rådgivende institutioner. Mistillid kan i sig selv svække det fælles mål om at slippe ud af coronakrisen.
Overvismand Carl-Johan Dalgaard ramte plet med sin reaktion på Facebook: “Mistilliden kan være berettiget eller uberettiget. Men det efterlader os med et problem. Og problemet løses ikke ved at invitere flere forskere ind til at sige deres mening på ad hoc-basis. Det løses ved at sikre, at de institutioner, man ønsker rådgivning fra, har de bedst mulige arbejdsbetingelser; har de bedst mulige medarbejdere og de nødvendige ressourcer.”
Den ødelæggende mistillidsspiral kan desuden bremses ved:
At embedsmænd har rygrad til at sige klart fra overfor politisk indblanding. At datagrundlag for faglige vurderinger lægges hurtigt frem. Og ikke mindst: At statsminister Mette Frederiksen (S) reviderer sin effektive kommunikationsform, som består af stærke budskaber – men dunkel omgang med, hvad der er politik, og hvad der er entydigt faglige anbefalinger.
